Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1844-01-22)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 22. Januar 1844.

Tak, kjære gamle Ven, for Dit Søndagsbesøg, omendskjøndt det først kom her om Fredagen; thi det var Søndags- og Helligdags-Tanker, det bragte ind i min Sjæl. Jeg har tidt ønsket, at jeg havde Dig eller Zeuthen, eller en anden Jevnaldrende, med hvem jeg kunde tale lidt om mine Prædikener o. s. v. Du har vel ikke saa Faa om Dig, som gjerne ville tale med Dig om saadanne Ting, men med hvem Du vel i visse Tilfælde just ikke vilde tale; Zeuthen har honnette Naboer, men neppe af det Slags, og jeg har Ingen, som vil indlade sig paa Sligt — uden Fader, altsaa ingen Jevnaldrende; ergo er Ingen af os tilfreds, og bliver det heller aldrig, før vi lære at tage Tingene, som de ere, eller at gjøre Noget til, at Tingene i det Hele og Store blive bedre. Burde ikke en Præst i enhver Nabo have ikke en Hr. Broder men en sand Ven og Raadgiver? Men jeg vil ikke være utaknemmelig: jeg har i Fader langt Mere, end jeg kan skjønne paa, først en Fader, saa næsten en Broder, thi hans store og i alle Forhold gjennemførte Ydmyghed gjør, at jeg ofte glemmer, det er min Fader, jeg taler med, dernæst en Præst, ingen Lærd men en Kristen, som har gjennemtænkt og gjennemlevet sin Kristendom; og ved ham er jeg uafbrudt fra min spæde Barndom indtil denne Dag voxet til det, jeg er bleven; og jeg kan sige, der har ikke været end det ringeste Afsnit i mit Liv, da jeg har været ude af denne ledende Forbindelse med ham. Derfor er i en vis Forstand Alt, hvad hans er, mit; jeg finder alt Mit i ham, og kan derfor ikke vide eller sige, hvad jeg skylder ham, anderledes end ved at kalde det „Alt“. Jeg føler tidt, at først, naar jeg s. 86 ikke mere har ham, kan jeg fornemme, hvilken Støtte han har været og den Dag i Dag er for mig. Noget Saadant har vel Caroline været for Dig; og jeg beder om, at jeg, naar jeg en Gang skal miste ham, maa lære at forstaa mit Tab og at bære det med den Styrke, som Du. Thi just fordi jeg da, om det er Guds Villie, endnu kan have tilbage, hvad Du tillige har mistet i Caroline, kunde jeg lettere gaa Glip af den Velsignelse, som et saadant Tab skal give: „Uden jeg gaar bort, kommer Trøsteren ikke,“ — det gjælder i alle kristelige Forbindelser; men Gud give, at Trøsteren da ikke maa tinde mit Hjerte tillukket! Hos Dig, min Ven, har han taget Bolig; derom vidner ogsaa Dit sidste Brev.

Jeg vilde gjerne have talt med Fader, førend jeg svarer Dig paa Dit Hovedspørgsmaal; og af denne Grund er Dit Brev i Frørup. Men da jeg ikke veed, naar jeg kan komme dertil, saa begynder jeg i det Mindste paa Svaret eller paa Brevet til Dig, og fuldfører og afsender det, naar jeg finder Lejligheden bekvem. — Jeg kunde, som Du opfordrer mig til, nøjes med at sige Dig igjen, hvad Du har sagt mig om Forsamlingerne: „store og dog smaa nok til deri at kunne bemærkes; store og dog smaa nok til at kunne kaldes den lille Flok.“ Thi det har altid været min Mening, at de ere hverken det Store ɔ: Kirken, eller det Smaa ɔ: Huset, men en tvetydig Mellemting imellem Kirke- og Husandagt, foranlediget af, at i Huset fattes i Almindelighed i det Mindste Formen af Fællesandagt, og at i Kirken for en stor Del Formen er det Eneste, som er blevet tilbage. Thi selv om her Præsten er, hvad han bør være, er aldrig ret det andet Moment af Kirken tilstede, Menigheden som den i Sandhed modtagende og derfor og i Sandhed medvirkende og deltagende. s. 87 Det er kun Enkelte ikke en Menighed, som tager Del. Menighedens Livs Udtryk er Psalmesangen; og som Bevis paa dens Fattigdom (baade som Følge af og Aarsag til den) kan man gjerne med de Opvakte lade vor Psalmebog gjælde. En Menighed og ingen Præst er det, der søges i de gudelige Forsamlinger; og heri ligger baade deres Ros og deres Dadel. Grundlaget for Menighedens selvstændige Liv, som den selv skal bringe med, er Andagten i Lønkamret, først den i Hjertet, dernæst dens nødvendige Støtte, den fælles Andagt inden lukte Døre. Fandt den Sted, da fandt de store gudelige Forsamlinger ikke Sted; thi naar de holdes der, hvor Menighed og Præst ere i Overensstemmelse, saa vidne de jo kun om, at man ikke kan finde i ethvert Hus, hvad man finder i et enkelt. Hermed bliver da Huset til Kirken, Forsamlingen til Menigheden, det Indvortes til det Udvortes; — og hvor nær ligger det da ikke at holde sig for „den lille Flok.“ At fordømme dem, som ere udenfor (i det Mindste umiddelbart) lærer man vel efterhaanden at vogte sig for, men vanskeligere for at ophøje sig selv. Du ser, kjære Ven, at jeg i Grunden ikke har gjort Andet end sende Dig Dine egne Tanker tilbage; og jeg maa sige Dig, hvad jeg nylig har sagt en Mand, som lever i Forsamlinger: „at jeg taler her uden al Erfaring;“ Du kjender meget Mere hertil, end jeg. Det var en Bonde, som bragte mig en Ansøgning om Ophævelse eller Modifikation af Forordningen af 13. Jan. 1741, for at jeg „med flere Præster i Statskirken“ skulde anbefale Sagen. Jeg underskrev en Erklæring i den Anledning, som jeg altid vil kunne vedkjende mig, da den ikke gik ud paa Andet, end at Forfølgelserne maatte ophøre. Ansøgningen selv fandt jeg mindre passende, s. 88 da her paa Egnen ingen Forfølgelser finde Sted, hvorfor og Exemplerne vare hentede fra andre Provindser, og Ansøgningen dermed viste sig at være en Kopi. — Denne Mand, som jeg før aldrig har set, behagede mig meget, navnlig fordi han udtalte sig imod min Prædiken, som han den Dag havde hørt, og dog med en usigelig Kjærlighed (jeg har ellers kun hørt ham omtale som en Ivrer).

1. Februar. Jeg har, som Du ser, kjære Ven, i længere Tid været borte fra dette Brev, og har blandt Andet været i Frørup, hvorfra jeg bringer Dig de kjærligste Hilsener og Faders Bevidnelser af Glæde over at have læst Dit „fortræffelige Brev“ til mig, og af en hjertelig Overensstemmelse med Dig i Alt, hvad Du skriver om Forsamlingerne. Hermed kunde jeg da lade Dig og mig nøjes; men jeg vil dog se, om jeg endnu kan finde Traaden i det Ovenstaaende, og ende, hvad jeg har begyndt. — Den Mand, Væver Rasmus Knudsen af Vantinge, som jeg endte med, ledte mine Tanker ikke alene paa mine Prædikener, men ogsaa paa Forsamlingerne, skjøndt kun indirekte. At her ingen Opvakte findes i Menigheden, vidste han naturligvis; hvor de findes, holdes Forsamlinger, og Forsamlingerne ere altsaa Prøvestenen. Derfor var det jo en let forklarlig Dom af ham, at dersom jeg altid prædikede, som dengang, omvendte jeg ingen Synder. Jeg sagde ham ikke imod, lod ham frit udtale sig, fordi jeg i det Øjeblik følte mig bedre tjent med at høre ham, end at forsvare mig selv; og, som sagt, hans usigelige Kjærlighed gjorde Forsvar overflødigt. I Samtalens Løb nævnte han i Forbigaaende „det kristelige Samliv i Andagt,“ og sagde: „Naar De finder i Skriften, at det altid har været saaledes, saa — —“ s. 89 Han talte i Borgestuen med mine Folk; jeg kunde naturligvis ikke Andet end tænke: „Om her en Gang skulde begynde Forsamlinger, hvad saa?“ Hans Mening var jo, at jeg ikke skulde tænke: „Om her en Gang,“ men at jeg skulde drive derpaa. Det kan jeg ikke, og kan saaledes maaske aldrig i hans Øjne blive en Omvendelsesprædikant. Kommer det en Gang uden mig, saa vil jeg naturligvis med al Omhu tage Del heri for at lære, hvad jeg skal gjøre; thi her vil Erfaring til. Men for at jeg da kan være aldeles fri, saa ønsker jeg alle Andre al mulig Frihed; og som en Demonstration i denne Retning ønsker jeg min Underskrift paa hin Præsteerklæring betragtet. Havde Du underskrevet, naar Du ikke havde mere Erfaring og Overbevisning, end jeg?

Du spørger mig om mine Bibellæsninger. Jeg vil ikke gjerne, at Du her skal lære af mig, men at Du en Gang vil fortælle mig, hvorledes det lykkes Dig. Fra først af var mit Maal at bevirke sammenhængende Bibelkundskab; men hvorledes skal der komme Sammenhæng, naar ikke de Samme stadigt komme? Erfaringer om, hvorledes disse Timer blive besøgte, have gjort mig lidt mismodig; men jeg vil dog igjen begynde, og maaske gjøre det bedre. Kun een Sommer har jeg undladt det. Jeg har læst over Bjergprædikenen; Joh. 1. Kap.; 1. Pet. 1. Tess.; Ephes.; Apostl. Gj. 1 til 8. Nogle Gange har jeg haft Besøg af Opvakte fra andre Sogne og faaet Vidnesbyrd om, at de fandt Opbyggelse. Maaske har jeg begyndt, førend der her hjemme fandtes Trang dertil; men den kan vel komme. Naar det kommer dertil, at Forsamlingerne ere nær ved at danne sig, da maa Tiden til Bibellæsninger vel være. Medens Frits Helveg var paa Lammehauge og holdt Bibellæsning i Højerup Kirke, s. 90 bleve ingen Forsamlinger holdte i den Egn; men han har det Opvækkende og Henrivende i sin Tale, som jeg fattes. Begynd Du med Gud! Du vil vist virke til Velsignelse, om kun Dit Helbred kan taale det. Helveg holdt op, da han fik to Prædikener at holde, det vil sige, han holdt op om Søndagen og i Kirken. Senere har han om Onsdagen i Højerup Skole holdt en maanedlig Missionssamling. Han brugte ved sine Bibellæsninger den gamle Kingoske Psalmebog, som ellers ikke bruges. Jeg har haft Betænkeligheder ved at forlade den autoriserede i en Menighed, som ikke føler eller ytrer Misfornøjelse med den; ihvor meget jeg maa ønske en bedre, kan jeg ikke bekvemme mig til ved en offentlig Gudstjeneste i Kirken at forkaste den Psalmebog, som skal bruges ved Søndagstjenesten, og saaledes give dem Ret, som kunde sige: „De Psalmer kan ikke synges i Hjertet for Herren; og altsaa maa vi indtil Videre have en Gudstjeneste uden Menighedens Sang!“ — Nej, lad dem i Guds Navn synge, som de kunne, indtil vi kunne byde dem noget Bedre; jeg kan ikke forstyrre den Andagt, som endnu er tilbage, og gjør mig al Flid for at kunne dele den, medens jeg dog, hvor jeg kan, raaber til dem, som staa over os: „Lad os ikke vente for længe!“ — Se her, kjære Ven! hvorfor jeg har brugt og fremdeles ved alle Lejligheder bruger den autoriserede Psalmebog. Og Du da? Hos Dig ere Forholdene ganske anderledes; Du vilde jo for en stor Del holde Dine Bibellæsninger for dem, der allerede have forkastet den; maaske Du bør lade dem vælge. Og dog — kan det ikke foranledige et Schisma? Her er vel et af de Tilfælde, hvor ingen Lov kan klare, men alene Kjærligheden maa afgjøre. Jeg tænker saa tidt paa, hvad jeg nylig har læst i Augustins s. 91 Bekjendelser (det bedste af Opbyggelsesselskabets Skrifter), at han, da han var omvendt og ansaa sine rhetoriske Manuduktioner for syndige, dog vedblev dem indtil Ferien, for ikke at gjøre Væsen af sin Omvendelse. Dog, jeg maa snart tænke paa at gjøre Ende paa dette Brev; og der var jo mange andre Ting, hvorom jeg, havde jeg Dig her, vilde tale med Dig, og som Du ogsaa i Dit Brev har bragt paa Bane. — — Den Bog om Lavater, som Du omtaler, er uden Tvivl den samme, som Fader just nu har sendt mig, men jeg endnu ikke har faaet læst i, hvorfor jeg Intet kan sige om den, ligesaa lidt som Fader dens Forfatters Navn. Forøvrigt læser jeg Alleslags og saare Lidet: Steffens’s „Was ich erlebte“ for Sanne; Luthers Prædikener om Daaben, ogsaa for hende — som er især henreven over den sidste (1518); ogsaa mange andre af Luther, foranlediget af Rasmus Knudsen, som vel mente, jeg ikke kjendte ham. og har bragt mig hans Postil (Thisteds Oversættelse, som jeg mange Steder ikke ynder), og har tidt stor Glæde af denne „einzige“ og „göttliche“ geniale Prædikant, som er i Sandhed genial, fordi han har „das Allgemeine in Besonderung.“ Da jeg nu har ham paa Dansk, har jeglæst af ham for mine Folk, og har halvvejs tænkt paa, naar jeg faar Raad, at forære Bogen til Borgestuen, som allerede har N. Test. og Brorsons Psalmer.

Den største Del af min Dag gaar med Skolemesterering — med mine Konfirmander (med hvem jeg idag har gjennemgaaet Pligterne i de enkelte Stænder; dette Afsnit, som jeg en Gang med Fogtmann vilde have udelukket af Lærebogen for Børn, har jeg nu en særdeles Forkjærlighed for og finder at være det Bedste af hele 6. Kapitel, fordi jeg deri ser en Udvikling af det Bud: s. 92 „Du skal elske Din Næste som Dig selv,“ i den allersimpleste Form ᴐ: Næsten i Singularis — en Mand, en Kvinde, indtil den alleringeste), — og saa med mine egne Børn (ja, Du har Ret, Bibelhistorien er for Børn). Med dem ender jeg Dagen, og naar de gaa i Seng, er Aftenen min; jeg læser da Noget for Sanne og tilsidst Noget for mig selv, f. Ex. Profeterne i Grundsproget, som jeg aldrig ganske har opgivet, omendskjøndt jeg ofte savner et bedre Fundament. Nu veed Du, hvorledes vi har det. I Frørup har de det velsignet, fordi deres Tro af og til prøves ved Trængsler. Arngoth er i Nyborg under Kur, medens Frederik søger det Apothek, som skal oprettes i Ringe. Lille Kirsten (Du kjender hende jo), deres Plejebarn, har ligget af en heftig Tyfus, i lang Tid i bestandige Fantaseringer, flere Gange en Haarsbred fra Døden. Nu synes Alt at vendes til Glæde. De Gamle ere i Vinter ved usædvanlig godt Helbred. — Har jeg saa ikke sagt Dig ret Tak for Dit kjære Brev? nu, saa tag den her til Slutning! Gud velsigne og styrke Dig i Alt og ved Alt for Dine Menigheder og for Din lille Olivia! Hils hende; Sanne hilser Dig, sin broderlige Ven.