Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 25. Oktober 1844.
Kjære Christian! Da Du i Dit sidste Brev, som i alle Maader har glædet og opmuntret mig og Flere med mig, giver mig adskillige Nødder at knække, hvoraf hver kunde være nok for et Brev af sædvanlig Størrelse, og Du desuagtet forlanger Alt besvaret snarest muligt, altsaa i eet Brev, hvor voluminøst det saa og skulde blive, saa anser jeg det for fornuftigst at begynde dette Brev, noget førend jeg agter at sende det bort, og successivt at faa det Nødvendigste med. Jeg vil altsaa strax gaa til Besvarelsen, og gjemme, hvad der angaar Familien og os selv, til sidst, men maa dog strax fortælle, at jeg sad og tænkte paa at skrive 3 Breve, hvoriblandt et til Vilhelm s. 103og et til Dig, da Posten bragte mig 3 Breve, et ikke fra men om Vilhelm, der gjorde mig inderlig bekymret for hans Helbred, Dit, der kom som en mild Balsam ovenpaa — dette er ingen Frase, — og et tredie fra Den. som skulde haft mit tredie Brev. Dette maa jeg dog strax fortælle, og at jeg Dagen efter red til Frørup, hvor jeg læste Brevene i samme Orden ved Frederiks Seng, og hvor Dit var, som Dit hele milde trofaste Venskab, et Middel i Guds Haand til at lette tunge Hjerter, — og at en endnu større Glæde har besøgt de gamle og unge Hjerter i Gaar ved Tidenden om min Broder Hans’s Laudabilis.
Og nu først til Sagen Nr. 1: Konventet. Vi har et „Gudme Herreds Konvent“, som jeg holder paa og især har holdt paa af al Magt, dog mest som en Form, der med Tiden kunde faa noget mere og bedre Indhold. For Resten kan jeg ikke fragaa, at skjøndt jeg aldrig uden Grund forsømmer Møderne, har min Interesse derfor de sidste Aar været ringere. Da jeg kom hertil, vare Ritualforhandlingerne i fuld Gang, og, som Du veed, netop Anledningen til, at i vort Herred de hensovede Konventer igjen kom i Live; og den Gang havde de ogsaa noget Liv, omendskjøndt Forhandlingerne i vort Konvent paa ingen Maade havde nogen medierende Karakter, men for største Delen bestode i, at hver sagde sin Mening, og blev ved den, hvorfor og Alt her gik meget fredeligt (anderledes i Vinding Herred, hvor Fader var Medlem og Formand), — og omendskjøndt vor Formands „Sammenarbejden“ kun var en Sammenstillen af de meget differerende Vota, hvad der med Hensyn paa Sagen var meget heldigt, men mindre med Hensyn paa de broderlige Meddelelser. Uagtet det mindre Livlige i s. 104Debatterne, var det dog interessant saaledes at klare for sig i Vidners Overværelse og at se sig ligeoverfor hinanden; og her maatte jo Enhver paa sin Vis give sin Skilling med i Lauget, saa Ingen blev egentlig passiv. Siden den Tid er det gaaet meget i Staa med kirkelige for ej at nævne videnskabelige Meddelelser; og det har egentlig kun været nogle Faa iblandt os, som af og til har bragt Noget med at forelæse. Den Eneste er Brolund, hvem Du kjender som en bred Rationalist, en Gang et godt Hoved, men som gik i Staa ved Moses Mendelsohn og endnu polemiserer imod Kant. Ogsaa jeg har af og til givet Noget til Bedste, f. Ex. om Kirkekatekisationer. En Gang søgte jeg at faa Medarbejdere til Oprettelsen af et fynsk Missionsselskab, men det mødte ingen Interesse. Vort Konvent er for Øjeblikket temmelig uheldigt sammensat; af alle vore Brødre er vel Esbensen den Eneste, der har nogen Nidkjærhed for det Kirkelige, den Eneste, med hvem jeg kunde harmonere og tale om det Egentlige (Provst Knudsen, som nylig er kommen til Gislev, har jeg gode Tanker om, men kjender endnu for lidt til ham). Resultatet af Alt er da, at vi egentlig aldrig tale om det Egentlige. Imidlertid tale vi tidt om ret nyttige Ting, f. Ex. examinere hverandre i de nye Plakater, hvilke man saaledes lærer med mindst Besvær, eller søge at arbejde paa Oprettelsen af en gejstlig Hjælpeenkekasse, som Fyns Stift endnu ikke har. Ogsaa det anser jeg for godt, at der vedligeholdes en saakaldet god Forstaaelse imellem de saakaldte Brødre; og, som sagt, anser jeg det for det Bedste, at det ikke kan anses for en Neuerung, naar en Gang en dygtigere Race i Gudme Herred vil til at holde dygtigere Konventer. Naar jeg altsaa ikke finder mig ret tilpas i vort Konvent, s. 105da finder jeg ikke Grunden hertil i, at det er et Herredskonvent, men i andre Omstændigheder. — Dette maa Du tage i Stedet for de forlangte Konventslove, som jeg ikke har, og som ikke sige stort Andet, end at Herredets Præster ere Medlemmer, naar de skiftevis modtage Brødrene; at Møderne, som ere to om Aaret foruden mulige extraordinære, nemlig et Onsdagen før St. Hansdag og et ved Mikkelsdag, begynde Kl. 2 om Eftermiddagen. Det var en Gang paa Bane, om der ikke skulde holdes Gudstjeneste, altsaa begyndes om Morgenen, og spises til Middag, som i Vinding- og flere Herreder, men det faldt igjennem (jeg var den Gang for det); at der skulde ske frivillige Meddelelser af videnskabeligt og kirkeligt Indhold; at der vælges en Formand, føres en Protokol m. M. Der er ogsaa sat en for Øvrigt meget tarvelig Bogcirkulation i Forbindelse med dette Konvent.
Nu til Dit Spørgsmaal angaaende Bibellæsninger. Det vil her blive mig ligesaa vanskeligt at give noget bestemt Svar. Jeg har forsøgt dem og agter ikke at opgive dem; dog har jeg ingen Erfaring. Du vakler mellem Samtaler i Husene, regelmæssige egentlige Bibellæsninger fra Prædikestolen, eller katekiserende paa Kirkegulvet. — Hvad er Hensigten med Bibellæsning? Er det Belærende og Anvisende eller det Opbyggelige Hovedsagen? Skal man søge paa Stedet at opbygge af Bibelen, eller lære Kristne, hvorledes de selv skulle gjøre det? Du mener vel, at det Ene maa gaa over i det Andet, at Undervisningen først ender og bestaar sin Prøve ved at gaa over til Anvendelsen eller Opbyggelsen; det mener jeg med; men med Hensyn til Formen gjør det dog Forskjel, om man udtrykkelig lægger Vægten paa Forklaringen og begynder dermed. Mig er det faldet s. 106saare svært at gjøre denne simple Forklaren gjældende paa Prædikestolen; hvorfor og mine Bibellæsninger der ere blevne Homilier, en anden Art af Prædikener, og det Hele en Søndagstjeneste Nr. 2, som, hvor ikke Omstændighederne kræve en saadan, enten mister al Betydning, eller, hvad værre er, svækker Søndagstj enesten Nr. 1. Vi ere med Rette eller Urette afvænte fra at høre denne jævne Tale paa det Sted. Forklaring er jo og nærmest en Besvarelse af gjorte eller forudsatte Spørgsmaal; hvorfor da ikke helst lade dette træde frem i Formen? Her have vi da Katekisationen, eller, naar den sidste Rest af den officielle Karakter tages bort, simple Samtaler. Disse bleve da allematurligst Bibellæsninger, hvor alt Overflødigt af sig selv blev borte, og det Opbyggelige ligeledes af sig selv indfandt sig og ikke blev indtvunget; det Sidste blev Hussamtaler. Men her ere vi vel enige om, at Huset ikke bør ville spille Kirke, og at derfor saadanne Samtaler skulle være aldeles venskabelige Samtaler, og Sammenkomsterne i denne Hensigt ret egentlige Husbesøg, men hvem har Gaven hertil? og dernæst: er Modtageligheden og den højere Grad af Aktivitet, som her kræves hos de Modtagende, tilstede? Dette vil vanskelig kunne blive noget Regelmæsigt, den hele Menighed Omfattende, uden ved at fjerne sig fra sin oprindelige Karakter, og, som Du befrygter, faa noget af Forsamlingsvæsenets Sygelighed. Vil man derfor gjøre noget for Bibelkundskab og Bibelbrug i Almindelighed, saa bliver man dog vel igjen henvist til Katekisationen i Kirken, og følgelig saa temmelig indskrænket til Ungdommen; og hermed tror jeg — for Tiden (thi, som sagt, jeg veed endnu ikke ret, hvad jeg tror), at man maatte lade sig nøje. Kunde man kun faa det sidste eller de sidste s. 107Aars Konfirmander til at møde ordentlig og af Interesse, fordi de ved Konfirmationsforberedelsen havde faaet Smag herpaa, og dertil nogen anden Ungdom, som ogsaa fik Lyst til at lære, hvorledes man skal læse Guds Ord, saa kom efterhaanden nogle Ældre til, de nemlig, som man netop kunde ønske sig; de hørte paa Samtalerne; og man vilde vist finde sig mere tilfredsstillet ved af have gjort Gavn i en mindre Kreds, end ved at have forsøgt noget Større uden denne Vished. Jeg har næsten altid haft mere Glæde af at holde Bibelforklaring i mit Kammer med 12—16 Konfirmander, end af at holde en Bibellæsning i Kirken for 6—8 Gange saa mange Voxne; og naar det Sidste har tilfredsstillet mig selv, og jeg har trot at have tilfredsstillet disse Tilhørere, har det næsten altid været, fordi det Opbyggelige har været fremherskende. Deraf følger dog ingenlunde, at jo en Anden kan holde en Bibellæsning fra Prædikestolen, som har, hvad jeg holder for en Mangel ved mine. Men jeg maa nærmere forklare mig angaaende disse bibelske Katekisationer, som jeg ikke egentlig har prøvet, men kun tænker mig, tidt har tænkt over, men ikke saa vidt, at jeg ret veed, hvorledes jeg vil gjøre det med dem. Ved Gudstjenesten bør Intet forekomme, som ikke udtrykkeligt er for Alle, altsaa Intet, som udtrykkeligt kun er for Ungdommen; og det er en af de Vanskeligheder, som have gjort, at jeg kun sjældent katekiserer efter Prædiken i Almindelighed: Jeg veed ikke om Menigheden efter Prædiken er spændt nok til at tage Del i Samtalerne med de Unge. Derfor mener jeg, at hine Bibelkatekisationer skulle sondres fra den egentlige Gudstjeneste; desuden af den Grund, at der bør være Enhed i Gudstjenesten, og den kan ikke opnaas, naar der kommer en Bibellæsning ind, som ikke s. 108har umiddelbar Forbindelse med Prædikenen. Saadanne Bibelkatekisationer har Du jo holdt, hvor Bibelstykket var valgt med bestemt Hensyn til Prædiketexten; men dette er endnu ikke den egentlige Bibellæsning, som uden Tvivl burde være over noget Sammenhængende. Hertil vilde jeg nu, naar jeg ret følte udvortes og indvortes Drift til at begynde, tage enten en Eftermiddagstime om Søndagen eller en Time strax efter Gudstjenesten, men med saa meget Mellemrum, at Nogle kunde gaa bort, og Andre maaske kunde komme til; og i Kirken for aabne Døre vilde jeg da samles med hvem, der havde Lyst, men nærmest for at fortsætte mine Samtaler med Konfirmanderne. Du, som har to Kirker, vilde vanskelig kunne gjøre det saaledes, men jeg mener dog, at Dit sidste Forslag har meget Beslægtet med, hvad jeg her saa løst har udkastet, og at en afkortet Prædiken, der da næsten kunde blive som en Intimation til Katekisationen (naturligvis ved Sidsttjenesten, thi i Hovedtjenesten maa jo Prædiken ikke forrykkes eller forringes) vilde hæve mange af de Misligheder, som jeg mener, at man her kunde støde paa.
Sognebibliothek har vi nu haft i 8 Aar, stiftet 31te Oktober 1836, og derfor kan jeg af Erfaring anbefale det, dersom en saadan Anbefaling behøves. Dog kan man vel ogsaa erfare, at en saadan Indretning kan komme, førend Vedkommendes Modenhed og Trang dertil f. Ex. i Frørup, hvor jeg forleden hørte Fader og Hjælpelæreren klage over, at Læselysten nu ikke var saa stor som det første Aar, da den blev pirret af Nysgjerrigheden; og dog er just i Frørup med ikke ringe Opofrelse f. Ex. af Fader samlet et vistnok med Hensyn til den korte Bestaaen sjælden rigt og godt Bibliothek. Her have vi nu s. 109den modsatte Erfaring: der er ikke mange Gaardmænd eller Husmænd, ja indtil Tjenestekarle, Væverkarle o.s.v., som jo læse om Vinteren, og Mange, som ogsaa om Sommeren hertil bruge Middagssøvnstiden. Anvisning til en Samling findes bedre i Marckmanns lille Pjece end i vort Katalog, om jeg vilde afskrive det og sende Dig det med Posten. Bibliotheket forøges aarlig noget ved Bidraget af Deltagerne, som bestemmes for hver Nyindmeldt (inden Sognets Grændser) efter hans Stilling (Gaardmænd, Halvgaardmænd o.s.v.) til 3, 2, 1 Mark om Aaret, første Gang dobbelt, af et Forstanderskab af 4, som vælges i det aarlige Generalmøde, og hvoraf hver Gang afgaar 1. Jeg veed vel, at andensteds er Bidraget sat ens for Alle, fordi Alle nyde lige Ret, og at for det Meste Præsten som Stifter er udelukkende Bestyrer; men det Første er vedtaget efter Beboernes eget Ønske og Forslag; og ved det Sidste har jeg tilsigtet at gjøre Indretningen uafhængig af Embedsforandring, og at vække mere Interesse hos Deltagerne, hvorfor jeg endog har aldeles undslaaet mig for at modtage Valg som Forstander. Bestyrer af Udlaanet og Regnskabsfører under Forstanderskabets Ansvar er Skolelæreren. Skolen er midt i Sognet og i daglig Rapport med Beboerne ved Skolebørnene (i Frørup er Bibliotheket delt og ombyttes aarligt imellem begge Skolerne). Jeg tror, at Sagen er i meget gode Hænder; de, som vælges til Forstandere, ere altid de, som læse mest, og som i Aviserne lægge Mærke til enhver ny Bogtitel. Min personlige Indflydelse er mig sikker nok f. Ex. ved mit Forhold til Skolelæreren, og jeg gjør den gjældende ved at møde i Generalforsamlingen. Her oplæses et Regnskab, og nævnes de anskaffede eller skjænkede Skrifter m. M. Lovene indeholde s. 110adskillige Bestemmelser, dels for at sikre Orden i Bibliotheket (som een Gang aarlig samles og efterses af Forstanderskabet) og Orden ved Udlaanet (ved Skadeserstatning, Mulkter for Fremlaan. Udlaanet sker altid umiddelbart fra Skolen uden nogen Cirkulation. De, som bidrage Mest, have den eneste Forret at kunne faa først, hvad de ønske); og dels for at forebygge Udskejelser ved Valget af Skrifter. Hvad det Sidste angaar, er det vanskeligt at træffe det Rette: en Bestemmelse i vore Love har til Hensigt at udelukke Lejebibliothekernes Skyllevand, men den kunde ved en bogstavelig Fortolkning, som dog Ingen har tænkt paa at gjøre gjældende, være bleven anvendt til at udelukke noget af det Bedste og mest Søgte, vi have: Ingemanns danske Romaner.— Historiske og opbyggelige Skrifter ere mest læste, mindst landøkonomiske, naar de ikke ere i Form af Amtsbeskrivelser o. desl. Ideen til et Sognebibliothek opkom ikke umiddelbart hos mig, men blev dog fremsat af mig, og det første Udkast til Lovene blev dikteret paa et Møde, hvortil jeg havde indbudt.
— — Gid Du nu maa kunne samle noget Fornuftigt ud af disse mange Ord. Især ærgrer det mig, at Du formodentlig i den midterste Part vil finde Mindst til Opbyggelse. — — Vil Du mig Mere, saa veed Du, hvor jeg er; og Du ser i det Mindste af mit Brev. om ikke Andet, at jeg er til Din Tjeneste. — — Jeg læser Dorners Christologi, som maaske Du har læst for længe siden, jeg ikke før nu; men uagtet Bogen særdeles interesserer mig, gaar det dog særdeles langsomt med den, jeg veed ej selv hvorfor, og tør ikke sige, fordi mine Smaadrenge lægge meget Beslag paa mig, fordi jeg f. Ex. maa selv lære lidt Danmarkshistorie for at have noget Nyt s. 111at fortælle dem. De ere ganske gode Børn, men der er Noget ved dem, en Blanding af Ondt og Godt, som gjør det meget vanskeligt at opdrage dem; men Gud vil hjælpe til det Bedste. Alle fire Børn have Kighoste, hvorfor Sanne har en Del Uro. Hun har ogsaa som ene i Huset mere Arbejdr, end hun vel taaler, hvorfor jeg paa et hængende Haar havde bortforpagtet det Hele i dette Efteraar. Dette Skridt fik Sanne da opsat for det Første for 1 Aar; og saa er Alt mærglet, opdrevet o.s.v. — Saa vilde jeg, at hun i Sommer skulde faa en Husjomfru; men efter hendes Ønske bliver Alt ved det Gamle. Hvad der især gjorde Sanne vemodig ved Tanken om Bortforpagtning, som hun en Gang, saalænge det syntes umuligt, ansaa som en stor Behagelighed, var, foruden Drengenes Kjærlighed til vore Heste og Køer o.s.v., Tanken om, at de Fattige i Byen ikke mere kunde komme og hente deres Mælk, deres Part af Indslagtningen, Gildesmaden o.s.v.; og jeg har ogsaa ved ret at tænke paa at forandre dette Forhold følt, at Avlingen i mange Henseender er et Baand mellem Præst og Menighed: samme Haab, samme Tab, samme Usikkerhed i Henseende til det Daglige, som dog i Almindelighed giver et uventet lille Overskud, men forpurrer alle nøjagtige Beregninger. Bonden, men langt vanskeligere Embedsmanden paa fast Gage, kan leve som Himmelens Fugle, just fordi han gjør det Modsatte af Fuglene; og her ser jeg, hvorledes just Tanken om, at Mennesket saar og høster og sanker i Lade, paa en Gang sætter ham over og ved Siden af Fuglene.
Om Tilstanden i Frørup vil jeg Intet skrive. Med Frederik gaar det langsomt; Gud alene veed, hvordan det er med Vilhelm. Men om George maa jeg dog fortælle, s. 112at han har været i stor Fare imellem Skotland og Irland paa en Rejse fra Liverpool til Vestindien, men slap med at ligge 5 à 6 Uger i en irsk Havn. Der modtager han nok Din Hilsen i et Brev fra sin Kone.— Og nu, min Ven, behøver jeg vel ikke at gjøre Undskyldning, fordi jeg er træt af dette Brev, og slutter det med de kjærligste Hilsener fra os to Gamle og vore Unger til Dig og Din lille Pige. Gud velsigne Dig for Dit Venskab og for Dit Brev. Lev vel! Sluttet 1. November 1844. Aften Kl. 11.
Din Otto.
[I et Brev af 13. December 1844 meddelte Pastor Christian Mynster sin Ven, at han den 7de var bleven forlovet med sin Kusine Stella Bang, Datter af den berømte Læge O. Bang.]