Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1835-08-17)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 17. August 1835.

Kjære Otto! Jeg fik Dit kjære, med Længsel imødesete Brev min Fødselsdags Morgen og glædede mig saa inderlig ved at læse det først ene og siden ude i Hjørnelysthuset s. 43 for Caroline. — — Det var allerede to Aar siden jeg paa hin uforglemmelige Fødselsdag erfarede min Kaldelse [15. Aug.], og to Dage før var det to Aar siden min Moder døde paa Faders Fødselsdag [13. Aug.]. Hvor dog Tiden farer! — — Du spørger om Visitatsen. Jeg kan ikke Andet end kalde Onkels Rejser sande Triumftog. Den Berømmelse, som jeg fra alle Sider hørte om ham, den Glæde, som Alle følte, der hørte og saae ham i Skoler og Kirker, og hos hvem han var, overgaar virkelig al Beskrivelse. Jeg overværede Visitatsen i Ørsted, Herfølge og Vallø foruden her, og hørte overalt de mest udmærkede Taler og Katekisationer; især var Talen i Vallø af det Ypperste, jeg nogensinde har hørt; og det saa godt som extemporerede Taler, holdne den ene Dag efter den anden. Selv den mest udmærkede Taler maa have bøjet sig for ham som den langt overlegne Mester. At jeg var meget befippet, før min Tur kom, kan Du nok vide. Imidlertid fik jeg skrevet og lært en Prædiken over 1 Joh. 4, 16. Da jeg først var kommen i Kirken, svandt Ængtselsen, skjøndt en Mængde Valløere og en Del Præster vare tilstede. Min Glæde var stor, da jeg fik den vel endt, men usigelig blev den, da Bispen begyndte sin Tale med at sige: „Hvad Mere skal jeg tale om den herlige Text end det, som vi nylig hørte i det gode, skjønne, kristelige Foredrag; dog, — hver taler med sin Røst.“ Jeg er for glad over disse Ord, til at jeg nogensinde skulde glemme dem, og jeg veed, at Du er glad med mig. I Embedsbogen skrev han: „Med sand Glæde hørte jeg den smukke, opbyggelige Prædiken, som blev holdt med Frihed og Liv.“ Hvad Mere kunde jeg have ønsket, og dog fik jeg Mere. Forleden skrev Constance [hun havde dengang sit Hjem i Bispegaarden, s. 44 og blev senere gift med Pastor Bergenhammer i Maribo], at Tante Fanny ved hendes Hjemkomst herfra havde sagt, at Onkel havde ytret for hende, at der ikke var Spørgsmaal om, at jeg hørte til de bedre Præster. „Nej,“ sagde Onkel, der hørte det, „det har jeg aldrig sagt, men at han hører til de bedste. Hans Prædiken er en af de bedst gjennemtænkte, jeg har hørt, og den blev holdt, ikke som af en Begynder, men med Anstand og Rolighed som af en gammel Præst.“ Ser Du, derfor er jeg glad, og har bedet Gud, at jeg aldrig maa blive denne Ros uværdig. Om Skolerne skrev han, at de begge vare i en rosværdig Tilstand. Om Morgenen kom Orsleffs fra Ørsted og flere Præster og Honoratiores, som gik med i Kirke. Til Middag vare vi henved tyve Mandfolk. Henad Aften kjørte Onkel til Vallø, hvor Caroline, som ikke kunde komme med i vor Kirke, og jeg vare og hørte den overordentlige Tale, som han holdt efter Taubers over Joh. 3, 16, altsaa som en Fortsættelse af Talen i Valløby, hvorfor den end mere behagede dem, som ogsaa havde hørt ham her. — Skjøndt jeg nu veed, at Du har faaet nok herom, maa jeg dog fortælle Dig et Par af de mange Pudserligheder, som Onkel oplevede paa Visitatserne. En Skolelærer spurgte saaledes Børnene: „Hvad gjør en oprigtig Kristen?“ hvorpaa Børnene med megen Færdighed svarede: „synder af Skrøbelighed.“ En anden Dito talede om de forskjellige Glæder, og anførte som Exempel paa sandselige Glæder Historien om David og Bathseba, men gik saa vidt i sin Udvikling heraf, at Onkel maatte afbryde ham med den Erklæring, at det nu fik at være nok. En 80aarig (daarlig) Skolelærer svarede Præsten, som vilde sætte Mod i ham før Visitatsen ved, at sige, at Bispen var en mild og kjærlig Mand: s. 45 „Han være for mig mild eller streng, jeg skal nok feje for min Dør.“ Og da Onkel spurgte ham: „Hvordan gaar det, Jørgensen?“ svarede han: „Det gaar mig, som det gaar Dem;“ og da Onkel spurgte: „Hvordan det?“ pegede han paa sit skaldede Hoved og sagde: „Vi ere Begge skaldede.“ Ogsaa Caroline tik sin Ros for Visitatsen, da Onkels Lars ved Hjemkomsten sagde til Tante: „Det er sku en prægtig Kone den unge Madam Mynster; hun er sku stolt i sit Hus.“ Samme Lars havde i en Præstegaard ytret: „Jeg kan ikke sige, hvor lærerigt det er, daglig at omgaas en saadan Mandl“ Jeg kunde blive længe ved, men maa dog en Gang standse denne Strøm af Snak. — — Hvad Du skriver om Prædikenskriven og dine Følelser i Kirken, er som skrevet ud af mit Hjerte. Hvor længes jeg efter at tale med Dig om dette som om saa meget Andet!

Din Christian.