Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1843-08-08)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 8. August 1843.

Min kjære, kjære Otto! Vorherre velsigne Dig og Dine i Dit nye Aar med al legemlig og aandelig Velsignelse! Den 6te vare mine Tanker og Ønsker hos Dig; men Visitatsen og hvad dermed fulgte, forbød mig at skrive før nu. inderlig Tak for Dit ypperlige, muntre Brev, som jeg havde saa godt af, og nu atter læste med megen Glæde. Heller havde jeg svaret Dig mundtligt i disse Dage, men kan ikke, om jeg kjender min kjære Svigermoders Plan ret. Jeg har Grund til at· vente hende med det Allerførste, og faar vel Brev derom i Morgen. Før Høsten vil jeg saaledes ikke kunne komme til mine Venner i Fyn; og jeg kjender de Vanskeligheder, som kun altfor let klynge sig til Opsættelser.

Et saare bevæget Liv har jeg ført i den senere Tid, da saa mange Præster have været saa gode at invitere mig til Bispevisitatserne. Jo sjeldnere vi Præster kunne høre Andre forkynde Ordet, og jo herligere vor Biskop er som dets Forkynder, desto større min Glæde over saaledes at følge ham fra Kirke til Kirke. Kraften og Livet i hans Foredrag har i de senere Aar snarere tiltaget end aftaget, hvortil vel den større Frihed, som de extemporerede Visitatstaler have foraarsaget, har bidraget s. 72 meget. At Fylden og Grundigheden ikke have tabt derved, behøver jeg vel ikke at sige Dig. En vis aandløs Præst ytrede flere Gange, naar han hørte Andre beundre Onkels uudtømmelige Rigdom, at saadan kunde han jo sagtens tale om Alleslags, da han nylig har skrevet disse Betragtninger. Nu, der er dog Noget i det. Den 2. August mod Aften kom Onkel til Taarnby Skole [Valløbys Annex], hvor han modtoges af Fætter Joachim, der efter rrrin Indbydelse var kommen hertil fra [sin Morbroder] Frits Münter i Karrebæk, og aldrig ret havde overværet nogen af sin Faders Visitatser. Af min Familie vare her ikke Faa og deriblandt vor trofaste Stence Orsleff *) , som kom Dagen forud for at hjælpe mig i Huset. En Mængde Præster kom og fulgte med i Kirken, som var aldeles fuld af mine egne Menigheder og en Mængde Danrer og Herrer fra Omegnen. Vi vare 15 Præster, og dog vare 3 udeblevne. Ogsaa disse mange Præstekjoler bidroge til at gjøre Handlingen endnu højtideligere. Onkel havde endnu ikke truffet saa mange Præster paa nogen af sine Visitatser, og jeg kunde mærke ham ret glad derover. Hans Katekisation og Taler vare fortræffelige, men det Bedste ved det Hele var, at han var over mine mest ubeskedne Forventninger tilfreds med nrig i Kirken. Fortvivlelsen over de Prædikener, vi skulle til at holde, kjender Du; jeg havde ofte følt den, men aldrig i den Grad som Aftenen den 2den. Jeg havde endog den Tanke, at sønderrive Prædikenen og extemporere en anden, da jeg fandt den ganske ubrugelig og mig selv saa sløv, at jeg endnu henved Kl. 2 om Natten ikke havde memoreret s. 73 en Trediedel. Havde jeg haft Caroline hos mig, var det aldrig kommet til den Grad af Forsagthed. Jeg maatte lægge Prædikenen bort, og bad ret i Sønderknuselse Herren om hans Hjælp, gik i Seng, sov et Par Timer uroligt, vaagnede Kl. 4 i samme Stemning, fik mig sat temmelig fast i Gangen og enkelte Partier. Den ene Vogn kom rullende efter den anden, men ikke før det sidste Øjeblik kunde jeg rive mig ud af mit Studerekammer. Under Hovedpsalmen blev jeg heftig rørt og forunderlig styrket, og med ofte udbrydende Bevægelse holdt jeg min Prædiken, og kunde mærke paa mig selv og de mange med mig Bevægede — ogsaa paa Onkels Tale — at Herren havde hjulpet. Min Glæde kan jeg ikke beskrive; jeg græd længe i min Stol bag Alteret, da jeg turde lade Tankerne frit Løb, og jeg græder nu, da jeg er hos min kjære Otto, atter af Glæde over, at jeg er ikke ene i min Ensomhed, og ikke kraftesløs i min store Svaghed. Ved forrige Visitats kunde Onkel i et rørt Øjeblik kalde min Prædiken „dette gode, skjønne, kristelige Foredrag,“ denne Gang kunde han sige endnu Mere; og jeg tør nok ogsaa deraf trøste mig ved, at jeg dog vel ikke har arbejdet ganske forgjæves. Han skrev i min Embedsbog, — jeg fortæller Dig det, fordi jeg veed, Du maa forstaa og dele Din Vens Glæde: „Den store og smukke Kirke var opfyldt med Mennesker; Sognepræsten opbyggede os med en ualmindelig levende, grundig Prædiken; og Ungdommen viste sig vel oplyst og svarede med Færdighed og Eftertanke. Herren give fremdeles Naade og Styrke og lægge sin bedste Velsignelse til!“ Han talte flere Gange bagefter med mig derom; og du kan vide, at det er især det Ord „ualmindelig grundig“, som ualmindelig maatte glæde mig og s. 74 fylde mig med Tak til Herren; thi at mine Foredrag ere ofte levende, kan jeg, Gud være takket, føle og ikke sjeldent mærke paa mine Menigheder. Fredag vare vi Alle i Vallø Kirke og hos Storms. Løverdag Morgen Kl. 8 kom Onkel herop for at tage Joachim, der er et meget vakkert og dygtigt Menneske, med sig til Kjøbenhavn. Under en Spadseretur i Vallø Skove fik jeg en fortrinlig theologisk Samtale med Onkel, som da oftere ved vore Sammenstød tidligere. Derimod var Hjerte og Mund tillukket for mig, saalænge Prædikenanfægtelsen varede. Ogsaa om denne fortalte jeg ham, og han mig meget Interessant om sig selv i lignende Stemninger, hvori han ofte havde været. Men saadan kunde jeg blive ved lige herfra til Ryslinge og tilbage igjen, og, skjøndt jeg veed, det er en medfølende Ven, jeg taler med om, hvad der i disse Dage mest har fyldt mit Sind, vil jeg dog være saa menneskekjærlig at standse disse Udgydelser.

I Ørsted traf jeg Din gamle Ven Pastor Jensen, med hvem jeg fik talt en Del, ogsaa om Dig, hvem han varmt spurgte til og længtes efter. Han er efter Alles Dom en meget agtværdig og vakker Præstemand. Efter Kirketjenesten spurgte Onkel om mine Grave; jeg førte ham til det venlige Sted, som atter var prydet af Fremmede med skjønne Kranse, som endnu ofte sker, og hvor vi fandt min Søster Sara og Stence Orsleff, og hvor jeg atter blev saa bevæget ved at have min kjærlige trofaste Farbroder hos mig. Han var under hele Opholdet her saa øm og kjærlig, og viste, at han saa godt forstod, hvad jeg i de Dage atter saa levende maatte savne. Den 2den var det just to Aar siden min Caroline og jeg begravede vor lille Annas Jordiske. Nu hvile de Trætte s. 75 derhenne ved hinandens Side, og jeg er siden bleven to Aar trættere. Herren er min Hjælper, han trættes ikke. Jeg prædikede over Jak. 1, 17.

Nu er da det Brev fuldt, og har jeg end ikke faaet talt med Dig om Meget, jeg ønskede, saa dog om hvad jeg ogsaa trængte til at meddele En, som kan forstaa mine Glæder og Savn. Jeg maa dog vist komme til at se Dig og Dine i Aar. Indtil da og indtil vore Dages Ende lev vel, Du og Din Sanne og alle Dine! Hils dem Alle venligst fra Din

Chr. Mynster.

Den 14de flyve mine bedste Ønsker over Sjællands og Fyns travle Høstmarker lige ind i Ryslinge festlige Præstestuer og favne de kjære glade Præstefolk.