Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1835-08-11)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge Præstegaard, 11. August 1835.

— — Men for nu at fortælle Dig Noget, og da at begynde med noget Udvortes, saa høstede vi igaar Rug. Det var vor første Høst. Sanne og jeg vare ude og saae paa dem. Jeg kunde neppe holde mine Taarer tilbage, da jeg hørte Leerne klinge, og hørte Axene fulde og tunge falde til Jorden, og tænkte paa de foregaaende Dages Storm, paa de ængstelige Fortællinger, vi havde hørt om, hvorledes Axene vare sønderslaaede paa mange Marker, hvorledes paa mange Steder de halve Korn vare faldne ud og laa paa Jorden o. s. v. Om Eftermiddagen besøgte vi dem igjen, og vi To og vore Gjæster Tante Jette og hendes Datter Sanne Petersen hjalp dem tilsidst at sætte sammen; og da de nu vare færdige, just som Solen vilde gaa ned, satte de Hattene paa Leerne og raabte Hurra. Da de havde spist Aftensmad, sang de ved det gamle 01, Sanne var ude af sig selv over deres og sin egen Glæde. Hvor det dog er en forunderlig ædel s. 41 Bestilling at være Bonde! Hvem trænger mere til en urokkelig, af Vind og Vejr uafhængig Tro paa en højere Velsignelse? og hvem ligger denne Tro nærmere? Derfor kan jeg nu ikke tænke mig nogen mere velsignet Virkekreds, end at prædike for Bønder. Du kan ikke tro, min kjære Christian! hvor det kan opvarme mig ind i mit inderste Hjerte, naar jeg kommer ind i Kirken med Hovedet fuldt af en Mængde møjsommeligt sammensøgte, møjsommeligt sammenskrevne, møjsommeligt lærte, møjsommeligt, ja til den højeste Grad af Træthed og Lede atter og atter gjennemlæste Sætninger, hvorledes det da kan gjennemfare mig og oplive hele det døde Maskineri, naar jeg gaar op igjennem Kirkegangen eller op paa Prædikestolen og derfra ser hen over de Syngende, og da opdager mine gamle bekjendte Ansigter. Der har jeg mine bedste Timer; dog, det har Du vidst, før jeg; men jeg vil heller ikke sige Dig noget Nyt. Men ogsaa hjemme har jeg det tidt bedre, end jeg nu beskrev, — ogsaa der kan det undertiden gjennemfare mig — ikke fra mig selv — og inden jeg veed det, og hurtigere, end Pennen vil følge mig, er det en Prædiken. Men da kan det og ske, at i Kirken Noget forstemmer mig og gjør mig død og kold. Men Du kjender alt dette; jeg vil kun sige Dig, at Resultatet af alle disse Erfaringer hos mig har været den Beslutning, ikke at lade mig binde af øjeblikkelige Stemninger, men „holde ved i Tide og i Utide.“ Om jeg nu ogsaa bliver forstaaet af min Menighed, som jeg søger at forstaa den? det er noget Andet. Mangen Gang tror jeg, at de ikke forstaa Ordene, naar jeg ikke kunde finde de rette; men Tonen og Blikket siger otte Mere end Ordene; og naar jeg ofte den ene Søndag efter den anden ser de samme Ansigter, da trøster s. 42 jeg mig med, at de ikke vilde holde saaledes ud, naar de slet Intet fandt.

Hvad min Læsning angaar, da har jeg langt Mindre at sige. Mine Prædikener have i lang Tid taget mig langt mere Tid, end jeg havde trot muligt, og end de gjorde i Begyndelsen, maaske fordi jeg har studeret min Text grundigere, maaske ogsaa fordi jeg er bleven mere forstyrret paa mange Maader udenfra. Jeg har derfor saa godt som slet Intet læst i Sommer. — — Men, kjære Christian, gid Du kunde fortælle mig Noget om Dine Prædikener, jeg mener noget Mere; thi jeg veed jo baade hvad og hvorledes Du prædiker; nien jeg mener egentlig, gid jeg snart igjen kunde faa Dig at høre! Hvad sagde Din Onkel om Dig ved Visitatsen? Dog herom skulde jeg jo ikke spørge Dig. Kunde Du ikke en. Gang faa sendt en eller anden af dem, Du selv synes bedst om, over til mig? saa vilde jeg gjøre Gjengjæld, og saa skulde vi ærligt sige hinanden vor Mening; det kunde dog bøde lidt paa Savnet af Samtaler om denne Ting. Du gode Ven! vore gamle Samtaler, hvorom vi snart maa sige: i gamle Dage, dem glemmer jeg aldrig; de har virket mere paa mig, end jeg selv veed; det mærker jeg, hver Gang der kommer et nyt Brev fra Dig. — Sanne skriver selv sin Hilsen.

Din Otto.