Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1845-05-07)

Valløby, 7. Maj 1845.

Altfor længe har jeg ventet paa at faa Ro til at skrive et ordentligt Brev til Dig, min kjære, trofaste Otto! og skjøndt jeg føler, at hvad Du her faar, bliver meget utilfredsstillende, kan jeg dog ikke opsætte længere at sende Dig og Din Sanne vor hjerteligste Tak for Eders kjærlige Ønsker for vor Fremtid. Du var mig i gode og i onde Dage den samme tro deltagende Ven, og dybt paaskjønner jeg, hvad Vorherre skjænkede mig i Dig og i Dine mange velsignede Breve, saa daarligt jeg end har forstaaet at lægge det for Dagen ved at gjengjælde Dig. Men jeg veed, at Du har forstaaet mig, og at Du ogsaa nu forstaar at glæde Dig med Din ubeskrivelig lykkelige Ven i det yndige, nu atter saa smilende, hyggelige Valløby. Gid jeg havde Dig nærmere, saa at Du kunde se, hvor velsignet Din gamle Ven har det med den fromme Hustru, Gud har ført til mig. Ganske i Orden er Huset endnu ikke, men om et Par Dage haabe vi at faa alt Haandværksfolket forjaget, og da at faa det ret dejligt i de skjønne Højtidsdage. Du har tænkt venligt paa os den 12. April, da Du skrev Dit saa kjære Brev; og det var en skjøn, skjøn Dag, da de mange Venner omringede os foran det herlige Alter i den af Tilskuere overfyldte [Frue] Kirke, hvor den ubeskrivelig kjærlige Onkel holdt en dejlig Tale om Trofasthed i Himlen og paa Jorden, og med en trofast Faders Kjærlighed forenede mig med min elskede Stella i den treenige Guds Navn. Ogsaa Dine Bønner have forenet sig med hans og de Manges om Velsignelse. Gud velsigne Dig og dem Alle!

Ret inderlig har jeg glædet mig ved Din Beretning om Din Afsked fra det kjære Ryslinge; og jeg har forstaaet saa godt som Nogen, at det maa have været en s. 121 af Dit Livs allerskjønneste Dage, som og at det maa have faldet Dig uendelig tungt, at forlade en Menighed, som var bleven Dig saa dyrebar, og hvor Du var bleven saa afholdt, hvor Du længe vil blive savnet og elsket. — Herren har ført Dig til en anden Kreds af hans Udvalgte; og Du vil snart erfare, at han er ikke her eller der, men alle Steder nær sine trofaste Tjenere, med sine Velsignelser. Du maa ogsaa snart blive elsket og agtet der som overalt, hvor Mennesker lærte at kjende den Varme, hvormed Du tror og elsker og tjener den Herre, som skjænkede Dig et saa rigt Maal af sine Naadegaver. Ja, Gud den algode, trofaste, stærke være med Dig, min inderlig elskede Otto! Han styrke, glæde, bevare Dig!

Saa inderlig længes jeg efter at høre fra Dig og Dine. Stakkels Frederik! den fromme, elskelige, stærke Frederik, der er udset af Herren til at bære saa tungt et Kors, og som bærer det saadan, at vi alle, som elske denne Elskelige og lide med ham, dog maa takke Herren og glæde os over ham. Jeg tør næsten ikke spørge til den velsignede Arngoth; jeg veed jo, at Alt bebuder en Afsked, som hendes Kjære paa en Gang frygte og imødese med kristelig Længsel og Bøn. Saa gjerne sender jeg den fromme, stridende, sejrende Veninde en inderlig kjærlig Hilsen. Gud være med Eder Alle, Gamle og Unge! Tænk imellem med gammel Venlighed paa mig og Mine, og bring Din Sanne, Børnene og de velsignede Gamle og alle Vennerne, navnlig min kjære Frederik de allerkjærligste Hilsener; og skriv, naar Du kan, til

Din Chr. Mynster.