BREV TIL: Mynster , Frederik Ludvig (1839-08-03)

Af et Brev til F. L. Mynster.
Frørup, 3. August 1839.

— — Og nu om Fader! Ja, han var i Korsør med Moder og Otto og Rine. Løverdag Formiddag rejste de herfra. De havde haabet at komme over Beltet Kl. 3 om Eftermiddagen, men maatte vente i Nyborg til over 10 om Aftenen, som ikke var til megen Fornøjelse, allermindst da de havde haabet at komme til Korsør saa tidligt, at de endnu om Aftenen kunde træffe Din Onkel. Det var jo altsaa over Midnat, da de kom til Korsør, hedt og ikke behageligt paa Gjæstgivergaarden. Om Morgenen gik de i Kirke Kl. 9, uden at Biskoppen vidste Noget om, at Fader var der. De tik Plads oppe ved Koret, og Fader og Otto mellem de andre Præster, som vare tilstede. Da Biskoppen kom gaaende saa langsomt og alvorligt opad Kirkegulvet, og de sad der og saae efter ham, kan Du vel vide, hvordan de havde det; og vi kan vel ogsaa tænke os, hvorledes det har været, da han med Et fik Fader at se, og ilede ham om Halsen, og de To stod og omfavnede og saae paa hinanden: s. 55„Er Du her! det havde jeg ikke ventet,“ sagde Biskoppen; og Fader har sagt, at han var død og sløv og dorsk, da han gik til Kirke, og lige indtil det Øjeblik, da Mynster omfavnede ham og saae paa ham; da opløste Alt sig, og han sagde: „der blev Foraarstø og mildt Vejr og Solskin i min Sjæl.“ De vilde ej ret fortælle os Noget, da de kom hjem, „det kunde ikke fortælles!“ men Rine forbarmede sig da, og fortalte ypperligt, og Fader og Otto hjalp til imellem: „At have set og hørt ham, det kunde hun aldrig glemme, om hun saa levede 100 Aar;“ og Otto sagde, at han kun 1 Gang før havde set Mynster se saadan ud, og Fader, at det Fiele var det Fuldkomneste, man kunde tænke sig. Da Alt var forbi, kom Biskoppen frem i Koret og nikkede ned til Fader, som gik derop, og vinkede ad Otto, som ogsaa kom; og da han først havde omfavnet Fader, tog han Fader i den ene Arm og Otto i den anden, og talte om de hvide og de brune Haar, og klappede dem paa Hovederne, og Moder og Rine sagde, at alle de, som vare i Kirken og saae derpaa, græd; og Otto sagde, det var umuligt andet, end at Folk maatte græde. „De stod der i Koret som tre Hellige,“ sagde Rine. Det er jo sandt, det kan ikke fortælles; men jeg skriver det til Dig, som de have fortalt os det, for at Du kan tænke Dig, hvordan det har været. — — Til Frokost blev vore Folk bedte til Kateketens i Selskab med Biskoppen, og til Middag hos Provstens. Biskoppen sad imellem Fader og Moder, og Fader fik talt saa Meget med ham; Ingen generede dem ved Bordet, og Alt var saa godt, som det kunde være. Moder havde saa stor Lyst til at kysse hans Haand, naar han lagde den op paa Bordet; og Rine var henrykt over fem Gange at have faaet hans Haand, og at han s. 56havde set saa mildt paa hende. Hun passerede i lang Tid for „Ottos Forlovede“, og var Kommandantens Borddame. Om Aftenen bad Provsten dem at komme igjen; men Fader syntes, det vilde blive for silde, da de vilde rejse næste Morgen. Om Morgenen kom Biskoppen hen i Gjæstgivergaarden, og da de Kl. 9 sejlede, fulgte han dem paa Broen, og stod der, saa længe de kunde kjende hinanden. Da jeg sagde noget til Fader om dette Venskab, sagde han: „Det er mere end Venskab saadan at være forenede.“ Ja, Fader har haft godt af dette Møde for lang, lang Tid; og hvor det var velsignet at se ham, da han kom hjem: „I skulde Allesammen have været med,“ sagde han. — —

[Laubs førstefødte Barn, deres elskede lille Lene, var født 16. April 1836, men døde allerede 1. April 1837. Hans Brev herom til de Gamle i Frørup var et af hans allerelskeligste Breve, men er gaaet tabt. I de paafølgende Aar bleve deres Sønner Hieronymus og Hans fødte, og derefter en Datter Louise, som døde. I disse Aar havde hans Ven i Valløby den store Sorg, at hans Hustru døde efter langvarige Lidelser, sex Maaneder efter at deres lille Anna var død.]