Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1849-01-05)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 5. Jan. 1849.

Min kjære Otto! Jeg ønsker dig og Sanne og Eders Mindste og alle Eders kjære Børn Guds Velsignelse i dette Aar og alle efterfølgende, hvori han vil lade Eder leve sammen i denne forunderlige Verden, der er saa dejlig og saa uhyggelig paa en Gang. Du og Dine have nok havt en rar, velsignet Jul i den stille Præstegaard, hvor foruden Præstens Travlhed ogsaa Præstekonen og hendes lille Julebarn have gjort Fordring paa fredelig Ro. Her have vi havt det saa velsignet i denne Juletid, hvori vi have været gjæstede af min kjære, elskelige, Fætter Ludvig, der desværre er temmelig nervesvag og derfor gik ind paa at forlade sine Nærmeste i denne Jul og tilbringe den her til imorgen, dette kjærlige, s. 197 fromme, levende Menneske, vore Hjerters Yndling. Vor lille Pige blev tidlig hjemmedøbt, og opkaldt efter Tante Fanny. Stella er flink, og har kunnet være i Kirke de fleste Juledage, hvor jeg har havt den Glæde at være samlet med mange Juleglade. — Som i alle Aar siden Luplaus Død havde jeg ogsaa denne Juleaften Willemoes og hans Familie til Alters i Herfølge Kirke, en temmelig ubelejlig Tid, der i Aar holdt mig fra den ene af mine Kirker, men det er hans gamle Skik, den Dag, som er hans Fødselsdag, at kommunicere med sine i Ferien hjemmeværende Børn. Ogsaa Taubers Altergang i det 2 Mil fjernede Ejby er mig besværlig nok, hvorimod Storm gaar til Alters i Valløby Kirke, — hvad jeg fortæller for at lade dig vide, at ogsaa jeg kjender til nogle af de Besværligheder, du omtaler, og som dog høre til de kjære. Efterat Tauber er bleven svageligere, har Stella og jeg bedet Storm være vor Skriftefader, og vi ere glade derved. Han er en samvittighedsfuld, rettroende Præstemand, min nu mangeaarige, deltagende Ven og Nabo. Med Fætter Ludvig have vi læst Forskjelligt, og igaar læste jeg for ham og Stella din fortræffelige Adventsprædiken om Dommen, til fælles Glæde. Forleden Aften læste vi nogle Julepsalmer, medens Stella spillede Koralerne, en melodramatisk Maneer, som vi ofte bruge til megen Nydelse. Af alle Julepsalmerne er dog Luthers „Fra Himlen højt,“ og som den [af Kolderup Rosenvinge] er behandlet i Tillægget, den allerypperligste; maaske kan „Et Barn er født i Bethlehem“ maale sig med den, efter mit Skjøn. Igjennem Brorsons dejlige Psalme gaar dog en stærkt klingende Passionstone, der arbejder sig med os op imod Juleregionerne, medens hine to ere som Himmelsange. der s. 198 hæve og løfte os op, og paa Englevinger føre os midt ind i Julejublen. Af Fætteren fik Stella en musikalsk Julegave af Gade og Gebauer, og jeg Oehlenschlägers Regnar Lodbrok,, som jeg glæder mig til, men af Onkel Mynster med et rart langt Brev Marheineckes Symbolik, hvorover jeg fryder mig. Han roste den meget, mener, at den maaske er for gunstig mod Katholikkerne; men det har jeg ikke imod, længes meget mere efter at se, hvorledes Marheinecke bærer sig ad med, hvad jeg netop mindst maatte vente fra ham. Onkel skriver, at vore udvortes politiske Forhold nu ere ret gode, at den almindelige Mening er, at vi beholde Slesvig udelt, men at man synes derfor at fordre en Selvstændighed, som ikke ret passer til et saa lille Land (og — mener jeg — der vil sætte Danskheden i største Fare), endvidere, at det sydlige Slesvig rimeligvis maa tages af os med væbnet Haand, hvilket vel ikke vil blive saa vanskeligt, naar de ingen Hjælp faar, — at de hannoveranske Tropper egentlig ere bestemte mod Hamborg for at hindre de hamborgske og holstenske Demokrater i at proklamere den tydske Republik; endelig, at Wrangel menes med Rhinarmeen at skulle rykke mod Frankfurt for at opløse den gale Nationalforsamling. Vor egen Rigsforsamling, siger han, vaaser nu, — at naar Grundloven kommer for, vil det ikke blive ved Vaas, men det var ønskeligt, at Forsamlingen opløste sig til Foraaret uden at blive færdig; thi af den Konstitution tør man ikke vente Stort, udentvivl ogsaa kun kort Varighed. Monrad, mener han, nok bliver Biskop i Lolland, hvori jeg endda til Nød kunde finde mig, naar Lollikerne, som det lader til, kunne det.

Og saa kommer jeg tilbage til dig og dit næstsidste s. 199 Brev. Tak, kjære Ven! for Talerne ved din Faders Begravelse. Jeg behøver ikke at sige dig, med hvil en Stemning jeg læste din og din Broders. Jeg kom atter saa levende over til Eder Alle paa den Dag i det gamle, snart i hellige Minder forklarede Frørup. Zeuthens Tale fulgte jeg med den varmeste Interesse, og fandt den fortræffelig, Stedet om Peder inderlig gribende og lige skjønt vidnende om Zeuthen og hans Hustrus Fader. Men ogsaa Esbensen hørte jeg med Glæde, og hvor sær Formen end er, ligger det klart for Dagen, at han har forstaaet og paaskjønnet din Fader, og jeg kom saa levende til at tænke paa et Besøg, jeg med din Familie aflagde hos ham i Langaa, hvorved jeg kom til at synes meget godt om den særegne Mand, der ogsaa blev omtalt. med Velvillie af Eder Alle. Jeg blev derfor vel stemt ved hans Tale, og det Samme var Tilfældet med Stella. Jeg skal med det Første have disse Taler med mig over til Magleby i Stevns, hvor der er kommen en Præst Holst fra Lolland, en vakker Mand, som besøgte mig forleden og bad om at maatte læse dem, da han med Varme mindedes din Fader fra den Tid, da han havde været Adjunkt i Nyborg. Ja, havde din Broder kunnet blive i det gamle Frørup! Men Gud være lovet, at din kjære gamle Moder kan tilbringe sine sidste Dage hos sine Børn i det kjære Slude! Det vilde jo for min kjære Frederik være tungt nok, om Zeuthen skulde komme til Sorø, som vel er rimeligt; men for Zeuthen maatte det vistnok blive en interessant og taknemmelig Stilling. Fra din gamle Ven Bøgh skal jeg sende dig en Hilsen; jeg var samlet med ham for et Par Uger siden hos Steenbergs paa Vallø, og fik en munter, gemytlig L’hombre med ham. Han var i Perlehumør og indtog s. 200 mig og Alle ved sit muntre, aabne, hjertelige Væsen. Jeg maatte lade mig nøje med Løftet om et Besøg, naar han atter gjæster Valløerne. Jeg var i forrige Maaned en Dag i Kjøbenhavn, hvor jeg ret brugte mig, hørte i Operaen den bedste Tenorist, jeg nogensinde har hørt, gjorde Bekjendtskab med Rigsdagssalen og Personalet, og saae og frydede mig over Thorvaldsens Museum, hvis Storhed og Skjønhed henrev mig, mens jeg ikke kunde finde det Mindste af alt det begrundet, som mange Kritikere have vidst at udsætte derpaa. Skulde jeg ønske at ændre Noget, var det at flytte Thorvaldsens Grav ud paa Assistentskirkegaarden; men det var da ganske uegentlig en Forandring ved Museet. I næste Uge haaber jeg at faa begyndt paa Marheineckes Symbolik, hvortil jeg meget glæder mig. Hidtil har Guerickes staaet for mig som uovertræffelig, men jeg frygter ikke for Sammenligningen af disse to vistnok højst forskjellige Værker. Kjender du ikke Guerickes, saa lær at kjende den, og tro ikke paa alle dens moderne Vragere. Vor gamle Ven Kolthoffs Festprædikener har jeg anskaffet mig og glædet mig over hans Nytaarsprædiken. Han tilbragte et Par Dage her i Sommer til min store Overraskelse og Glæde. Martensens Prædikener har jeg paa Grund af Krigsskatten sendt tilbage; hans Forlægger behøver ikke heller, at jeg kjøber den Bog. Fætter Ludvig fortæller, at hans Dogmatik er færdig til Trykken; den længes jeg efter. Det er nu bleven sildig Nat, hvorfor jeg anser det for fornuftigst, at jeg slutter. Førend jeg kom her op til dig i mit Kammer, holdt vi en flink Helligtrekongersaften nede i Dagligstuen, hvor vi tumlede med Børnene, spillede Gnav, hørte Stella spille en henrivende Sonate s. 201 af Beethoven og synge nogle yndige Smaasange. — De kjærligste Hilsener og Nytaarsønsker fra Stella og din trofast hengivne Ven

Chr. Mynster.