Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1843-10-04)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge Præstegaard, 4. Oktober 1843.

Min kjære Christian! Dit sidste Brev var ligesom et Kald til mig, at jeg snart skulde komme til Dig og lade Dig føle, at Du ikke er saa ene paa Jorden, som Du tidt maa føle Dig i Dit tomme Valløby. Jeg forstod Dig saa godt, og det gik mig, som da jeg havde taget imod Dig selv i Ryslinge: jeg maatte gaa hen og græde, fordi Du har mistet, hvad jeg endnu har at støtte mig til, og græde Glædestaarer, fordi Gud har givet Dig et saa trofast Hjerte til at sørge og tro. Du har jo mange Venner tilbage, men Du trænger til at høre et venligt Ord af hver af dem især, og derfor trænger Du ogsaa til, at jeg skal besøge Dig i Din Ensomhed. — — Du skulde haft dette Brev, med Tak for Dit Brev og for Dit usigelig velgjørende Besøg, for længe siden; men der ere komne adskillige Forhindringer, senest Bispevisitats, og derefter et Besøg paa tre Dage af vore kjære Gamle. — — Ja, Christian! Du føler neppe, hvilken Glæde Du har gjort mig og Sanne ved at besøge os. Du føler maaske, at Du trængte dertil, men ikke, at vi, og (jeg vidste ikke forinden, i hvilken Grad) jeg trængte til Dig. At ses, at se, at man hører sammen, er dog noget ganske Andet, end at vide det, høre derom, eller læse det. Men nu s. 80 ere Dine Breve mig langt forstaaeligere: lad mig ikke for længe savne dem, og jeg skal beflitte mig paa at være efterretteligere i det Kapitel. — Bispevisitatsen var meget fornøjelig, men paa ingen Maade, hvad Din maa have været for Dig. Derfor var der heller ingen Lejlighed foiling til saadanne Sorger som dem, Du prøvede Natten forud (min Stemning var hele Tiden lige saa rolig som min Følelse for min Biskop); men derfor var der heller ingen Anledning til de Glæder, som Du havde bag efter. At min Prædiken opbyggede, blev vel sagt mig, men ikke af Biskoppen, som jeg dog har al Grund til at tro var ligesaa vel tilfreds med mig som med Skolen. En Præst sagde, at den havde varet i over 1 Time, og kunde, holdt af en Anden, have varet i 2, men lagde dog til, at man var nødt til at følge med. Den var over Matth. 16, 13–21, om „den Tro, som hører til i Kristi Kirke“ (Vers 18), „dens Indhold“ (V. 16), „dens Oprindelse“ (V. 17), „og Kraft“ (V. 19).

Gud med Dig, Du Kjære!

Din Otto.