Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1848-07-28)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 28. Juli 1848.

Min kjære gamle Christian! Da mine Børn nu have Ferie, og jeg ligesom de trænger til lidt Ferieren, og ikke som i gamle Dage kan begive mig paa en Ferierejse, men maa nøjes med den, jeg fik i Fjor, saa er det ikke saa besynderligt, at jeg nu endelig begynder at besvare Dit Brev af 4. Maj, som jeg derfor igjen har læst og, skjøndt det snart er et Fjerdingaar gammelt, mærket, at Alt jo endnu er uforandret som den Gang, baade Dit Sind mod mig og mit mod Dig, og Tilstanden i den store Verden, hvor endnu Alt forsmægter af de Tings Forventelse, som skulle komme, medens Disciplene mindes om, at de skulle opløfte deres Hoveder. Og her vil jeg nu helst begynde mit Brev med Tilstanden i Frørup. Jeg var der i Søndags og Mandags, ene, fordi vi, naar Huslæreren er borte, ikke godt paa een Gang kunne forlade den store Flok. Fader var mattere end sædvanligt, har faaet nogen Gulsot, der tager paa Kræfterne og vanzirer hans dejlige Ansigt, skjøndt hans hvide Haar end mere blive til Sølv ved Siden deraf. Dog kunde han ikke bare sig for, strax som jeg var kommen, at læse for mig af Aviserne. Moder derimod var meget flinkere, hun kunde med sine Krykker gaa rundt i Stuerne (rigtignok meget langsomt) og gjengjælde Fader de mange Visiter, han i Vinter har gjort ved hendes Seng. Paa Sludegaard er det for Tiden jammerligt; dette Sted har været et Hospital omtrent siden Wrangels Indfald i Jylland. Den Gang kom nemlig fem Børn fra Fredericia, min Kusines, gift med Herredsfoged Halck, hvilke alle efterhaanden fik Mæslinger og saaledes bleve liggende der, indtil de over Hals og Hoved toge bort, fordi Sanne s. 187 Petersen, som med sin Moder var kommen der ud (mest for at være til Selskab for de Fremmede) endte med at faa Tyfus i højeste Grad. I al den Tid har min Søster Sanne Haae (hvis ellers svage Helbred Gud forunderlig har opholdt) ikke været i Frørup eller i Kirke før sidste Søndag. Hendes Mand har som Forstanderskabsformand tidt Ærinde i Frørup, og er flink og uforsagt; ligesaa Hans, hvis Karakter i faa Aar har udviklet og fæstnet sig, saa at de, der kun have kjendt ham fra Kjøbenhavn, neppe kunne gjenkjende ham. Saa har ogsaa George, siden han slap vel ind til Altona med sin Brig, og derfra til Danmark, været hjemme hos Kone og Barn til Glæde for de Andre, skjøndt han selv hellere laa paa Søen. Om Frederik, som i denne Sommer, uagtet Strandbadene vederkvæge ham, ikke, som ellers om Sommeren har kunnet kaste sine Krykker (hvoraf altsaa nu to Par høre til Præstegaardens Inventarium), skriver jeg Intet, thi Jakobine har meldt, at det Brev fra ham, som hun havde tillaans, har hun sendt over Valløby og Emilsminde, og deraf har Du altsaa set, hvilke Glæder der have besøgt denne „Jammerdal.“ (Dette Udtryk i Katekismus kan Hieronymus ikke finde sig i, og han maa vel have Ret indtil videre, saalænge han kun river Kornet sammen paa Marken under Lærkesang og ikke har prøvet Tornene og Tidslerne, og saalænge endogsaa Krigen kun viser ham raske Officerer og Heltebedrifter). Først den danske Indkvartering, som i henved tre Uger saaledes grode fast i Frørup og paa Sludegaard, at der endnu er en stadig Korrespondance med de Bortrejste. Derefter Svenskerne, om hvem jo det Brev handler, som Du har set. Har Svenskerne ingen anden Nytte gjort, end den at vise os et saa nær s. 188 beslægtet Folk, som beskjæmmer os ved sin daglige Gudfrygtighed, saa skulde vi dog ikke have undværet dem; og maa denne Lærdom kun gaa saa dybt, som den har virket umiddelbart paa Alle, Almue og Dannede, saa har allerede Krigen været en Velsignelse. Mange Bønder have sagt, vel endog med Taarer i Øjnene: „De er meget bedre end vi.“ Vi har ingen Indkvartering haft, hverken dansk eller svensk, men to Garderegimenter ligge halvanden Mil fra os. St. Hansdag tog jeg til Svanninge for at overvære en svensk Gudstjeneste. Jeg havde megen Opbyggelse deraf saavelsom af det Bekjendtskab, jeg der gjorde med Præsten (Digteren og Historikeren) Mellin og et Par Officerer. Senere fik vi et Besøg af dem og deres Vært Leth i Svanninge, og havde en halv Dag her i Piæstegaarden, som vi ikke saa let glemme, Store og Smaa; endogsaa lille Vilhelm har bedet, „om Officererne maatte komme igjen.“ Og den smukke Kaptajn Hegerflygt i sin smukke Uniform, forstod ogsaa lige saa godt at lege med Børnene, som at fængsle os Gamle, og som i Stokholm at omgaas Kongefamilien, hvilken han omtalte med stor Kjærlighed. Endnu en Gang ved et Konvent har jeg været sammen med Mellin, som i sin Tegnebog i Hast tegnede Portrætter af en Del af Præsterne. Ogsaa Agerbeck, hvem ellers ikke let Noget udenfor Kirken rører, har Svenskerne begejstret. — Og heraf maa Du nu omtrent kunne slutte, hvorledes vi har det her i Haagerup. Hverken Krigen eller Sygdom trykker umiddelbart; naar der kommer noget Nyt paa det ene eller andet Sted, maa det jo gjøre Indtryk, og man maa spørge: „Hvad kan vi gjøre?“ Men naar slet Intet sker, som nu i lang Tid, ja, vilde man da sætte sig hen og gruble over dette Intet, og over at man Intet s. 189 kan gjøre, saa maatte man jo blive hel uhyggelig tilmode. Derfor gjør vi det nu (i Almindelighed) ikke mere: naar Aviserne ere læste, lægges de tilside; og vi ere hjertensglade over, at vi have Andet at tage vare, hver Sit, og at det skal gjøres. Og jeg for min Del havde gjerne set, at Agerbeck ikke havde udsat det Missionsmøde, som var bestemt, men hvortil han mente, man ikke var oplagt i denne Sommer; jeg er just oplagt til Alt, hvad der virksomt afdrager Tankerne fra Krig og Politik, og hvorfor ikke især, hvad der henleder dem saa umiddelbart til det Rige, som ikke er af denne Verden, og som kommer, ihvordan det end gaar med alt Andet V Derfor er jeg ogsaa meget oplagt til at læse, naar jeg ellers kan komme dertil, mest i det gamle Testamente. At Krigen ellers generer os nu i Høsten ved efterhaanden at berøve os vore Karle, kan Du vel tænke. Men endnu mørkere er det for mig, naar jeg tænker (saa lidt som muligt) paa Rigsdagsvalgene. – – Til Fondet for Kvæstede og Efterladte faa vi vel samlet Lidt. Men nu være alt dette og vi Alle befalede Ham, som dog ikke stødes fra Thronen. Naar Du en Gang skriver, saa lad os høre Noget om Din Onkel! Fader længes. I Søndags, medens jeg var i Frørup, var Sanne og de to Drenge i Faaborg, hvor de svenske Musikkorpser gave en smuk Koncert for de Saarede o. s. v.

Din Otto.