Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1844-12-17)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 17. December 1844.

Ja, min kjære Christian, jeg vil glæde mig igjen med Dig og over Dig, som „Brudgommens Ven“ — og over Din Stella og over Din lille Olivia. Da Dit Brev kom i Gaar, faldt strax Seglet mig i Øjnene; jeg kjendte det, men det var saare længe siden, jeg havde set det. Det førte mine Tanker tilbage til Dit lille Kammer paa Vestergade, jeg saae det saa tydeligt med alle dets Omgivelser — indtil ind for Din Moders Seng. Da opstod ogsaa en Tanke, som jeg ikke selv blev mig bevidst, eller trode paa; men det gjorde dog, at jeg hastigere aabnede Brevet, og se — der stod det virkelig. Om jeg blev glad, min s. 113 kjære Christian! derom vil Du da ikke spørge. Jeg har aldrig hørt til dem, som ønskede, at dette maatte ske. At Dine tunge Sorgens og Savnets Aar maatte føre til Glæde for Dig, derom kunde jeg aldrig tvivle, da jeg i Dine Breve og tilsidst i Dit kjære, kjære Besøg ifjor havde de klareste Beviser, ja jeg tør vel tro, klarere end dem, Du kunde give de fleste af Dine andre Venner, paa, at Du bar dem, som Dit Kors, hvori Du maatte finde Velsignelse; men hvorledes og naar? derom har jeg aldrig tiltaget mig at dømme eller ønske. Nu, da det er sket, nu tror jeg fuldt og fast, at dette er det Rette. Det varede længere, — det kan jo ikke forstyrre Din Glæde, at jeg fortæller Dig Alt oprigtigt, — det varede længere, inden Sanne kunde blive ret fortrolig med Tanken om denne Forandring. Vi talede meget om Dig i Gaar Aftes, da Alt var kommet til Hvile omkring os; og vi talte os ret af Hjertet glade. Vi erindrede hinanden om Alt, hvad vi vidste om Stella Bang; vi kjendte hende jo Begge, at hun var Din Søster Mathildes bedste Veninde, at hun havde opofret sig saa ganske for sine smaa Sødskende og for sin tungsindige Broder; vi saae hendes uskyldige, aabne, glade Ansigt, jeg f. Ex. det Nik, jeg fik af hende ved mit sidste Besøg for 6 Aar siden i Parkettet, og det endte med en glad Bekjendelse af Sannes Mund: „at dette milde venlige Væsen, uden alle Formaliteter“ var just, hvad Du trængte til, Du og Din lille Olivia. Vi talte ogsaa om den Glæde, som nu var i saa Manges Hjerter i Kjøbenhavn, i Roskilde o.s.v. Dit Brev er i Dag gaaet til Frørup, hvor det vil finde ligesaa deltagende Hjerter, — det veed Du selv. Vi have just i Dag faaet et Brev fra Falster [hvor Laubs Tvillingbroder Vilhelm var Bogtrykker]; Du veed, hvor s. 114 syg Vilhelm har været, og vi have været meget bekymrede for ham; Gud ske Lov! nu synes det at have taget en god Vending, og han selv tror nu, at han skal leve. Saaledes vendes Alt i Livet, som i Dit Segl [hvori saaes to smaa Drenge paa et Vippebrædt], og man skal aldrig tvivle, kun tro og bie. Det har Du ærlig gjort, trofaste Ven! om Du end tidt har mere maattet føle Din Skrøbelighed, end Hans Naade, som var stærk i den. Ja, det har været tunge, tunge Aar, men rige paa Velsignelse for Dig og for mange Andre, ogsaa for mig, hvem alle Dine Breve have været mere til Glæde og Trøst, end Du kan tænke Dig. Jeg skal bede for Dig, at Gud fremdeles vil lade Dig være „sin fromme, tro Tjener.“ Ja, nu vil han lade Dig leve og virke endnu til Velsignelse i Din Kirke! Bed Du ogsaa for mig. — I Frørup, hvor det endnu gaar langsomt med de Syges Helbredelse, have de haft den store Glæde, at faa Hans hjem med et godt Laud, og nu allerede at have hørt ham to Gange prædike i sin Faders Kirke. Hans første Prædiken — hans allerførste, da han aldrig før havde vovet sig dertil — har jeg læst med sand Opbyggelse, det er et ungdommelig-glad, ydmygt, stille Vidnesbyrd om den Herre, om hvem nu ogsaa han er sat til at vidne, — med langt større Sikkerhed og Klarhed, end jeg med alle mine gode Tanker om ham havde ventet. Og nu, kjære Christian, har Du forstaaet, at vi, Sanne og jeg, have forstaaet og dele Din Glæde? Hermed maa Du nøjes for denne Gang. En glædelig Jul er nu beredet Dig og Dit Hus.

Din trofaste Ven O. Laub.