Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1846-01-24)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 24. Jan. 1846.

Saa skulde jeg da begynde mit første Brev i dette Aar til min gamle trofaste Ven i Valløby, og takke Dig, fordi jeg skulde være den Første, paa hvem Du tænkte med Brev. Du havde Grund til at vente, at. jeg tidligere havde gjengjældt Dig et saadant Brev, men jeg har dog tildels været undskyldt. Forretningerne, navnlig ved Nytaarstid, ere jo nu flere og vidtløftigere, end jeg tidligere har været vant til; desuden har Sanne og jeg gjort en Rejse til Frørup til den 10de Januar, som, baade fordi vi nu komme sjeldnere, og fordi jeg paa Vejen skulde tage en fordums Nabopræst til Alters, blev udvidet til hele fire Dage. Hertil kommer, hvad jeg ogsaa maa regne til Embedets Indtægter og Udgifter (omendskjøndt ikke opført paa den Beregning derover, som vi fynske Præster i Aar ere i Begreb med at forfatte, og jeg tildels med at revidere og korrespondere om): at her i Sognet ere mange Familier, som vi skal og gjerne vil omgaas, og at Julen (Helligtrekonger inklusive) er den Tid. da ogsaa det Gode af den Art strømmer sammen. Jeg har i denne Undskyldning (som dog egentlig ikke skulde s. 143være det, da jeg mere tænkte paa min Glæde over dit Brev og den Glæde, hvorfra det udstrømmede, og som det meddelte) tildels fortalt Dig, hvorledes vi har det. Men dette vilde jeg gjerne have Ro og Tid til at fortælle Dig lidt anskueligere. 1845 har for os Begge været et vigtigt, og jeg tør sige ogsaa for mit Vedkommende, et velsignet Aar: Jeg har maaske aldrig følt mere levende, hvad der er givet mig, end de Gange jeg efter min egenlige Afskedsprædiken har prædiket for min gamle Menighed, og med det lige for mig, aom jeg havde forladt, ret er kommen til Bevidsthed om, hvad jeg havde umisteligt, hvad jeg skyldte denne Menighed og mine 10 Aar i den. Disse 3 Afskedsprædikener efter Afskeden har maaske mere end alt Andet hjulpet mig til at blive hjemme, hvor jeg nu er, og som jeg nu er det, naturligvis langt mindre i disse bestemte Menigheder, end i Menigheden i Almindelighed. Fra først af var Følelsen, at jeg var fremmed, altfor stærk hos mig, men dog sagtens naturlig. Nu kjender jeg jo en Del til Enkelte og til det Hele; men det rette Kjendskab og den rette Grund til det personlige Forhold tror jeg dog begynder med Konfirmanderne, og er saaledes begyndt. Konfirmandundervisningen har her sine Byrder, da jeg paa Grund af de Unges Antal og Pladsen i Præstegaarden maa dele dem i to Sæt — fire Timer efter hinanden, og da Ungdommen endnu ikke kan være mig bekjendt fra Skolerne, og jeg heller ikke herfra kan vente den Grund at bygge paa, som hvor jeg har virket i Menigheden i en Række af Aar: der dukker tidt ganske uvilkaarligt, og hvor jeg trode den overvunden, en gammel Rationalisme frem af de Unges Svar, men kun som Floskler uden Liv, hvorfor jeg ikke frygter for den; og s. 144jeg har ogsaa megen Glæde af mine Konfirmander, skjøndt der iblandt over 40 maa være adskillige meget simple. — Hvad den ældre Del af Menigheden angaar, saa kan jeg ikke mærke til synderligt Liv, navnlig hos den større i Trolleborg Sogn. Det er fornemmelig „Europæerne“, somere flittige Kirkegjængere; maaske Skylden ligger hos mig eller i Kirkebygningen. Prædikestolen staar over Alteret, og nærmest den sidde Honoratiores som en Bom mellem Præsten og Bondemenigheden. Det har fra først af været mig ubehageligt, nu er jeg bleven vant dertil; men det kan vel have til Følge, at jeg ikke her i den Grad taler til og tiltaler den lavere Del af Menigheden, og at jeg aandelig som legemlig kommer til at staa den fjernere, end i Krarup, hvor jeg er midt iblandt dem. Det kan maaske blive bedre, naar Prædikestolen (til Sommer, haaber jeg) bliver flyttet. Du vil, at jeg skal meddele Dig noget Speciellere om mine Prædikener, navnlig fra Julen. Jeg maa ogsaa i denne Henseende anklage mig, fordi jeg ikke tidligere har besvaret Dit Brev, og saaledes nu i Grunden er kommen for langt bort fra dem. Kunde jeg gjøre det, som Du i Dit Brev, hvor jeg ret kom ind i Dine Juleprædikener og fik ikke blot Ord deraf, men Aanden og Duften, saa vilde jeg gjøre det; men nu frygter jeg, det blev kun Ord og Skelet eller i det Højeste Fragmenter, jeg kunde give Dig. Jeg kunde have mere Lyst til en Gang at sende Dig en eller anden Prædiken; thi jeg har vel lige saa megen Drift til at meddele mine Venner deraf og høre deres Mening derom, som Du. Jeg har gjort mig det til Regel (en Regel, som jeg tidt har overtraadt men saa igjen har nogenlunde fornyet) saa vidt muligt, eller dog jævnligt at skrive mine Prædikener, efterat de ere holdte, s. 145for saaledes. nogenlunde at kontrollere mig selv. For imidlertid nogenlunde at opfylde dit Ønske, vil jeg gjøre et Forsøg med min Juledagsprædiken: „Julens Glædesbudskab“, d. e. Engelens: „Frygter ikke! Jeg forkynder en Glæde for alt Folket,“ for alle dem, som frygte, de Fattige, Syge, Ensomme, men især dem, der frygte som Hyrderne, „fordi Herrens Klarhed skinner om dem,“ Herrens store og frygtelige Dag. Først her forstaas Budskabet som et Sejersraab: „Rejs op Dit Hoved, o Kristenhed! Opløft Dit Øje, slaa ej det ned, — — Ej mer Du gruer for Dommens Dag, Du veed, Din Dommer har ført Din Sag“ o.s.v. Men denne første Juleglæde er tildels igjen tabt: vi forstode den i Barndommen, men vi ere ikke mere Børn, have siden i Livet glemt at opløfte Hovedet imod Dommens Dag! Men hvor Frygten er for Herrens Klarhed, der er igjen Budskabet: „Frygt ikke, men glæd Dig!“ Er da Julen kun for dem, der som Børnene ikke forstaa, hvad det er for en Glæde? Nej, men for dem, som blive Børn igjen, ikke Børn i Forstand, ikke glemmende, hvad de lærte i Opvæxten. For den forlorne Søn, der kommer tilbage, for ham gjør Faderen det Gjæstebud, hvori vi leve i disse Dage, hvor han ikke sparer sit bedste Klædebon og den fede Kalv, og hvortil han indbyder alle Smaa i Alder, i Aand o.s.v. Og herved forherliger han sin Søn. Han er nu bleven stor: fattig er den Jul, vi holde, mod den, hvor en Engel prædikede, og Engle svarede med en himmelsk Julepsalme: „Ære være Gud“ —; og dog er dette Fattige langt herligere; han kom ikke, for her at høre, hvad han havde i Himlen, men for at høre Syndere tale og synge derom o.s.v. — Paa Søndagen efter Nytaar [Matth. 2, 19—23] prædikede jeg om „Guds Omsorg for sit Barn,“ ᴐ: sit hellige Barn, s. 146og dermed for alle sine Børn. Det Underlige i dette Evangelium skal ikke undre os men just glæde os: det Himmelske er nu forenet med det Jordiske; vi skulle agte paa den stille ydmyge Maade, hvorpaa Gud gjør sit Under; han lader Engelen kun komme til Mennesket, for at hans Troskab skal være Midlet. Saaledes med os Alle, med vore Børn og i vor Barndom. Men vi maa ikke standse ved Barnet. Det tvivler ikke, og vi tro, naar vi tænke paa hin Tid. Den senere Alder er det, som trykker os: her ligger Alt, Ansvar og Sorg paa os; ja, for at vi skulle kaste Sorgen paa Gud og selv give os ind under Guds Forsyn, — ligesom Sønnen: Han, som styrede Andres Skjæbne, har jo og maattet styre sin egen Gang paa Jorden. Ja, men hvorledes? Han kunde Intet gjøre af sig selv: hans Fader har ført ham. Og som Han, saa kunne og vi Alle [lade os føre af Faderen]. Men syntes Guds Forsyn os først for ringe for Guds Søn, saa vil det nu synes os for højt for os. Atter Tvivl! Han var i Guds Samfund og kjendte Alt. Ja, men hvorledes? Lader os ikke skille os ved ham, idet vi mene, han har viist os den trange Vej, og er selv gaaet udenom! Han kjendte jo heller ikke Tid og Time, men lod hver Dag have nok i sin Plage. Og nu hans Samfund med Gud, ja derom læse vi hos Markus (1,35): „Han gik hen til et øde Sted, og bad der.“ Er det Dette, der fattes os? Ja, deri ligger al Vantroens rette Kilde: Han gjorde ikke Synd, han var Guds Søn; men ere vi det ikke, saa have vi ingen Fader at gaa til. Men efter hvad Gud har gjort imod dette Barn, tør vi da endnu sige, at vi have ingen Fader? tør vi endnu tvivle? For dette Barns Skyld vare Josef og Maria Gud hellige; han bevarede dem, som bevarede det. Men det Samme s. 147gjælder om nogle Andre, hvem dette Barn blev betroet, hvem han selv betroede sig til, og som vi høre bede „for det hellige Barn Jesus“ (Ap. Gj. 4, 24—30), den Ophøjede — og dog „det hellige Barn“, et Barn i Menigheden, et Barn i Enhver, i hvem det er født ved Troen o. s. v. — Kan Du nogenlunde fatte, hvad jeg har ment, saa er det mig kjært; og Du kan en anden Gang faa Mere paa den Maade.

Her paa Egnen har jeg ikke gjort mange Præstebekjendtskaber, men de, som jeg lettest vil komme nærmere, og som bo mig nærmest, ere maaske mere villige til at indlade sig med mig i det, som jeg helst vil, end i den Egn, hvorfra jeg kom. Om Agerbeck vil jeg ikke tale, ham kjender Du; Krohn i Vesteraaby og Rasmussen i Stenstrup ere to vakre Mænd, som udentvivl begge først efterhaanden have tilkjæmpet sig en kristelig Overbevisning; jeg tror, jeg kan harmonere med dem. Et interessant Bekjendtskab har jeg gjort her i min Stue med en afdød Præst, som Du maaske har kjendt, salig Luplau. Det er en fortrinlig Biografi, der begynder Bogen. Ellers læser jeg saare lidt. For Sanne læser jeg i denne Tid Schuberts „Reise im Morgenlande“, som interesserer os meget. — Kierkegaard — ja noget Godt siger han jo altid; men naar han staar saa fast, hvorfor saa tage sig det saa nær, naar der pirres ved ham? Se, nu er Papiret blevet fuldt, og jeg har ikke faaet fortalt Dig Noget, hverken om Sanne og hendes Forhold til den rare Grevinde eller om Børnene og deres Lærer, eller hvorledes det staar til i Frørup [her fulgte en kort Gjengivelse af, hvad der er fortalt i det nys anførte Brev om Fødselsdagsbesøget]. Rine er efter en for hendes Helbred farlig Rejse til Vestindien kommen til s. 148bage til Frørup eller rettere sagt til Sludegaard og er til megen Glæde for os Alle. Frederik har nu endelig faaet sit Apothek solgt uden altfor stort Tab. — Saaledes ser jo Alt godt ud. Og hermed maa Du nøjes for denne Gang. Sanne hilser Dig, og vi begge Stella. Vi elske Eder og glæde os altid ved at høre mere Godt fra Eder.

Din Otto.