Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1845-05-30)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup Præstegaard, 30. Maj 1845.

Min kjære Christian! I Dit sidste Brev fra 7. Maj beder Du om Underretning angaaende Tilstanden hos os, det vil især sige i Frørup. Nu er det blevet klart der. Du veed maaske allerede, inden Du faar disse Linier, at Arngoth Natten mellem 27. og. 28. Maj Kl. 12½ gik ind til sin Hvile; men jeg vilde dog gjerne lade Dig føle, at vi ogsaa ved denne Lejlighed have tænkt paa Dig, ligesom Du altid tænker paa os. Du har ogsaa holdt af Arngoth, dette forunderlig rige og stærke Menneske. paa hvem det ret kunde kjendes, at Guds Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Hun var Meget for Mange; saaledes har hun været for Sanne og mig, hvad vi aldrig skulle glemme. I Sannes Barselsenge har hun altid, paa den sidste nær, været Plejerske med en sjælden Forstand og Utrættelighed, — nej, det var ikke det rette Udtryk, — al hendes Kundskab og Arbejdskraft var hendes Kjærlighed, som kunde opofre Alt. Som hun var imod os, hvor hun jo maaske fandt Tilfredsstillelse for en højere aandelig Trang, saaledes var hun imod den fattigste Syge. Der bliver en Gang sagt til hende: „Jeg var syg, og Du besøgte mig.“ Det har hun gjort mange Gange. Alle vore Børn har hun paa den Ene nær baaret og plejet som ganske smaa og vedblevet at elske dem. Endnu i s. 124 Vinter maatte de besøge hende; de To har hun fulgt til Graven og de have modtaget hende i Himlen. Alle vore Sorger har hun delt med os; og det er et stort Savn, at hun ikke kjendte vor nye Bolig; ja det har en Gang i et mismodigt Øjeblik, hvoraf jeg siden Nytaar har haft ikke faa, foruroliget mig, at hun ikke, vel mest paa Grund af sin Sygdom, kunde faa nogen Interesse for denne Forflyttelse; thi det har altid været mig en Trøst at finde Bifald hos hende med det umiddelbare Blik. Det var mit Savn, — og nu gaar Sanne igjen en Forløsning i Møde! Men i Frørup, der vil de savne hende for Alvor, savne ogsaa den sidste sørgelige Nærværelse. Hun laa i længere Tid uafladelig, og i flere Uger kunde hun neppe tale. med os; men hun saae os Alle gjerne og sagde altid et Par kjærlige Ord, og altid: „Hils Børnene;“ især Hieronymus, hvis heftige, pirrelige Sind hun sammenlignede med sit eget i Barndomsaarene, laa hende meget paa Hjerte; hun har testamenteret ham sit nye Testamente, som hun daglig læste i. Fader var daglig ved hendes Seng for at læse for hende; hun hørte helst Luplaus Prædikener, fordi de vare korte, hjertelige og fattelige. Det Sidste, han læste, var af Lütkens hellige Opmuntringer. Vi vare i Frørup Dagen efter hendes Død. Hun laa der med oplukkede klare Øjne og halvaaben Mnnd, saa vi næsten saa hendes sidste Ord, som hun i de tre sidste haarde Nætter tidt gjentog: „Herre Jesus kom snart!“ — George kom fra Altona Søndagen forud og rejser paa Tirsdag, Begravelsesdagen, med sin Kone, som følger ham til Vestindien. Hun er lykkelig; hun har kunnet ende det svære Arbejde for den syge Søster, uden at svigte sin Mand. Hendes mageløse Selvfornægtelse og Tro faar vist sin Løn allerede s. 125 her, derom maa man næsten være uden Tvivl. Men den stakkels Frederik, han har opgivet sit Apothek i Ringe, som han begyndte paa for hendes Skyld, og har nu Intet tilbage, uden sit syge Ben og saa sit ydmyge Sind. Naar Zeuthens om kort Tid komme herover, følger han uden Tvivl tilbage med dem [til Tømmerup ved Kallundborg], Saa er Frørup Præstegaard bleven tom, kun de to Gamle med Hans og Line Haae, som nu paa een Gang mister to Søstre, — og paa Sludegaard de To, som snart blive gamle, fordi der er ingen Børn; og Ryslinge flytter dobbelt saa langt bort. Men Gud, som har hjulpet den saa haardt Trængende, vil og fremdeles gjøre Alt godt, og holde sin Haand over de elskede Gamle, som vi mene endnu ikke at kunne undvære. Paa Mandag gaa vi Alle, som nu kunne samles, til Alters hos Fader i hans Kirke — saa ligger hun Lig i Huset, — og Broder Vilhelm er nu ogsaa gaaet bort; men jeg glæder mig dog ret til denne Samling med de Levende og de Døde. Naar Begravelsen er endt, rejser George og Rine til Snoghøj og Vestindien, og jeg til Trolleborg, hvor jeg Dagen efter skal tage imod Biskoppen. Om Vilhelms Død have vi slet ikke talt sammen; den gjorde et mildt Indtryk paa de Gamle, som dog aldrig ret kunde leve med ham, og som nok mente, at han var bedre hjemme i Himlen end paa Jorden. Arngoths Bortgang vil de vistnok føle dybere. Fader var meget stille sidst; maaske ogsaa hans Helbred var noget Skyld heri. Undskyld kjære Ven, dette Brevs Uorden! Jeghar skrevet, som det løb mig i Pennen. Det passer vel ikke saa ganske som Svar paa Dit glade Brev; men Du veed alligevel, at vi Alle af Hjertet glæde os over Din Lykke. Gud velsigne Eder Begge og Eders lille søde s. 126 Pige! Jeg forlod Sanne i Gaar; da stod Alt vel til i Ryslinge; og jeg har det i alt Udvortes og tildels ogsaa indvortes godt i mit nye Hjem. Din sidste Hilsen fik Arngoth. Din Otto.