Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1842-02-13)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 13. Februar 1842.

Min kjære, trofaste Ven! Min Carolines vedholdende Bøn til Gud om snart at udfries fra sine Lidelser ved en salig Død, har den forbarmende Fader hørt. Tirsdag- Morgen Kl. 8 den 8. Februar endtes hendes tunge, tunge s. 57 Strid. Siden jeg sidst tilskrev Dig, min kjære Otto, tiltog hendes Sygdom saa stærkt, og i den sidste Tid var hun saa afkræftet og lidende, at jeg maatte vente, at den Time, der nu er forbi, snart vilde slaa. Jeg behøver ikke at sige Dig, hvor jeg har stræbt og med Guds naadige Hjælp skal stræbe at finde Styrke og Hengivenhed, og endnu mindre, hvor min fromme Caroline søgte og fandt Kraft og Trøst under det tunge Kors. Det sidste Halvaar var tungt, tungt; men Gud være lovet og takket! vore bedste og lyseste Timer har den forbarmende Fader der skjænket os. I Guds Ord og i sine Yndlingspsalmer og i Bøn fik hun Velsignelse til at stride den sidste Strid, saa at den blev for mig og dem, der vare hende nær, det skjønneste Vidnesbyrd om, at Jesu Evangelium er den evige Sandheds Evangelium. — — Kjæreste Otto! Hvorfor har jeg Dig ikke hos mig, saa at jeg ret kunde aabne mit knugede Hjerte for Dig, og fortælle Dig Alt, hvad Guds Barmhjertighed sendte sine stridende, afmægtige Børn til Trøst og Lindring? Gud hjælpe mig at bevare min lille Olivia paa hans Vej, og at jeg ret af Hjertet maa paaskjønne, at han har givet mig et saa velsignet Barn i min Forladthed! Skriv snart, min kjære, kjære Otto, til Din bedrøvede Ven! Gud velsigne Dig, Din Sanne og Eders Smaabørn! Hils ogsaa Dine gamle, elskede Forældre og de andre Venner!

Din kjærligst hengivne Ven Chr. Mynster.

[Ved hans Hustrus Begravelse talte gamle Pastor Orslef fra Ørsted i Sørgehuset, og Pastor Willemoes fra Herfølge i Kirken].