Mynster, Christian Peter Gutzon BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Mynster, Christian Peter Gutzon (1847-04-13)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 13. April 1847.

Min kjære Otto! Det er dog saa tungt, at man ikke kan flyve til sin Kjære eller have dem Alle nær om sig, saa at man altid kunde vide, hvordan de have det. Denne Uvished i det Fjerne er saa slem, hvori jeg s. 166nu i disse Dage lever, efterat have faaet Brev fra min Broder Ludvig om Din velsignede Faders Sygdom. Gud være lovet, at jeg dog her i det Væsentlige ikke er i den mindste Uvished: hvordan saa Din Faders Helbredstilstand er, veed jeg, at han og Din elskelige Moder og Du og alle I kjære velsignede Mennesker, hvile i den Herres Jesu Fred og Glæde og forstaa at fryde Eder og takke ogsaa i Suk og Taarer. Ludvig sendte mig min kjære, inderlig kjære Frederiks fromme Brev, der var saa fuldt af Bedrøvelse og dog saa gjennemtrængt af Glæde. Hils min elskede Frederik fra mig, og tak ham broderligt fra mig, fordi han tænkte paa mig! Sig ham, at jegblev usigelig glad ved hans Ord, at ogsaa jeg er en af Eders Egne og deler Eders Glæde og Sorg, — ogsaa Glæden i Eders Sorg. Gud være lovet og takket derfor! Du maa endelig, kjære Ven, ret snart lade mig høre fra Eder. — Jeg sender Dig hermed Din Prædiken og takker gjentagende for den Glæde, den har skjænket mig. Inderlig glæder jeg mig til at faa Fengers nu udkomne „Vidnesbyrd fra Herrens Hus“ med Dine to Prædikener, men ængster mig ved Tanken om min egen, da dels aldrig en kristelig Linie af mig før har været trykt, dels denne Prædiken er flere Aar gammel og saa lidt som nogen af mine andre især fra den Tid har været, behandlet med Hensyn paa den større Læseverden, hvorfor jeg maatte bearbejde den lidt; men denne Udbedren gjøre let mere Skade end Gavn, og jeg frygter for, at den foruden sine øvrige Skrøbeligheder ogsaa vil bære Præget af ikke strax at være nedskreven ganske, som den nu er udgaaet. Den Fordel har jeg dog haft af Fengers Opfordring, at jeg senere med stor Nytte har nedskrevet næsten alle mine Prædikener udførligt, især om Mandagen eller s. 167Tirsdagen, efterat de ere holdte, hvilket jeg før kun har gjort en sjelden Gang. Det tager jo næsten dobbelt Tid. først at skrive et udførligt Udkast, og efter Holdeisen at skrive Prædikenen fuldstændigt; men jeg har haft Grund til at glæde mig ved dette Arbejde. Ualmindelig travlt har jeg derfor haft det i denne Vinter, især i Fasten, da jeg i alle foregaaende Aar efter min Formands (Plums) Skik har katekiseret og ikke prædiket; men i det sidste Par Aar er Kirkegangen tiltaget saa stærkt, at jeg mente, ikke længer at burde ladet det blive ved dette Gamle, hvorved det næsten udelukkende blev Ungdommen, som deltog i den egentlige Faste-Gudstjeneste; og jeg har haft den Glæde ved hver Fasteprædiken at have en overordentlig stor Menighed baade af Gamle og Unge samlet i begge mine Kirker. Konfirmationen i Søndags er, Gud være takket, vel overstaaet. Jeg var hele Ugen forud og selve Dagen ikke rask, saa jeg halv frygtede for at maatte blive i Sengen og opsætte Handlingen, men det gik, og jeg havde netop af denne Konfirmation ualmindelig megen Glæde, baade fordi Børnene svarede særdeles godt, og jeg med den store Forsamling var i den bedste Stemning. Gid jeg dog kunde tale med Dig, høre Dig fortælle, og fortælle Dig herom og om det Meget, Meget, som den kolde og tunge Skriven slet ikke kan indlade sig paa. Saa dygtige og levende Præster jeg end har i min Nærhed, saa fortræffelige, varme og interessante Samtaler jeg end kan have med dem, navnlig i vore Konventer, forslaar det dog altsammen ikke. Stella er min bedste Herredsbroder, med hvem jeg dog først faar Sagerne uddebatterede til nogenlunde Tilfredsstillelse. Gud være lovet for den store Velsignelse hans uendelige Miskundhed skjænkede mig! Men kommer Du s. 168da virkelig aldrig mere til Kbhvn. og Valløby? Et Aar med disse Indtægter gjør Dig det jo næsten til Pligt, efter saa mange Aars Forløb at rive Dig løs fra Fyn og se til de Mange, der her forstaa Dig og vilde frydes ved Dit Besøg, og jeg iblandt de Allerførste. Livet er for kort til at opsætte og opsætte, naar Nødvendigheden ikke byder det. „Tag Dig selv af den Prædiken,“ kan Du jo rigtignok ganske rolig svare mig, der faar Skamflikker nok for min Indesidden; men Ret har jeg alligevel. Imidlertid var jeg dog før Paaske en Dag over i Kbhvn., hvor jeg talte ½ Time med Onkel, der atter er rask og den gamle Velsignede. — — Hvor det vilde glæde mig at se Din Børneflok og Dit nye Hjem i den dejlige Egn; men Gud veed, naar det sker. De Rejser koste saa mange Penge, og af dem har Præsten i Valløby aldrig haft Ord for at have Overflødighed. Men skriv nu snart til mig, Du kjære gamle Ven! Inderlig længes jeg efter at høre fra Dig, hvordan Du og Dine have det, og nu først og fremmest, hvordan Din velsignede elskede Fader har det, han, til hvem ogsaa vi Sødskende se op med barnlig Ærefrygt og omfavne med inderlig Kjærlighed. I ere Alle i mine varme Bønner — —.

Din trofaste Chr. Mynster.