Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1844-10-18)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 18. Oktober 1844.

Min kjære Ven! Se, her har Du mig da igjen, og først med Tak for Dit sidste rare Brev, hvori Du fortalte mig Meget om Eders Familieliv; og det har jeg saa godt af. Var ogsaa en Del af Beretningen ikke god, saa var den dog god, saare god i Hovedsagen. Det var mig en stor Glæde, større end han maaske kunde mærke paa mig, at jeg fik den kjære trofaste Frederik ud til mig, af hvem jeg saa ogsaa hørte lidt Mere fra Eder, navnlig om Georges og Rines Bryllup. Hils hende ret venligt fra mig og se til, at en lignende Hilsen en Gang kan naa til den bortrejste Brudgom („Brudgomp,“ som mine Bønder ofte sige; og hvorved en Ung i Sommer meget generede mig under en Katekisation i Kirken). Fra Ludvig hørte jeg nylig, at det er lidt bedre med Arngoth, men at Frederik ligger i Frørup med et daarligt Ben. Jeg længes ret efter at høre nærmere om, hvordan det staar til med de to kjære Venner og med Eder Alle, Unge og Gamle.

Neppe havde Du dog faaet Brev fra mig nu, om der ikke havde været et Par Sager, jeg ønskede Oplysning om fra Dig. Erstens: Storm og jeg have talt alvorligt om at faa et Konvent, nærmest for Herredets Præster, oprettet; og skjøndt der vil blive at anvende Gevalt paa s. 100 flere af de gode Brødre, har jeg dog Grund til at vente Sagens Fremgang. For at have prøvede Konventslove at rette os efter, enedes vi om, at jeg skulde skrive til Dig, han til en Konventspræst i Jylland, med Anmodning om Meddelelse af Lovene og af, hvad der ellers kunde være af Vigtighed for os at erfare. Det er da min Bøn, at Du snart meddeler mig dette, især hvad I mest beskjæftige Eder med i Møderne, eller hvad Du maaske ønskede, at I mere maatte beskjæftige Eder med.

Dernæst har jeg stærkt tænkt paa at oprette et Sognebibliothek, som jeg nu tror vilde blive flittig brugt af mine i de 11 Aar meget fremskridende Menigheder. Gjør mig ogsaa den Tjeneste at meddele mig de Bestemmelser, som hos Dig følges ved denne Anstalt.

Endvidere: Bestandig i Strid med mig selv om, hvordan jeg dog skal faa Bibellæsninger indførte uden at give dem Præg af gudelige Forsamlinger, og uden at anstrenge mig over Evne, har jeg nu med nogen Tilfredshed tænkt paa en Methode, som jeg vil forelægge Dig til lidt Overvejelse. Først havde jeg nemlig næsten bestemt mig for i dette Efteraar at begynde en ugentlig Sammenkomst i Skolen eller efter Overenskomst skiftevis hos Gaardmændene, hvor jeg vilde meddele, hvad jeg mente kunde gavne Folk at vide, f.Ex. Missionsberetninger, forelæse enkelte opbyggelige Fortællinger, tale om Sognebibliothekets Bøger, og da hver Gang synge et Par Psalmer og læse et Stykke af Skriften; og dertil vilde jeg saa vælge Løverdag Aften fra 6 til 8, for at bidrage til at faa den Aften anvendt som en Helligaften, og til at vække Husandagten navnlig den Aften, paa hvilken jeg og mente, at Aftengjerningen hvilede. Men uagtet al Bestræbelse for at give et Møde Livsfriskhed og holde s. 101 de gudelige Forsamlingers Sygelighed borte, maatte jeg frygte for, at det ulyksalige Partivæsen og Adsplittelsen alligevel vilde finde Indgang; og jeg har næsten ganske opgivet, hvad jeg maaske kunde vove at udføre, om jeg ej stod saa ene her. Nu er Katekisationen ophørt, som jeg i Almindelighed sætter i Forbindelse med Læsningen af et Stykke af det N. Test., der slutter sig til Prædikenens Hovedtanke. Jeg har da tænkt, til Sidsttjeneste at afkorte Prædikenen, og saa enten fra Prædikestolen i Fortsættelse med Prædikenen, eller bag efter paa Kirkegulvet at holde en Bibellæsning paa henved en Time efter Omstændighederne. Kan jeg ikke nok give mig Lov hertil? Tjenesten vil jo kun blive saa lang som ellers, naar der er Katekisation eller Altergang o.s.v. Menigheden har desuden altid med maaske størst Opmærksomhed fulgt disse kateketiske Bibellæsninger. Hvad af Dette finder nu Du mest tilraadeligt, eller hvad har Du maaske at raade mig i alt Dettes Sted? Lad mig snart høre herom, og føl Dig ikke for ulykkelig ved at besørge disse meget storladne Kommissioner.

Saa var der da forleden Missionsmøde i Herfølge Kirke, hvorhen jeg ikke kunde komme formedelst Kirkeforretning. Engelbreth og Ferdinand Fenger prædikede; om den Sidste fandt Mange, endog Almuefolk, at det var for hverdags i Formen: og det blev atter bekræftet, at ikke den Popularitet er den rette, som gjør Foredraget plat. Der er et Kirkesprog, helligt og værdigt, der kan være saare populært, uden at blive til Almuesprog, og det forlanger Almuen, og jeg med. Om Eftermiddagen Kl. 2, strax efter Kirketjenesten holdtes en stor Forsamling i Skolen, hvor Emil Clausen, Peter Fenger og Willemoes holdt Taler, og behørige Psalmer bleve s. 102 sungne. Kl. 5 hørte det op, saa spistes der, hvorpaa Kl. 7 atter Taler og Psalmesang begyndte. Neppe vinder Missionssagen ved at faa Syn af at skulle bruges som Middel til at fremme det gudelige Forsamlingsvæsen. De 3 Taler om Eftermiddagen i det Møde, som var kundgjort som Sekretæriatsmøde, hvor Indmeldelser og Indbetaling til Missionen skulde foregaa, berørte slet ikke Missionen, saa lidt som Psalmerne. Meningen er nok god; men at en Partisag vil gjøre sig gjældende som en almindelig og nødvendig, det gaar minsandten ikke an. — — Her staar Alt ved det Gamle, altsaa godt og ikke godt. Olivia bad mig hilse Onkel og Tante og Børnene, og selv beder jeg Dig hilse Sanne og alle de andre kjære unge og gamle Venner fra.

Din Chr. Mynster.