Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1849-08-15/1849-08-17)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 15. August 1849.

Kjære Christian! Vi har for nogle Timer siden taget Afsked med et Par kjære Venner, Carl Thomsen og hans rare lille Kone, som nu i 8 Dage have været vore Gjæster. De kom i Tirsdags 8 Dage fra Sludegaard tilligemed Frederik; ogsaa Tante Jette, veed Du. bor nu hos os, og saaledes har vi med vore 7 Børn været en kjøn lille Forsamling og levet en Uge meget bedre, end hvad man ellers kan kalde „en stor Uge.“ Thi det Store er dog i Almindelighed kun stort i Verden; men i det Smaa lever man for at voxe op til det evig Store, og det føler man bedst, naar man imellem kommer sammen med Venner, som paa ganske andre Steder og under ganske andre Forhold leve for det Samme, og endnu allerbedst, naar man nylig har sagt dem Farvel med denne vemodige og længselsfulde og takfulde Glæde, s. 209 hvad enten saa Rejsen gaar, som i Dag med Politimesterpas over Als til Sorø, eller endnu længere — ind i Evigheden. Og saa tænker man endnu en Gang saa glad paa de andre Venner, som man endnu har hos sig enten synligt eller langt borte, som man længe ikke har set, men er vis paa, at man har nu og i Evighed. Saaledes har jeg i Dag paa min Morgenvandring i Haven i min Tak for saa Mange, som ere mine, nævnet To i Særdeleshed: Dig, som ikke kom til mig med Dit Brev den 6te, men dog er mig lige usvigelig, — og min lille 38 Aar yngre Louise; og vi har ikke glemt at tale om Dig, da vi ved det større Kaffebord glædede os over at se hende ved det mindre skjænke i sine smaa Kopper for sine smaa Sødskende; de to „store“ Drenge lik nemlig den Glæde at følge med Onkel Carl og Tante Sara til Bøjgden. Havde Du været her og levet disse 8 Dage med os, saa havde Du gjort en Tur i Torsdags med Thomsen og mig til Konventet paa Avernakø og fra dette Sted betragtet vort dejlige Fyn; — og saa igjen i Løverdags i et større Selskab her fra Præstegaarden, hvoriblandt ogsaa Frederik, til Holstenshus og fra Dyrehavebakken set den lille Ø med sine Marker og Skorstene ligge med sine mange Søstre saa smilende, i det stolte Panorama, der naar fra Bregninge Kirke paa Thorseng omkring Langeland, Ærø, Als, til S lesvigs Kyster og langt omkring Fyn; — og saa havde Du i Mandags gjort en Tur med os af en anden Art over til vor altid kjærere Nabo, Agerbeck. Se, dette er en Mundsmag af det Gjæstebud, hvorved vi i disse Dage have svælget. — Moder kan nok af og til lide en Del af Gigt, men er ellers saa flink, at hun kan kjøre paa en almindelig Vogn op til Kirkegaarden, ogsaa ind i Præstegaarden, ja endog taler om en Rejse til s. 210 Haagerup, som jeg dog ikke tør tro paa for denne Sommer. Hans er glad i sit nye Hjem: George er i England, de Andre har det ved det Gamle; ogsaa vi har det ved det Gamle; Børnene har i Ferien tumlet forfærdeligt, men nu er den Herlighed forbi. Jakobine har halvvejs lovet os et Besøg af hele Bergenhammers Familie. Inden Vinter skal jeg have min anden Kirke i en splinterny Skikkelse færdig til at overtages efter den lange Sommerferie; saa har jeg maaske de to smukkeste Kirker i Landet; gid jeg ogsaa altid havde dem fulde, og var værd at have dem fulde. Omendskjøndt jeg ikke meget kan rose Trolleborg Menighed, har jeg dog for det Meste været glad i Kirken, og naar det Modsatte har været Tilfældet, mere bedrøvet over mig selv, end over den. – – Martensens Dogmatik, har jeg da faaet læst en Del i, jeg vil først have den i Sammenhæng, og saa se det Enkelte i det Heles Lys. Jeg tror, at uagtet hans Standpunkt er det, som jeg kjender fra Kollegiehefter og hans andre Skrifter, og hans hele System for saa vidt er uforandret, er han dog kommen betydelig videre. Jeg finder mere og mere Bekræftelse af min Anelse om, hvortil han maatte komme, og Meget, som mere glæder end overrasker mig. Om Indledningen tror jeg, jeg tør sige, at den tilfredsstiller mig ganske, og deraf følger, at det Øvrige maa det i det Væsentlige. Og naar man saa lægger hans Prædikener til, saa maa man dog være glad over en saadan Mand. Men Noget af det, som mest har grebet mig i den senere Tid, er Peter Kierkegaards Paaskebetragtninger, som jeg har læst højt. Enten man tager det fra den videnskabelige Side eller som en Prædiken for Tiden, saa. er det dog et højst mærkeligt Arbejde, og man faar stor Respekt for Manden. — 17. August. Og saa slutter jeg nu s. 211 med mange kjærlige Hilsener til Dig og Stella og alle Eders fra os Alle. Gud være med Eder og med Alt, hvad I foretage, og lade os en Gang samles her paa Jorden, for at vi desto bedre kunne tale sammen, naar vi en Gang samles for evig, og ikke der skal begynde eller altfor meget fornye Bekjendtskabet.

Din Otto Laub.

Kjære Christian! jeg maa jo nok (med den forfærdeligste Pen) komme til Dig i Selskab med Otto, for at minde Dig om, at jeg bevarer gamle Minder i Hjertet og et glad Haab om Guds Riges Tilkommelse, hvergang jeg tager Dig og Dine med i mine Bønner. Taksigelse for al Venlighed!

Din Frederik.