Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1844-08-09)

Fra Otto Laub til Chr. Mynster.
Ryslinge, 9. August 1844.

— — I Søndags rejste Sanne og jeg til Frørup for at være med ved en Begravelse — lille Kirstens, Du husker jo den lille dejlige Pige, om hvis Øjne Du en Gang sagde til mig: „Vil Du se ind i Himlen!“ Hun har i Vinter gjennemgaaet en lang og heftig Tyfus, og kunde ovenpaa den ikke modstaa den ublide Sommer. Hun var bleven stor, men var endnu et ufordærvet elskeligt Barn. Vi begravede i hende et Haab, — hun skulde været de Gamles Støtte, naar de andre Plejebørn [Arngoth, Rine og Line Haae] vare borte; deres egne Børn vare det jo for længe siden. I Mandags stode vi Alle paa god Landsbyvis om den aabne Kiste ved Lys og Sang. Jeg har aldrig set Fader saa bevæget. I Kirken holdt jeg en Tale, og ved Graven sagde Fader sit Farvel og bad et, Fadervor, medens Vinden legede med de hvide Lokker. Alle vare med, undtagen Arngoth, som maatte ligge paa Sofaen. Hendes Tilstand, som var bleven noget glædeligere, er ved Nattevaagen og Uro og Sorg under denne Sygdom og Afkræftelse og efter dens Ende med Døden bleven meget forværret. Gud alene veed, med hvilke Udsigter Frederik skal flytte ind i sin nye Bolig, som nu rejser sig i Ringe; men jeg kjender Faa, som ere saa vel beredte i Ydmyghed og Tro til at bære, og i Kjærlighed til at føle Alt, som han. Du faar ham vel at se, før vi Andre. Rine venter nu kun paa Brev fra George, som er i Altona, for at faa Bryllupsdagen bestemt, og saa berede sig, vi veed ikke, om ogsaa til at sejle med ham. Saaledes ser det ud i Frørup og blandt de kjære Forældres nærmeste Omgivelser; efterhaanden svinder Kredsen ind; men derfor vedblive de Gamle selv at være s. 98Udgangspunktet for Livet og Friskheden, og give endnu bestandig langt Mere, end de selv modtage, og det er jo ogsaa godt. Fader trænger nu stærkt til en Medhjælper, og har i nogle Aar ventet paa min Broder Hans; men naar nu han til Efteraaret er færdig i Kjøbenhavn, kan han dog endnu ikke strax blive det i egentlig Forstand; dog haaber jeg, det vil blive til stor Velsignelse, naar han først kan faa Bolig i Frørup. De to Gamle fulgte Mandag Aften hjem med Sanne og mig til Ryslinge, og vi have levet velsignede Dage med dem til Torsdag Aften. Min Fødselsdag blev ikke holdt paa den Maade festlig, som Du vel har tænkt Dig; her var Ingen uden Bedsteforældrene, ellers Ingen fra Frørup eller Sludegaard, da de ikke nænnede at forlade Arngoth. Efter at de vare rejste, har jeg med Sanne læst Madvigs Tale om Skandinavismens Forhold til almindelig Kultur, noget af det Fortrinligste, jeg i lang Tid har læst: denne Klarhed og Ro, og det Fuldendte i den „simple, upyntede Form,“ har noget inderlig Velgjørende. Se, der fik Du ogsaa noget Videnskabeligt til Gjengjæld for Dit meget Fortræffelige af den Art. Men jeg har slet ikke tænkt paa at gjengjælde eller besvare Dit Brev (det er endog i Aften gaaet til Frørup for at glæde Fader); jeg vil kun i al Hast inderligt takke for alt Dit Venskab. Hvorfor er Du ikke nærmere? hvorfor kan jeg ikke tale med Dig, saa ofte jeg trænger til en jævnaldrende Ven og Raadgiver? med Dig og Zeuthen, hvem jeg just nu efter hans Besøg trænger til? Men det er ogsaa godt for Noget, og vel for Meget, at trænge og længes! Og saa vilde jeg takke Dig for det Aar, som nu for mig er, og for Dig snart skal være udløbet, og hvori det dog forundtes mig een Gang efter lang Adskillelse at se, og s. 99første Gang i mit Hus at favne Dig, Du Dyrebare! Gud velsigne ogsaa det næste Aar! Sanne hilser af inderste Hjerte. Hils Din lille Pige!

Din Otto.