Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1848-05-04)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 4. Maj 1848.

Gamle, trofaste Ven! Hjertelig takker jeg Dig for Dit Brev og alle dets Vennemeddelelser og for Din smukke og friske Prædiken; Alt gjorde os saa godt, og da jeg nu atter læste Brevet, gjorde det mig dobbelt godt at se ind i Dit og Dines Liv med den Fred, som overvinder Verden. „Hvor Meget er sket!“ skrev Du den 7. Marts; men nu da! Hvad er det dog for Tider, Gud har sendt over os, den almægtige, retfærdige, barmhjertige Fader! „Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte!“ det er den evige Røst, som raaber med en Vælde i disse Dage, som vel aldrig, siden Korsets Evangelium prædikedes i Graadens Dal. Allerede have vel Mange lært i denne Tugtelse, at det kan ikke gaa uden Tro og Bøn; og Læber, hvorfra man ikke er vant til at høre den Helliges Navn, have allerede nævnet med Ærefrygt det Navn, de nylig undsaae sig for at udtale. Det maa blive godt en Gang; s. 185 men Gud alene veed, hvor lang og tung Vejen skal blive, om maaske uhørte Rædsler skulle gjennemkjæmpes forinden. — — Gud Herren lade Udrensningstiden snart udløbe, saa at Luften dog en Gang kan blive klar, og Fred og Velsignelse atter udfolde sig over det dejlige Danmark! Da jeg i Aftes gik igjennem den lysegrønne Skov, fuld af den yndige, glade, fredelige Fuglesang, forekom mig Alt endnu mere sønderrevet; men jeg saae og hørte ogsaa det evige, guddommelige Vidnesbyrd om, at en almægtig, faderlig Haand hviler over det Altsammen og bebuder Fredens velsignede Hvile. Danmark har rejst sig; og i umindelige Tider har den danske Bevidsthed ikke rørt sig med saadan Kraft og Klarhed. Det maa blive saare godt tilsidst, om og igjennem mange Trængsler. — — Skjørpinge Boisens hæslige Stykke mod Rudelbach kan jeg ikke glæde mig over, derimod kan jeg af inderste Hjerte glæde mig ved at læse Din Beretning om Dine mig saa dyrebare elskelige Forældre og min kjære Frederik; der er Freden og Glæden, som Verden ikke giver eller tager. Den trofaste naadige Herre beskjærme og velsigne Eder Alle, I Elskværdige! Jeg havde virkelig tænkt mig Muligheden af at besøge det gamle ærværdige Frørup og det nye elskelige Haagerup i Sommer, men nu er det forbi med det Slags Planer. Min Lecture er det ikke værd at tale om denne Gang. Foruden rent opbyggelige Sager, og det sparsomt nok, læser jeg næsten kun Aviser og Johannes Müllers uovertræffelige Weltgeschichte. – – Saa prædiker jeg for fulde Kirker hver Søndag, og konfirmerede i Søndags en skjøn lille Flok meget flinke Konfirmander, hvoraf der, som ifjor, vare mange meget rare, og ikke een rigtig daarlig.– –