Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 14. April 1844.
Ja, ogsaa jeg har undertegnet et Andragende angaaende Forordningen af 1741. Gid den var brændt, i det Mindste den Part, som man gjør Brug af i vore Dage; og gid saa dens værdige Søster, Baptistforordningen, laa flammende ved dens Side. Vil Regjeringen holde Liv i Separatisterne og faa Statskirken sønderslidt og s. 93sprængt, saa lad dens Viished kun blive ved at følge hine Monstra. At Onkel ytrede sig fornylig mod Baptistforordningen, glædede mig; men at Kancelliet paa egen Haand giver saadanne Bestemmelser, er dog for galt — lige imod Biskoppernes Raad, som dog vel har været hørt.
Det maa være en flink Bondemand, som var saa elskværdig ikke at synes om Din Prædiken. Du kan hilse ham fra mig, at han er med al sin Kjærlighed en ensidig heldøret Separatist, en hel Del mere forlibt i sig selv, end han har Lov til. Af den Herre ønsker jeg Dig ikke, især Din Menighed ikke mange Besøg. Jeg har nu een Gang en stor Mistanke til disse Folk, hvem Troen gjør til Landstrygere, — Missionærer, der tilsyneladende med Møje, men i Grunden med største Fornøjelse søge langt borte, hvad de desværre kunde finde nok af hjemme; men det er for kjedsommeligt og hverdags, ikke saa morsomt og saa kildrende for Forfængeligheden.
— — Da jeg var i Staden, hørte jeg fire Prædikener, 1 af Pauli i, meget god; Mandag Fasteprædiken af Onkel, ganske fortræffelig; Tirsdag 1 af Spangs Stedfortræder, maadelig; Onsdag en af Grundtvig, som det ikke var mig muligt, uagtet den bedste Villie og Anstrengelse, at finde nogen Sammenhæng i. Lidt mere Sammenhold er der dog vist ogsaa i Almindelighed i hans Prædikener, og saa kan jeg godt forstaa, at Frederik (som er mig inderlig kjær, og som jeg meget vilde savne i Kbhvn.) og andre fornuftige Folk kunne opbygges meget ved at høre ham ofte. Endnu vil jeg dog fortælle Dig, at en for Resten meget flink Konfirmand i Vinter fortalte mig, at David gik Goliath i Møde med en Kjæp, en Slyngel, og Stene i sin Taske, lagde en Sten i Slyngelen o.s.v. og s. 94at en anden (meget daarlig) Konfirmand lod Jesus sige til Peder: „Gaa hen til Søen og kast Kongen ud,“ en radikal Methode at betale Skatter paa. I Øvrigt havde jeg den Glæde igaar, at mine Konfirmander svarede ualmindelig godt i Kirken og vare med mig ret meget bevægede.
Min kjære Søster Constances Død og denne Tids Embedsforretninger have ret spredt mit Sind, og jegtrænger til Ro, som jeg haaber nu at faa. Døden griber stærkt ind i min nærmeste Kreds. Herren hjælpe at stride Troens gode Strid og saaledes fuldende Løbet! Min Caroline fik denne sin kjære trofaste Veninde snart hjem til sig. — — Naar Du faar Lyst og Lejlighed, saa lad mig høre fra Dig, min Ven! Tro, at Dine Breve ere mig højst vederkvægende. Jeg tænker meget paa Eder Alle, I mine kjære trofaste Venner! Bliv ved at holde lidt af Eders trofaste Ven!
Ganske Din Chr. Mynster.
Onkels Stykke i „Dansk Ugeskrift“ om Psalmebogstillæget er interessant men ikke tilfredsstillende, som vel er! Ja, gid vi kunde faa en ny Psalmebog, snart, snart! Men gid Folk vilde skrive imod Tillægsideen i en kristeligere Tone! Saa fik jeg da forleden tilsendt det Stykke, jeg i Dag ser i Berlingske, for at jeg skulde underskrive. Nej, jeg takkede for Opmærksomheden, og ser med Fornøjelse, at Engelbreth og Leth have fulgt mit Exempel.
Valløby, 4. August 1844.
Min kjære Otto! Blandt Gratulanterne paa Tirsdag har Du ogsaa mig. Gid jeg dog var Dig saa nær, at jeg kunde gjøre en Sviptur til Dig imellem, for at tage Del i nogle af de Familiefester, som -man forstaar sig saa s. 95godt paa i Frørup og i de Kolonier, som ere udgaaede derfra, og som synes at have en vis Tilbøjelighed til at drage Vesier paa, altsaa til at fjerne sig fra Rusland og Valløby, hvoraf jeg finder det Første meget fornuftigt, det Sidste mindre. Gud velsigne og glæde Dig med Dine i Hus og Kirke!
Jeg længes efter at høre fra Dig. Sidst hørte jeg da ved min Søster Jakobine, og, Gud ske Lov, at I havde det ved det gode Gamle. Lidt tidligere hørte jeg fra Dig i Fortegnelsen over Danskernes Bidrag til Slesvig, og fornøjede mig over at se Dig mere end almindelig varm for den Sag, hvorom de 25 Rdlr. jo klarlig vidnede. Med Jakobine traf jeg sammen paa Emilsminde, hvor jeg befandt mig saa inderlig vel, fordi Alt der var saa glædeligt. Det var mig meget fornøjeligt der at mødes med Din gamle Ven Bøgh fra Skamstrup, som besøgte Ludvig en Eftermiddag. Jeg fik flere Samtaler med den vakre Mand, der forekom mig mere levende og kraftig end i Studenterdagene, en Mand, som jeg kunde komme til at holde meget af. En anden Ven kan jeg hilse Dig fra, Kolthoff, som glædede mig med et Besøg fra i Forgaars til i Dag. Han havde besøgt Peter Rørdam og Storm og endte hos mig. Vi fik talt om mange vigtige Sager, og besøgte i Gaar Willemoes, hvis Bekjendtskab jeg maatte antage vilde interessere Kolthoff, som det da og gjorde. W. er altid underholdende, og end mere nu, da han Dagen forud var kommen hjem fra en Rejse med Peter Fenger, Emil Clausen og Frits Boisen i Langeland, Lolland og Falster. I Dag var Kolthoff med mig i Taarnby Kirke, hvor han første Gang hørte en Katikisation (den jeg almindelig holder over Prædikenen forbunden med et Slags kateketisk Bibellæsning over et s. 96Kapitel, som nærmere berører Prædikenens Indhold), og det glædede mig at have ham hos mig baade under Prædiken og Katekisation (over den utro Husfoged og Matthæus 25). Saa spiste han en Due og tog ind til Staden med Dagvognen. Jeg talte med ham om flere Sager, som Kbhvns. Præstekonvent havde taget under Behandling, og som senere tildels vare blevne behandlede i Roskilde Konvent, som jeg sidst gik ind i, og hvor jeg havde fornøjet mig til at træffe Zeuthen. Psalmebogsarbejdet synes at gaa ret rask fremad og kan med Guds Hjælp dog bære gode Frugter.
Ja, der kan Du nu atter se, kjære Otto, at jeg trænger til. at sidde hos Dig og høre eller tale om alle disse Bevægelser i Kirke og Stat, — det uhyre Meget, som trænger sig frem i vore svangre Dage. Hils Din Kone, Børn, Forældre o.s.v. kjærligt fra mig. Frederik maa jeg endelig have ud til mig, før ogsaa han flyver afsted. Mind ham fra mig, og sig ham, at han kan omtrent ligesaa nemt staa paa Dampskibet i Vordingborg som i Kbhvn. Og lev saa ret vel, min kjære Ven! Tænk imellem venligt paa mig og min lille Pige, og skriv, naar Du kan,
til Din Chr. Mynster.
5. August 1844.
Naar jeg nu gjennemlæser dette, vilde jeg helst rive det i mange Stykker, men det slipper for den Gang med et sønderrevet Indre.
Tak for Din Afhandling om den utro Husfoged! Jeg glædede mig inderlig over den under Forberedelsen til min sidste Prædiken.
Din Chr. My.