Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1848-08-21)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Frørup Præstegaard, 21. August 1848.

Kjære Kristian! Igaar Aftes Kl. 8 kom Sanne og jeg herhen for at se vor Begges kjære Fader endnu en s. 190 Gang, og vi saae ham ogsaa i sin Seng med foldede Hænder, som om han sov. Saaledes havde han ligget siden Kl. 2. Lægen havde sagt til dem, som vare om ham, at de kunde holde ham her endnu nogle Timer, naar de sagde til ham, „at Otto og Sanne kom;“ men de nænte det ikke, han trængte til Hvile. Siden jeg sidst skrev til Dig, vare hans Kræfter stadigt tagne af; han kom indtil den næstsidste Dag op nogle Timer; men faldt ofte hen i sin Lænestol, som om han sov. Dog vidste han for det Meste, hvad der imidlertid var talt; og naar han talte, var det vel svagere end tilforn, men ellers alt det Gamle, Alvor og Spøg. Igaar og den foregaaende Nat var hans Aandedræt meget besværet, og han kunde ikke altid tale forstaaeligt. Undertiden stavede han da det Ord, som de ikke kunde forstaa. En Gang sagde han: „Kald paa Sanne og Rine! Der er min Tro mere Forstand i de Fruentimmers mindste Finger, end i I Karles hele Krop.“ Da han kjæmpede med Døden, søgte han flere Gange at folde sine Hænder, men kunde ikke uden Hjælp. „Hvor skal jeg komme hen?“ sagde han en Gang; Hans svarede: „Til Glæden sød,“ — hvortil han saae saa mildt. „Herre! Fader!“ vare hans sidste forstaaelige Ord. Der har egentlig intet Forvirret været i hans Tanker eller Tale, naar man hertil ikke vil regne, at han om Natten undertiden kaldte paa Vilhelm i Stedet for Hans (som bestandig laa inde hos ham), eller kaldte Sophie (Stuepigen, som Du vel har set her) med hendes afdøde Søster Kirstens Navn, eller ved at høre et Læssetræ i Gaarden, sagde: „Slaas de nu?“ (han tænkte meget paa Krigen, Vaabenstilstanden o. s. v.), og efterat have hørt Forklaringen, svarede: „Ja, det er ogsaa meget bedre.“ Da Provst Knudsen for faa Dage siden forlod s. 191 ham (den Dag var han ellers temmelig svag), sagde han til ham: Goethe siger, at naar man skal takke for Alt, maa man bruge sit hele Liv dertil.“ Til sin Læge sagde han: „Hils Deres lille Marie, og gjentag for hende, hvad der blev sagt til hende i hendes Daab!“ Fredag Eftermiddag havde han Besøg af sin gamle Fætter Pastor emeritus Kisby, han var den hele Tid meget livlig, talte med ham om gamle Dage, men ogsaa om Nyt, fortalte Indholdet af „Frederik og Cornelia Lütken.“ Han vilde endelig have dette Stykke læst højt, og da det ikke kunde ske, medgav han ham de paagjældende Numre af Kirketidenden. Men dette Besøg tog ogsaa hans sidste Kræfter. I Tirsdags kom Zeuthen og Lene; alle Faders levende Børn paa Sanne og mig nær vare hos ham i hans sidste Time. Moder sad imidlertid og legede med Zeuthens Børn. Hun var sidste Gang hos ham Løverdag Aften. Af hvad han sagde til hende, kunde hun kun forstaa: „Gud velsigne Dig – – mange Aar.“ Hun har sovet godt i Nat, og siger: „Efterat jeg er vaagnet, har jeg haft det saa dejligt; jeghar saa Meget at tænke paa, lige fra den første Gangjeg saa ham; jeg har tænkt paa den Dag, da vi bleve forlovede.“ Jeg sagde i Gaar Aftes: „Du ligger saa ene, lille Moder.“ — „Jeg er ikke ene,“ svarede hun, „han er altid hos mig.“ Hun har ogsaa sagt: „Jeg tænker ikke, det skal vare saa længe, inden jeg kommer til ham; men om det ogsaa skal vare længe, har jeg dog nok at tænke paa.“ — Og nu mærker Du nok, kjære Christian, hvordan vi har det Allesammen. Det er godt at være her. Gid ogsaa Du kunde være her og se ham! Du veed, hvor meget han har holdt af alle Ole Hieronimus’s Børn. Men nu maa jeg ogsaa skrive til Ludvig. Paa Mandag følge vi ham op ved Siden af Tante Hanne; s. 192 tænk saa paa os. At Tante Jette har mistet sit eneste Barn, veed Du vel? Hun er her ogsaa, saa mild og elskelig og Moder til megen Glæde. Alle hilse Dig. Hils Stella og Dine Børn.

Din Otto.