Mynster, Christian Peter Gutzon BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Mynster, Christian Peter Gutzon (1849-08-30)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.

„Valløby, den 30. August 1849,“ — men i Dag skriver vi den 7. September, saa at Fortsættelsen af ovenstaaende indholdsrige Linie falder lidt sent. Jeg drager blandt Andet den Slutning, at af de to flygtige Personnager (Tid og Sted, Valløby og 30. August) er Tiden dog den flygtigste, og at jeg i Grunden som dybsindig Tænker havde Ret, da jeg før ved Morgentheen spørgende Stella, hvad jeg skulde skrive til Dig, og faaende det Svar, at jeg først skulde gratulere Dig, spurgte, om hun ikke mente til 6. August 1850. Det slog hende, idet hun maatte indrømme Vanskeligheden af at gratulere til 6te—49, og vel endog Overflødigheden, da jeg havde været hos Dig, om og usynlig, blandt de andre Gratulanter med Stella den Dag saavelsom den 14de, Din Sannes Fødselsdag. Men da Bogstaven ihjelslaar, s. 212og 6. August 49 ligervis den 14de kun er forbi efter Bogstaven, ikke efter sit aandelige Indhold, giver jeg dog min i Dette som i Alt aandrigere Kone Ret, og gratulerer Dig, min kjære gamle trofaste Otto! og Din fortræffelige Sanne ret af Hjertensgrund fra mig og Stella. Saa ond, jeg er, ønsker jeg dog i Grunden alle Mennesker Godt; men partisk, som jeg er, bekjender jeg, at der er kun faa af dem, Gud har ført mig i Møde her paa Jorden, hvem jeg ønsker det saa godt, som min hjertenskjære Otto. Du er i mine Bønner; og som Du og Dine ere velsignede frem for saa Mange, vil Gud ogsaa fremdeles velsigne Eder. Og saa Tak for Dit Brev, og tak min kjære gamle Frederik for hans kjærlige Linier. Hvor det gjør godt, at høre fra sine Venner, at faa Sort paa Hvidt for, at de erindre de Fjerne, og at mærke, at med alle de mangfoldige nye Tilsætninger dog det kjære gamle Væsen bliver det samme! — Jeg havde glædet mig til, maaske nu snart paa Vejen til Emilsminde at besøge Frederik i Sorø; men nu kan jeg jo glæde mig paa Din Broder Hans’s Vegne, at han skal have ham hos sig i Langaa. — Tak for Turen med Adjunkten! Ja, gid jeg havde kunnet gjøre den med i Virkeligheden! Alle Andre kunne rejse, men jeg ikke, hvilket har sin Grund, ikke i Mangel paa Rejselyst, men deri, at, som sagt, Stedet ikke er saa flygtigt som Tiden; saa at jeg har været Præst i 16 Aar, men endnu sidder i det gamle Valløby, der i det Mindste er ligesaa yndigt, men ogsaa i det Mindste lige saa lidet indbringende som for 16 Aar siden. Rejselysten er saa stor, at den let kan friste mig til at bryde de økonomiske Lænker — i modsatte Retninger, baade til at rejse til gode Venner, for at formindske min Velstand, og til at rejse til et s. 213andet Kald for at forøge min Velstand. Jeg er en gammel mosbegrot Præst, der ikke behøver at lade sig forknytte ved Ophævelsen af Kaldsretten, og jeg begynder virkelig saa smaat at se mig om, naar federe Kald blive ledige (skjøndt man siger, at Vallø, ↄ: Enkedronningen, fremdeles skal beholde sin Kaldsherlighed). Hvad Velstanden angaar, bliver den for Øvrigt efter fattig Lejlighed hurtig forøget i Dag, da jeg i dette Øjeblik erfarer, at der uventet er sendt mig tre Vogne til Hjælp fra nogle Sognemænd. saa at vi nu kjøre Hvede og Ærter hjem med 5 Vogne i strygende Fart, hvilket da glæder mig mest som Tegn paa Venskab for deres gamle Præst. Præstemarkernes taabelige Beliggenhed i 4 Hjørner er en slem Besværlighed, der imellem gjør mig halv kjed af mit kjære Valløby. Her er altsaa stor Travlhed, som mest gaar ud over min stakkels Hustru, der berøves sine Piger mere end tilbørligt. Men jeg har ogsaa travlt; den gode Martensen taler altfor tiltrækkende, til at. jeg kan faa Ro for ham. Jeg er nu snart færdig med ham første Overgang, og har derved faaet Længsel efter at gjentage især enkelte Partier, som mest have tiltalt mig, eller som ved første rivende Behandling ikke ere forstaaede af mig. Det er en stor Glæde at kunne læse en opbyggelig Dogmatik i en saa skjøn, gjennemsigtig Form. Hans Naadevalg forstod jeg ikke, og jeg formoder, at jeg ikke har forstaaet, hans Englelære; har jeg det, maa jeg antage ham fejlende og endog ukonsekvent ved Sammenstilling af hans Lære om Englene overhovedet og om de gode Engle med hans Lære om Djævelen. Heller ikke, hvad han siger om Synd til Døden, kan jeg finde rigtigt. Hans Indledning er fortræffelig helt igjennem, og hans Citater af Skriftsteder ofte højst geniale. Om Rudelbach hørte jeg s. 214nylig, at han har vidst at drage Menigheden stærkt til den før tomme Slagelse Kirke, og at han holdt en Mesterprædiken 11. Trinitatis Søndag. Hans med gammel urimelig Lærdom overfyldte nye Bog er man da dømt til at læse, og det skal jeg begynde, naar en af Dagene Martensen er expederet. Birkedal skriver meget tiltrækkende Prædikener, men de ere ubehagelig overfyldte med kristelige Brutaliteter, som jeg er saa fri at kalde det. — Formodentlig ere mine kjære Søstre og Bergenhammer hos Dig i denne Tid, og det er godt. Jeg vidste Intet, som jeg inderligere kunde ønske de kjære, haardt prøvede Venner, end at leve nogle Dage med Dig og Din Kone. Det vil bære gode Fragter for dem, og mange Gange lyse op for dem i den mørke Vinter. Ja, Gud vil styrke og trøste de stakkels Mennesker, der bære deres Kors med saa stor Fromhed. Hils dem Alle, Store og Smaa, kjærligst fra mig, om de ere hos Dig. Og saa vil jeg nu slutte med hjertelige Hilsener til Eder og til den ordinerede og uordinerede Præst i Langaa — Frederik hører dog egentlig til vor Stand, og gjør den Ære — og til alle Dine Kjære i Slude og alle dem, der venligt mindes Din gamle Ven

Chr. Mynster.