Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1847-07-16)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 16. Juli 1847.

Min kjære Ven! Tak for Dit lille Brev af 11. Juni om Eders lille Søns Fødsel. Gud velsigne Dig og Sanne og alle Eders Børn! Efter hvad jeg har hørt ved min Broder, der med sine har besøgt os et Par Dage, og ved Zeuthen, som jeg talte med i Roskilde, er det jo s. 173 ret godt med Din Fader. Som jeg kunde mærke paa Onkel i Roskilde forleden, at han inderlig glæder sig til at besøge sin ældste Ven blandt de Nulevende, kan jeg forstaa, at Din gamle velsignede Faders Glæde ikke er mindre ved Tanken om at faa ham til sig. Hvor kunde det fryde mig at staa ved de Gamles Side, naar de mødes, og være hos dem, som det jo vil blive Dig til Del. Men jeg glæder mig til at høre om Dig og Eder Alle af min Yndling, Fætter Ludvig, der har lovet os et Besøg senere, ligesom det inderlig glæder mig for hans Skyld, at han skal ledsage sin Fader til Fyn. Han vil bedre end de Fleste kunne sætte Pris paa et Besøg i Frørup. — Saa hørte jeg af Zeuthen, at Du fornuftigvis agter Dig til Sjælland i Sommer; og det er mit sikre Haab, som det er min inderlige Glæde, at jeg da faar min kjære Otto engang igjen hos mig. Gid vi kunde faa hele Dit Hus med! — Tak for Dine to Prædikener i Fengers Samling. Begge glædede mig inderlig, især dog den første, som jeg maa regne iblandt de allerfortrinligste, jeg kjender, og navnlig maa sætte langt over den af N. N., som Du omtalte saa rosende i et Brev til Fenger. Den finder jeg jo ualmindelig livlig, men over Halvdelen var dog kun en livlig historisk Skildring, hvori jeg ikke kunde finde noget Opbyggeligt, — og i den opbyggelige Slutning blev jeg forstyrret, især ved det om hans Forældre, hvilket vel kunde siges i et meget bevæget Øjeblik i Kirken, men neppe kan tænkes skrevet før Holdeisen, og endnu mindre efter Holdeisen uden en Portion mindre elskværdig Naivitet. Men maaske fejler jeg, maaske er det mig, der mangler Sands for denne Art Naivitet, eller for Naivitetens Maal og Maade i en Prædiken. Ogsaa Du, kjære Otto, er naiv s. 174 i Din fortræffelige Prædiken, men med en elskelig og velsignet Naivitet, forenet med en Dybde og et kristeligt Alvor, som lader mig prise den Menighed højst begunstiget af sin Overhyrde, der kan høre saadanne Prædikener og have Dig til Sjælesørger, og overbeviser mig om, at Menigheden, om den ikke endnu har lært tilfulde at forstaa Dig, snart maa komme efter, at Dit Vidnesbyrd er værd at agte paa frem for de Flestes. Det er nu min Mening, og hvorfor saa ikke rent ud med den? Saa var jeg da ved Landemodet, hvor jeg fandt herligt Orgelspil, og smuk Psalmesang, men heller ikke Mere, da N. N.s Prædiken var mig for gammeldags og dog ikke gammel nok til at kunne opbygge. Menneskets oprejste Gangs Værd indser jeg, men kan ikke føle mig tiltalt af en Prædiken, der ved dette og beslægtede Beviser demonstrerer Guds Omsorg for Menneskene. Konventet næste Dag, — efterat jeg Onsdag Eftermiddag havde været i Kjøbenhavn med Jernbanen, denne mageløse Befordring — var meget interessant; især udmærkede Kierkegaard sig, hvis overvældende, uhyre mægtige Foredrag, skarpe Forstand og mageløse Sprogfærdighed dog denne Gang syntes mig mindre behersket af den kristelige Kjærlighed. Jeg ønskede Dig at høre ham tale saaledes engang, det vilde i høj Grad interessere Dig, om det just ikke i enhver. Henseende vilde tilfredstille Dig. Hans Lige har jeg ikke fundet, end ikke kunnet tænke mig, maaske Broderen er Ligemanden.

I vort Herredskonvent· var jeg i Tirsdags. Det afgiver dog hver Gang et ret glædeligt Udbytte, gavnlige Meddelelser, levende Debatter. Gamle Willemoes er en ivrig Deltager, enig med mig i Hovedsagen, men næsten s. 175 i hvert Konvent min Kontrapart i varme Diskussioner. Naar Du kommer her, kunne vi maaske foretage os en Rundrejse blandt Brødrene. For Resten er det da det mest henrivende Vejr, og saa de rige Marker, dejlige Roser etc. Alt rundt om saa skjønt, at det imellem næsten overvælder mig.

Din Ven Chr. Mynster.