Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1847-08-13)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup. 13. August 1847.

— — Og hvad nu dernæst mest ligger mig paa Hjerte at faa Dig fortalt, er, at jeg endelig er bleven enig med mig selv om at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn, og paa den ogsaa at, komme til Valløby. Denne Rejse skulde falde imellem de to Søndage 22. August og 11. September. Mere kan jeg i Grunden ikke sige; men jeg tænker, det bliver fornuftigst at tage lige til Hovedstaden, derfra til Dig, og saa, tænker jeg mig, over Jensen og Bøgh til Zeuthen og paa Vejen fra ham at se indenfor hos Ludvig. Jeg ser, at Tiden vil blive knap nok; jeg ønskede nemlig at være to Søndage i Kjøbenhavn, for at faa Alting med, og saa desuden at høre alle Eder Andre hver i sin Kirke; men hvorledes det skal gaa til, indser jeg rigtignok ikke. Altsaa; jeg kommer til Dig, men naar og hvorfra, hvorledes og hvor længe, og hvorhen, alt dette veed endnu Ingen af os; men naar vi ses, ville vi benytte Tiden godt og snakke sammen om mange Ting, som vi i vore Breve neppe komme til at røre ved, for at jeg kan komme rig hjem og nyde, hvad jeg i en Fart s. 176 har indsamlet. – – Vi har det godt, saa godt, at om end Intet opmuntrer til at forlade Hjemmet, saa hindrer heller Intet deri. Vor lille Dreng var i Kirke den 6te; Vi vare en Del Venner samlede, men savnede Bedsteforældrene, som ellers aldrig have svigtet (Fader har døbt dem Alle paa denne og den første nær). Det gaar ellers ogsaa godt derhenne. Søndag og Mandag forud for den 6te var Sanne og jeg derhenne og levede to halve Dage sammen med Din Onkel og hans Søn. Fader var glad uden at anstrenges eller exalteres af sin Glæde; han taaler endnu kun lidt Sindsbevægelse. Din Fætter Ludvig indtog os Alle, men havde efter sine Yttringer i Maribo trængt til et længere Ophold for ret at blive fortrolig med Livet i Frørup. Din Onkel var, som Du kan tænke Dig ham, men om alt Sligt mere mundtligt! Vore to ældste Drenge vare paa samme Tid paa Sludegaard i deres Ferie, og fik den Mand at se. Da han var gaaet ud af Stuen, gik Hieronymus hen til hans Portræt og sagde: „Nej, saa mildt et Ansigt har det Billede rigtignok ikke.“ — —

Haagerup, 24. September 1847.

Kjære Christian! Saa er jeg da nu kommen saa vidt efter min vidtløftige Rejse, at jeg igjen kan sætte mig hen og skrive et Brev til Dig, og saaledes fyldestgjøre en Trang for mig selv, ikke alene at takke dem, som have bidraget saa Meget og saa længe til denne Rejses Fornøjelighed, som Du og Din velsignede Kone, som ledsagede mig igjennem den halve Tid af disse tre Uger, men ogsaa at komme selv ret til Bevidsthed om, hvor meget jeg paa denne Rejse dog har vundet og indsamlet. Thi naar Alt gaar saa rask og følger s. 177 saaledes Slag i Slag paa hinanden, saa veed man ikke ret, hvad det er, førend man kommer til i Ro at tænke tilbage derpaa og lade Alt staa op paany. Saaledes tænker jeg mig, at engang, naar den hele lange Rejse er tilende, og man samles i Herberget (naar jeg var ene paa min Rejse, kjørte alene, eller gik alene mellem Kjøge og Valløby, lød saa ofte de Ord for mig, og tidt sang jeg dem højt: „Og mens jeg er en Vandringsmand“ o.s.v. (Nr. 600, V. 4). da vil alt det, man paa Vejen er faren forbi, tidt med Jernbanens Hastighed, hvor man kun kjender Gjenstandene i Frastand, men bliver ør af det Nærmestes Forvirring, komme igjen i Ro og Klarhed, saa man erkjender, at man dog har haft Indtryk, Gavn og Velsignelse, ja, uden ret at mærke det og kunne huske det, Glæde af Alt, hvad der mødte paa Rejsen. Saa kommer man og paa en Maade til igjen at kjøre til Klampenborg Vandkuranstalt, gaa om i Vallø og Valløby Haver, høre Koncerten og se Fyrværkeriet i Tivoli, — men især finder man saa dem, om hvem der staar skrevet, og er sagt af Ham, som ogsaa prøvede Rejsen gjennem Forkrænkeligheden til det forjættede Land: „Gjører Eder Venner, som kunne annamme Eder i de evige Boliger!“ Ja enhver saadan Rejses Maal er dog først, at se gamle Venner, og dens Vinding, naar man kommer hjem, at kunne sige: de ere endnu, uagtet alle Forandringer og alle Aar, de Gamle, — og dernæst at vinde nye til de gamle; og det er jeg forvisset om, at jeg har i Valløby. Ja, kjære Ven, at Din Kone er bleven min Ven, det har jeg følt; og det var ikke et blot Tilfælde, som endog i Kjøbenhavn saa tidt bragte mig til at sidde ved hendes Side. Gid nu ogsaa Sanne maatte lære at kjende hende og selv erfare, hvad hun nok allerede tror paa mit Ord, s. 178 at hun og Stella snart bleve gode Venner. — Jeg har nu været paa Trolleborg med Din Søster Jakobine og Sanne, for at vise dem Kirken, som nu snart, efter sin lange Sommerhvile, er opstaaet i ny Herlighed; og her kommer jeg da nu tilbage til Dig for at slutte min Samtale med Dig, og for endnu i Dag at sende Dig min Tak for sidst og lidt Fortælling om, hvad der videre er mødt mig siden vi skiltes i. Amaliegaden (thi om Løverdagen skriver jeg nødig Breve): Sidst vi vare sammen uden at ses, kjedede jeg mig over „en Pariserinde“ og morede mig ikke synderlig over „Bellmansfesten“, ogsaa fordi jeg kun kunde faa en staaende Plads i Parterret. Derimod interesserede jeg mig i høj Grad om Løverdagen for „Napoli“, hvor jeg saae, hvad en Ballet kan være, naar den finder ind i sin rette Sfære, dette Folk, hvis Musik er Dands og ikke, som Nordboens og Bellmans, Ord. Om Fredagen kom jeg da i Museum med Professor Clausen og hans Broder, og kan ikke Andet end glæde mig over, at en saadan Samling existerer hos os, og ordnet saaledes, at Alt er paa eet Sted, og dog hver enkelt Del udsondret til særskilt rolig Beskuelse. De smagfulde Dekorationer kunne vel i de tomme Værelser gjøre Fordring paa en særegen Opmærksomhed, men ere, synes mig, uden al Pretention, naar de have faaet deres Skatte under sig, kun prægtige paa samme Maade som Salomos Drabanter med Sølvskjoldene, for hvis Skyld Dronningen af Saba dog ikke kom. Samme Dag var jeg til Middag hos Provst Tryde med Martensen og Rudelbach. Inden jeg om Søndagen forlod Hovedstaden havde jeg den Fornøjelse at høre Martensen prædike for en fuld Kirke, saa fuld, som i gamle Dage kun naar der var Musik, og for en Menighed af alle Slags fra s. 179 Excellenser til Amagerpiger, og, som jeg mener, virkelig for dem Alle: „Vor Tro er den Sejer, som overvinder Verden.“ Prædikenen selv var fortrinlig, men jeg havde ikke ventet, at dens Holdelse havde bidraget saa Meget til at forstærke Indtrykket. Han taler langsomt, men hvert Ord taaler det Eftertryk, hvormed det udsiges, og saaledes tør man tro, at ikke en Lyd gaar spildt. Saa gjorde det ogsaa et rart Indtryk at høre en Psalmesang, som i Hovedpsalmen (Nr. 593) var nær ved at overdøve Orgelet, — og jeg havde endnu til Slutning den Glæde at høre min gamle Morbroder [Professor Ludvig Zinck] med Ungdoms Kraft præludere, og at sige ham mit sidste Farvel i Kirken ved hans Orgel. Jeg rejste til Roskilde med Jernbanen, og tænkte ved Kjøgeegnen paa Eder Alle. Men i Roskilde blev jeg ubehageligt overrasket ved et Brev fra Jensen, som paa Grund af en anmeldt Provstevisitats forstyrrede min Plan. Jeg maatte nu skyndsomst, uden at se min gamle Domkirke i dens Fornyelse, tage Vogn til Holbek, hvorfra jeg næste Dag kjørte. til Skamstrup over Knabstrup og Frydendal, og derfra næste Dag med Bøgh til Tømmerup forbi Skarritsø, hvor vi gjorde Holdt. Udsigterne der, og fra Bøghs lille Have til en ganske ejendommelig Egn skaffede mig mange Nydelser; men endnu bedre havde jeg det i Stuerne med Bøgh, som havde meget Interessant at fortælle baade om Bondekrigen paa Frydendal og om et Sammenstød med Erik Jansenister, med hvem han i en af Sognets Gaarde med en Vogn som Talerstol havde holdt en offentlig Disputats, som endte med „den falske Læres“ Forjagelse (han er med al sin Rolighed fuld af Liv og Nidkjærhed), — og siden med Zeuthen, baade medens Bøgh var der og siden. Her var naturligvis s. 180 „Symbol og Skrift“ — „Aand og Bogstav“ en Hovedgjenstand for Samtalerne. Jeg har foruden at tale med Præsterne, hvor jeg kom frem, ogsaa haft det Held at blive indtagen i Præstekonerne; thi det var ogsaa Tilfældet i Skamstrup. Paa Vejen fra Tømmerup var jeg inde hos Din Broder Ludvig, men rigtignok temmelig kort, fra Kl. 5 til 11 om Aftenen; dog kom jeg rundt med ham til Beltet, Skrænterne der o. s. v. og saae hans Svigermoder og Svoger og Dennes Familie. Ludvig kjørte mig om Natten til Korsør, Fredag Middag var jeg i Frørup, og Aften hjemme, hvor jeg modtoges paa Trappen med umaadelig Jubel. Vi hilse Eder Alle, og jeg tænker mange Gange paa Eders Omsorg for, at jeg skulde have Alt saa godt i Valløby. Tak for Alt, ogsaa for Musikken! Hils Storm! Det har meget glædet mig, at fornye Bekjendtskab med ham. Jeg faar denne Gang ikke skrevet om Andet end min Rejse, men det Øvrige kan jo komme en anden Gang, naar nu først Du igjen i et langt Brev har fortalt mig en Del om Eder Alle. Jeg har for et Par Dage siden i et Konvent gjort Bekjendtskab med Leth fra Lille Hedinge, og tænker, det er en alvorlig Præst. Ogsaa Konge og Dronning har jeg set og talt med siden min Rejse, hende paa Trolleborg, hvor hun besøgte den syge Grevinde, ham i Nyborg, hvorfra jeg igjen var i Frørup og hentedes af Sanne og Jakobine. Lev vel, og elsk Din

O. Laub.