Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1846-07-25)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 25. Juli 1846.

At Du skulde have Brev fra mig, kjære Christian! til Tak for den store Glæde, som Du gjorde mig i Mandags ved Dit lange Brev, har Du nok kunnet tænke Dig; s. 154 men naar jeg nu begynder saa snart, saa er det dog i kke for at fare lige af Sted til Valløby med den Post, som allerede staar i Kjøkkenet, og maaske saa smaat bander Sanne, der efter en urolig Nat og Morgen (vore Drenge begyndte nemlig Kl. 3 i Morges en Ferierejse til Sludegaard) ikke strax var færdig med sin Expedition, — men fordi jeg forudser, at jeg i næste Uge kun vil kunne stjæle mig til at skrive, og saaledes let kunde komme længere tilbage med dette Brev, end jeg gjerne vilde, om jeg ikke begyndte det paa en Maade i Utide. Her er nemlig i Frørup og hele Fyn en travl Ferierejsen frem og tilbage af Folk fra Kjøbenhavn og andre Steder i Danmark ja endog i Amerika. George kom fra Altona i Onsdags Morges, samme Middag havde vi Stafet derom, og Kl. 3 gave vi os paa Vejen og begyndte igjen samme Rejse af 3½ Mil til Frørup og endnu en lille halv til Sludegaard, som vi 7 Dage tidligere havde gjort. Der var en Jubel, kan Du tro, i og over den nye Fader, som nu første Gang saae sin Søn, der inden sin Ankomst til Verden havde voldt ham saa mange og langvarige Ængstelser for Moderen, medens hun delte Ondt med ham paa Søen, og Længsel og Forventning, efterat hun havde forladt ham. Alle vare elektriserede af hans Glæde, og Moder, som vi en Uge forud saae yderlig svag, var nu flink. Ogsaa Frederik, til hvem Du især spørger, er oplivet og betragter med synlig Glæde det lykkelige Par uden at den forbitres ham af noget Hensyn til hans egen Skjæbne, som jo netop dette Syn saa levende maa minde ham om. Men for Øvrigt er det slet med ham. Hans Ben er nu efter en forgjæves Brøndkur langt slettere end i Vinter, og kun til Strandbade, som Afstanden besværliggjør, sætter han endnu noget Haab. I s. 155 næste Uge vente vi nu, dersom Georges Rheder ikke allerede paa Mandag skriver efter ham, et Besøg fra Frørup og Slude, som, uagtet Frederik vel neppe tør gjøre Turen med, og Nogle maa blive hos de Gamle, let vil løbe op til en halv Snes Personer, den lille Kaptajn *) medregnet, men som Sanne siger, hun nok skal kunne huse endog om Natten, tilligemed et Par af Sannes Søsterbørn, som paa Mandag ventes med Deres Forældre Kancelliraad Ostenfeldts fra Odense, og agte at blive her naar de Gamle samme Dag vende hjem. Du ser altsaa, vi leve et lystigt Liv, at vor Præstegaard maa være baade tiltrækkende og rummelig, men at jeg ogsaä har Grund til at begynde de Breve i Utide, som jeg agter at faa færdige. Jeg havde allerede begyndt paa et før vor sidste Frøruprejse, men rev det i Stykker; det begyndte anderledes end et Brev i denne Tid og som Svar paa Dit sidste maatte det; jeg var strax kommen til at nævne Din Onkel, og i Stedet for Glæde over Alt, hvad han har været for mig og saa Mange, havde jeg dengang kun sørgmodige Tanker om hans Bortgang, — som maaske nu er nær! Jeg tror efter Alt, hvad jeg fra forskjellige Sider hører, f. Ex. om hans sidste Visitatser, at han nu mere erkjendes, end længere tilbage (Provst Birch fra Storeheddinge har nylig besøgt Frørup ogsaa Haagerup, hvor han er født. Han fortalte om Din Onkel med en velgjørende Ærbødighed og Kjærlighed, — ogsaa meget Godt sagde han om Dig). Hans sidste Prædikener tale Mange om. Siden jeg fik dem, har jeg, synes mig, været beredt paa, at han snart vilde sige, eller allerede i dem havde sagt os Farvel. Noget saa Inderligt, Forklaret s. 156 har jeg endnu aldrig før set fra ham (saaledes saae han ud, da han sidste Gang lyste Velsignelse fra Trinitatis Kirkes Prædikestol), og især, som Du siger, den sidste Prædiken. Disse Prædikener har Fader endnu ikke læst, omendskjøndt de ere i Huset (Hans har dem): fordi, siger han, han maa have mere Ro til dem, end han har nu. Han lytter bekymret efter enhver Efterretning om sin gamle Ven, og jeg tror, han ingen Ro har i sig, maaske ogsaa han vilde finde et Farvel i disse Prædikener, og derfor vil udsætte, hvad han tror nærmere, end han vil tilstaa. Der er endnu en Grund, som udentvivl, uagtet han ikke nævner den, og maaske ikke selv veed deraf, holder ham tilbage: Alt, hvad Din Onkel ellers har udgivet, har han faaet fra ham selv; men denne Bog, som han hver Postdag har spejdet efter, vil ikke komme. Kan Fader holde ham tilbage, saa skal vi endnu denne Gang beholde ham, og endnu vil vi haabe. Frederiks Ven, Kynde, bragte bedre Efterretninger, og nyere end Dine; om de kun ere paalidelige! Det er jo ængsteligt, naar en Mand med en saadan Sjæls og Legems Sundhed bliver alvorlig syg; og man kan ikke godt tro Andet, end at ogsaa han, som næsten alle store Mænd, maa blive kaldt bort, medens han endnu staar i sin Kraft. Guds Villie ske! og tager han dette store Lys fra os, vil han vise os et andet, eller lære os at nøjes med et mindre. Skjøndt tomt vil det i mange Henseender blive; Meget har været støttet til ham, og jeg for min Del vil usigelig savne en saadan Autoritet, der kan bære uden at ville fængsle mig, saaledes som han har gjort det i saa mange Aar, jeg kan næsten sige mit hele Liv, thi jeg kan ikke mere huske, naar jeg begyndte at se op til ham ved Faders Haand. Jeg har først for ganske s. 157 nylig faaet hans Betænkning i Baptistsagen at se, og deraf ikke blot faaet min Overbevisning bestyrket, at han altid har vidst, hvad han gjorde, men ogsaa, at han har set langt dybere ind i Sagen, end Modstanderne gjerne ville tro, og deriblandt virkelig set Alt, hvad de have set; og, enten hans Mening er den rette og skal sejre, eller ikke, saa ser han langt klarere, end de, hvor Meget der staar og falder med dette Spørgsmaals Afgjørelse. Jeg er ingenlunde kommen til Vished i denne· Sag. Han har holdt mange Bevægelser tilbage, som ville bryde løs, naar han er borte, — til Manges Glæde, — og maaske ogsaa jeg skal en Gang komme til at glæde mig derover; endnu kan jeg ikke. — 27. Juli. Efter to Dages Fraværelse i lovlig Forhindring med Prædiken o. s. v. kommer jeg nu igjen til Dig, min kjære Christian! ihukommende mit Løfte til Dig og mig selv, at stjæle Tiden imellem, og altsaa i Dag forinden de forventede Besøg, indtil jeg faar et Brev færdigt, som med nogenlunde Anstand kan melde sig i Valløby Præstegaard som Svar paa Dit sidste. Der er adskillige Ting som jeg misunder Dig, og hvoraf jeg blandt Andet lærer, at jeg ikke er fri for denne slemme Syge. Det er, ja gjæt nu en Gang! „Min Kone?“ siger Du vel med angest Hast; nej, ihvor gjerne jeg vilde have hende til Gjæst eller Værtinde, saa har jeg dog ikke Grund til at misunde Nogen i den Henseende. „Min Præstegaard?“ Nej, kjære Ven, Du maa vide, at en Mand, hvem Du i denne Slags Sager maa respektere, Provst Birch, har nylig erklæret min for upaatvivlelig en af de første i Landet. „Min Udsigt?“ Vel kan jeg ikke fra min Have se, hvad Klokken er i Kjøbenhavn, højst hos min kjære Nabo Agerbeck i Østerhæsinge, hvis Uhr vel ikke er værd at rette sig efter, og s. 158 har i Stedet for Kjøgebugt og Øresund med stolte Sejlere kun en bugtet Eng med ydmyge, forregnede Høstakke, og maa gaa bort fra denne Udsigt, naar jeg vil finde Aaen, som skjuler sig under min Haves Skrænter; men Du har da en endnu større Autoritet end Provst Birch for Trolleborgegnens Skjønhed, Jens Baggesen. Nej, hvad der, naar jeg faar Dine Breve, naar jeg læser dem, og mere endnu, naar jeg skal besvare dem, først vækker min Misundelse, er Din Haand, ikke dens Smukhed og Mandighed alene, skjøndt ogsaa værd at tage med (man dømmer jo Mennesker lige saa meget efter Haand som Mund, og udentvivl med god Grund), men dens Raskhed: det er Tanken om den Lethed, hvormed Du lader Pennen løbe hen over Papiret, og den Nydelse, Du maa have ved at se Dine Tanker for Øjne, næsten i det Samme, Du tænker dem, medens jeg maa tænke om og om og trættes af mine, inden de dovne Fingre faa begrebet, hvad det er, jeg mener, saa bliver jeg hed i Hovedet, skjender paa Pen, Blæk og Papir, fordi jeg ikke kan regjere mine legemlige Undersaatter, og Enden er gjerne, at jeg heller ikke mere kan regjere de aandelige, og at ogsaa Tankerne løbe vildt. Det er en værre Ting, end man tidt mener, og det er blandt Andet Aarsag i, at om jeg end undertiden kan tale lidt populært, saa kan jeg vanskeligt skrive populært. Saa gaa igjen mine Tanker saa tidt, saa tidt! til Din Onkel; ogsaa han synes mig at have en tung og usikker Haand, og dog tænker han saa fast, og hans Fingre maa lystre ham, og naar han er færdig, saa lyder det, som om det var lige saa let gjort som sagt. Naar jeg kom til ham med min Klage, saa blev jeg vel nødt til at tie og gaa i Skammekrogen. — Men saa er der endnu en Ting, s. 159 som jeg misunder Dig: Din præstelige Omgang. Hvad Familielivet og dets Glæder og Opvækkelser angaar, saa rejser jeg til Frørup, og bytter ikke med hele Verden. Ogsaa der finder jeg Præster, men dels kan det ikke altid, og egentlig kun undtagelsesvis og for Øjeblikke blive præstelige Sager, som der i den samlede Kreds komme paa Bane, dels ere Præsterne der en Fader og en Broder, hvoraf følger, at da vi ere temmelig som Et i alt dette, kan Samtalen kun blive som en mere fremtrædende Samtale med sig selv, og vil altid trænge til et Stød udenfra; vi vide i Forvejen, at vi vide det, som skulde siges, og hvad vi mene derom, og saa gaar det med Tungen her, som før med Fingrene. Dertil kommer, at skjøndt Fader har al sin Aands Klarhed endnu, saa mangler han legemlig Styrke til aktivt at tage Del i længere og mere spændende Samtaler, og at Kapellanen, som er 12 Aar yngre end jeg, og blev Skoledreng næsten paa samme Tid, som jeg blev Præst, langt fra ikke har den Frimodighed for mig, som for sin Menighed. At han er en god Præst, det veed jeg, — og haaber, at han efterhaanden lader denne broderlige Respekt fare. Foruden dem har jeg saa at sige Ingen at tale med. Min Nabo Agerbeck er en fortræffelig Mand, fuld af Varme for sit Kald, og bevæger sig, uagtet al sin Distraction og Ængstelse i alt det Verdslige, med stor Sikkerhed i sin hjemlige Sfære. Hvad Kristendom og kristeligt Liv er, det staar ham altid klart, derover har han tænkt, og tænker idelig. Man kan næsten ikke komme til et dunkelt Skriftsted, uden han har sin bestemte Mening derom, som han og kan klare for. Men med alt det er han en Eneboer, der gjerne ser lidt ud i Verden, men strax igjen trækker sig tilbage med sit indsamlede Forraad til s. 160 sin Hytte og den lille Skare, som der vil opsøge ham. Han læser gjerne, veed godt, hvad han har læst, men tager kun deraf, hvad han selv kan bruge, det Øvrige lader han ligge. Saaledes er det meget muligt, at han for Øjeblikket Intet veed om, at Stænderne ere i Roskilde, eller at de skandinaviske Hoffer have besøgt hinanden; forleden vidste han ikke, at Kongen af Preussen har samlet en Synode. Man skal saaledes med ham ind i hans Eget, som i Alt, hvad der er væsentligt, ogsaa er mit Eget; men deraf følger, at Omgangen med ham er mere vederkvægende og bekræftende end opvækkende, og at man selv maa være livlig og i Stemning for at kunne have godt af ham. Sanne var forleden med hos ham for at gjøre Bekjendtskab med hans Kone, og skjøndt hun ikke var hjemme, og jeg frygtede, at Sanne var trættet af vore Samtaler, fortalte hun dog bagefter, at det havde været en dejlig Aften, og at hun var bleven opbygget ved at se et Menneske, „som lever alene for Et.“ — 28. Juli. Her blev jeg igaar afbrudt af Ostenfeldts, og en Timestid efter kom to Helweger med lige saa mange Kjærester, og nu gjør jeg et sidste Forsøg paa at faa dette Brev færdigt, før jeg gaar i Seng, for at faa det bort med denne Post. Vi slap ved Agerbeck og Din præstelige Omgang, som jeg anser for ønskeligere end min. Foruden ham er her vel adskillige andre meget flinke Præster, men med hvem man dels ikke saa let kommer i ordentlig Samtale, dels ikke saa let kommer i ordentlig Omgang, fordi vi mangle regelmæssige Sammenkomster. Vi har et almindeligt Herredskonvent fra Arrilds Tid. hvis nærmeste Gjenstand er en Enkekasse, dernæst en Prædiken og hvad der kan falde sig. Jeg var for nogle Uger siden første Gang med i· s. 161 Svanninge og fandt mig særdeles vel derved, uden dog at finde min egentlige Trang tilfredsstillet: en meget god kristelig Prædiken, men holdt „temmelig lavt,“ som min Karl paa Hjemvejen udtrykte sig ↄ: ikke kraftigt nok, — og nogle Samtaler f. Ex. om Birkedals Kirketugts-Forslag, som almindelig erkjendtes for uudførligt; — dernæst en ny og interessant Egn, en smuk Kirke med et Basrelief af Thorvaldsen (Præsten Hans Madsen i Bronce); Bekjendtskabs Sluttelse og Fornyelse med Herredsbrødre. — udgjorde Dagens Nydelse. Men det Hele mangler Liv. Her er vel desuden et privat Konvent i en mindre Kreds med maanedlige Sammenkomster, hvori Agerbeck noget nær er Sjælen, og hvortil jeg nogle Gange har været indbuden, men dels har jeg ifjor været forhindret i at møde, og senere ikke været underrettet om Tiden, og dels er jeg ikke for at melde mig som Medlem og binde mig til det, førend jeg kjender lidt nøjere dertil; jeg har endnu ingen Forestilling om de øvrige Deltagere, men nogen Mistanke om, at det er temmelig ensidigt sammensat, og derfor ikke for mig vilde blive det Opvækkelsesmiddel, som jeg trænger til. Du mener maaske, at naar man er kræsen, saa faar man hungre; maaske, — og maaske jeg dog har Ret. Men i Dit Konvent, hvor det ordentlig kan komme til Sammenstød, ja til stormende Møder, hvor Sagerne ikke blive repeterede, men debatterede, og saadanne Sager, som ere grebne ud af Livet, hvor de gudelige Forsamlinger prøves midt i Forsamlingsegnen, — der ‘ kunde jeg have godt af at være med.

Der var vel nok en Del i Dit Brev, som jeg nærmere skulde gaa ind paa; men jeg har det ikke nu hos mig. Jeg tog det med til Frørup og læste det for Fader, s. 162 men ved Afskeden maatte jeg desuagtet lade ham beholde det. — — Om Psalmebogssagen har jeg nu ikke Meget at sige. Agerbeck er en varm Ven af Grundtvigs Theologi og Grundtvigs Muse. Han vil nu „i 10 Aar nøjes med Tillægget.“ Og jeg siger: Gud ske Lov for det, omendskjøndt jeg nok ønskede Mere. Kan I virkelig skaffe os en ny Psalmebog, nu, saa velkommen! Men jeg veed ikke ret, hvad jeg skal tro herom. Hvem skal arbejde med paa den? Komiteen bestaar jo — efter Helwegernes Fortælling — af Ferdinand Fenger og Hammerich, Gad og Plum(?), af hvilke den Sidste og vel ogsaa den Næstsidste har erklæret sig fornøjet med den „evangelisk kristelige, og de to Første neppe nøjes med Andet end noget stærkt Grundtvigsk. Og saaledes gaar det jo hele Landet rundt. Tænk Dig Birkedal og hans store Anhang i Jylland! Og veed Menigheden, hvad den vil? og vil den Noget? veed den, hvad Psalmetrang er? og kan man skaffe den en Psalmebog, før den er kommen dog saa meget op af Dvalen? — Dog, nu er Papiret fuldt, og jeg kan ikke, som Du, tage endnu det tredie Stykke frem. Tag nu til Takke med dette Smøreri, som det er; jeg faar neppe engang Tid til at gjennemlæse det. Sanne venter for at faa Posten sluttet. Hun hilser Eder Begge og Olivia kjærligst. Jakobine fik ikke Din Hilsen, da hun allerede var borte. Hun finder sig, som jeg tror, rigtig hyggeligt i vor Præstegaard, og ventede Eder til Maribo. Hils Stella af Hjertensgrund. Du hilses fra Alle i Frørap. Naar skal vi ses og tale sammen ?

Din Otto.