Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1848-03-07)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 7. Marts 1848.

Kjære Kristian! Det er nu saa længe siden, at jeg skulde have besvaret Dit sidste gode Brev; og der er imidlertid sket saa Meget; vi ere ikke blot komne ind i et nyt Aar, men jo næsten i en hel ny Verden, saa det er ikke let at sige, hvor man skal begynde. Det Indtryk, som den sidste franske Begivenhed gjorde paa os, er bleven end mere forstærket ved Gaspar Paludan-Müllers Opraab, som kom med Posten igaar, og som lader os se Faren langt større og nærmere, end man først vilde mene. Det er muligt, at den ærlige Paludan-Müller er for ængstelig; men det er ogsaa muligt, at han hører det fjerne Drøn og kjender dets Betydning bedre, end vi Andre. Han er ikke af de liberale Vindbeuteler, som finde Behag i at blæse Allarm, hvilket ogsaa disse fire Blade noksom bevidne. Og har han Ret, hvad saa? Det er godt i en saadan Tid at være Præst og vide, at der dog er een Throne, som ikke kan omstyrtes. Og for at vise i Gjerningen, at jeg dog ikke gaar rent op i Bekymringerne for denne Verdens Riger, saa vil jeg nu begynde paa noget Andet, hvorom jeg, Gud ske Lov, veed, hvad jeg kan sige. Sanne og jeg vare i forrige Uge i Frørup. Frederik er elendig i sine Ben, men taler og skriver med Glæde om Alting. Fader er vel egentlig altid paa Gravens Rand, og vi veed aldrig, naar det sidste Stød kommer. For nogle Uger siden blev han igjen svagere, og saaledes var han endnu, da jeg strax efter ene tog derhen; dog har endnu altid hans Hoved været frit, og i forrige Uge var han igjen ganske den Gamle; han læste for os Din Onkels Taler over Christian den Ottende, og snakkede om alt Muligt, om Peter s. 182Kierkegaards „Fortsættelser“ og Zeuthens Allernyeste i Scharlings og Engeltofts Tidsskrift, som han, men vi Andre endnu ikke, kjendte. Moder er nu ogsaa stadig Patient; Du veed jo, at hun ved et Fald har faaet en Hofte forslaaet; han kan slet ikke gaa, sidder nogle Timer i en Lænestol, og ligger for Resten, men er, efterat de første voldsomme Smerter ere gaaede over, saa taalmodig og hjerteglad, næsten endnu mere, end hun tidligere har været, og saa kan Du vel forstaa, hvad jeg mener, naar jeg siger, at Alt der er godt. Her i Haagerup har det jo en anden Betydning, naar det hedder: Alt er godt. I Løverdags fyldte Hieronymus 10 Aar; saa vidt ere vi nu; hvor Tiden løber, saa jeg tidt bliver bange derfor! men naar jeg ser, hvorledes de voxe og blive store, medens vi — ikke vaage over dem, nej „sove og staa op,“ og de dog endnu ere gode Børn, kan man blive saa glad; og med et saadant Mod saae vi ham gaa ind i det 11. Aar. — Se, der kom just de to Lømmeler for at sige mig god Nat, og „bede mig om at være gode Venner med dem.“ Og siden jeg er kommen ind i det Kapitel, saa maa jeg dog ogsaa fortælle, at Nr. 6, Ditlev, er en prægtig, rask Person, som aldrig kan taale, at jeg gaar igjennem, hvor han er, uden at han faar sin Gallop (det er nu den Ottende, jeg saaledes har tumlet med!) Til vort indvendige Liv, hører ogsaa vor Aftenlecture. Fra min sidste store Rejse havde jeg med hjem til Fader Stillings Levnet (Bøghs Ejendom), og efterat først de Gamle og Frederik havde frydet sig ved disse sex smaa Bind, har vi ogsaa haft dem. Det er noget Mageløst, og har Du ikke læst den Bog, saa maa Du skaffe Dig den. Du vil da faa et andet Begreb om hans Liv; thi lidt Sværmer har Du vel ogsaa anset ham for at være. Alene s. 183i kunstnerisk Henseende vil Du have en stor Nydelse; jeg mener, man kan uden at skamme sig sætte denne Bog ved Siden af Goethes Prosa. – – 9. Marts. Kjære Christian! Jeg havde haft endnu mere at fortælle Dig om vort Liv i Haagerup, især om Aftenen, naar Døren er lukket; men mine Tanker have nu faaet en anden Retning. Jeg kom for nogle Timer siden hjem fra Frørup, hvorhen jeg tog igaar Eftermiddags efter et lille Brev, som Frederik havde sendt med Stafet. Fader blev i Mandags slettere, et Sting fra Skulderen gjennem Brystet gjorde ham meget stakaandet, og Tirsdag Aften var han meget svag. Jeg rejste derhen, og Sanne blev hjemme med beklemt Hjerte; dog, som det nu næsten altid er gaaet, naar vi kom, var han igjen bedre. Jeg har tall længe med ham igaar Aftes og igjen i Morges, inden jeg kjørte (Kl. 8½) og igaar var han især meget livlig, talte om Alt, om Nidløse Kirkes Indvielse, den franske Revolution, Kierkegaards Tidsskrift og Egnens Smaabegivenheder. Han sov godt i Nat: „Mit Hoved er klart,“ sagde han, „og naar jeg ikke plapprer, kan jeg sige, hvad jeg mener.“ Ja, denne Klarhed og fuldstændige Bevidsthed, og denne Hukommelse, hvormed han endnu beskjæmmer os Alle, er forunderlig. Vi tro endnu at skulle se ham sidde iblandt os og læse for os: men vi veed Intet: „Det maa ske, som Gud vil,“ var et af hans sidste Ord. Meget svag er han paa Legemet, og vi maa altid være rede. Den kjære Moder laa næsten altid, naar jeg kom ind til hendes Seng, med Taarer i de fromme Øjne; hun ser ham jo ikke, førend hun igjen kan gaa ind i hans Kammer. Det ser jo ud, som om det skal gaa efter, hvad vi saa tidt have bedet, at de To maa følges ad ligesom Stilling og hans Hustru. Og saa er Frørup s. 184Præstegaard snart øde; det faar jo igjen sine Beboere, men vort (ogsaa Dit) Frørup er borte. Men vi har set Forjættelsen langt borte og hilset den, og ville bekjende, at ogsaa vi ere Gjæster og Udlændinge, som vore Fædre, og takke Gud herfor. — 14. Marts. Igaar kom Brev fra Frederik med gode Efterretninger; Fader er meget bedre; han sidder oppe og er oprømt, og er ikke mere saa stakaandet, spiser og sover godt, og læser mere, end han har faaet Tilladelse til. Gud ske Lov, at jeg kan ende mit Brev saa, om end i Hast. Hils hjerteligst Stella! og Olivia! Og en ligedan Hilsen til alle Tre fra Sanne!

Din Otto.