Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1849-11-05)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 5. November 1849
(afsendt den 10de).

Kjære Christian! Egentlig burde al Korrespondance være aldeles sammenhængende, saa at, man, naar man fik et Brev, strax besvarede det, og saa tik man strax igjen et nyt at besvare o. s. fr. Paa den Maade kunde der komme Noget ud deraf, og saa vidste man strax, s. 215hvor man skulde begynde, og behøvede ligesaa lidt som i en Samtale at spørge, hvor man slap. Havde jeg strax besvaret Dit Brev af 30. August ↄ: 7. September, saa havde jeg desuden paa en anden Maade været inde i det med Dig, fordi jeg just da levede med Dine nærmeste Slægtninge paa Jorden i den Kreds, hvortil jeg i 25 Aar eller endnu længere har hørt, og hvor jeg altid uden videre har ogsaa Dig med. Du skulde da have følt, hvor glad jeg var, ved endelig ogsaa engang at have Mathilde her, hende, hvem jeg har set opvoxe fra Barn, hvem jeg altid har anset som den, der skulde kjæles for, omendskjøndt jeg aldrig har gjort det før maaske nu paa en Maade, efterat hun var ramt af et Slag, som vi maaske vilde have sagt, at netop hun ikke kunde taale. Men havde jeg kunnet skrive strax, saa kunde jeg maaske ladet Dig føle, hvor opbygget jeg var ved at se hende gaa uden sine Børn og se med Glæde vore og Constances lege sammen, eller ved at se hende sidde i Haven i stille Samtale med Sanne, og, naar hun mærkede, at jeg kom til, hurtig tørre sine Øjne, — og hvor glad jeg var, ved at gjøre Bergenhammers Bekjendtskab, eller rettere ved at mærke, at vi vare langt mere bekjendte, end vi selv vidste af, — og ved at føre dem omkring i vor Dejlighed, Trolleborg, Arreskov, Holstenshus og mine Kirker (naar skal jeg vise Dig alt dette?) eller gaa med dem paa Frørup Kirkegaard og i Frørup Præstegaardshave, rigtignok i Halvmørke, for at de ogsaa maatte have været paa de Steder, som for saa Mange af os høre til de rigeste paa Jorden. Ja, det var 14 gode Dage ikke alene for mig, men ligesaa fuldt for Sanne, omendskjøndt Husmoderen ellers plejer at have mindst godt af saadanne Besøg. Men Bergenhammers s. 216Børn ere saa nemme, saa venlige og os Alle saa hengivne, og virkede saa beroligende paa vore, at Alt gik af sig selv. Nu er denne Tid traadt noget i Baggrunden. – – 7. November. Se, det Brev blev da, som saa meget Andet, ikke færdigt i rette Tid; men tag det, naar det kommer, og som det kommer i Stumper og Stykker. Om vore Børn kunde jeg jo fortælle en hel Del, naar jeg ret havde Ro dertil, f. Ex. om den ¾ Aar gamle Petra, der næsten gaar ene, og hænger sig som en Borre paa mig, naar jeg gaar op og ned ad Gulvet og synger med de Større, eller om den 9/4 Aars Ditlev, som regelmæssig besøger vor gamle (90aarige) Postmand (ↄ: han bor i det Hus, hvor Posten lægges ind), og derfor bliver saa glad, naar vi synge: „Derfor blev i Østerland Nu saa glad den gamle Mand;“ eller at Hieronymus i Morges ved sine Lektier spurgte, om jeg kjendte det Stykke af Mynster „Grib det evige Liv“ (i Holsts Læsebog): „det er svært, men det dejligste, han kjender,“ o. s. v. o. s. v. Men det var dog langt bedre, om Du en Gang kom selv og saae den hele Rede, baade det Onde og det Gode i den. — Om Moder (om hvem Birkedal sagde: „hun tog mig med Storm,“ skjøndt den Storm maa have været af de milde, og om hvem Bergenhammer sagde noget Lignende eller endnu mere Passende) maa jeg dog fortælle Dig, at hun har faaet en nydelig lille Lejlighed paa Sludegaard, med betrukne Vægge, en Luxus, som Du veed, hun ikke kjendte i Frørup, og med nogle Træer udenfor sine Sovekammervinduer.,, som ligne Indkjørselsalleen til Præstegaarden.“ — Om mig selv har jeg ikke Meget at sige; jeg læser Lidt, naar jeg kan, men synes rigtignok tidt, at det er Intet, at jeg ogsaa i andre Henseender, f. Ex. med mine Prædikener, s. 217ikke kommer videre, lærer Intet, gjør Intet; men saa trøster jeg mig igjen med, at saa Meget i Tiden synes at staa stille, og at man paa rum Sø ikke kan mærke, at Skibet gaar fremad, kun at det slingrer, men fornemmelig dermed, at det er godt, naar Ens Fordringer til En selv bestandig maa blive større. — Om Martensens Dogmatik vil jeg ikke gjentage Dine egne Ord om Englene, Naadevalget o. s. v.; kun hvad Du siger om den fortræffelige Indledning, vil jeg nok sige endnu en Gang, fordi jeg mener, at han der saaledes har bevist sin Spekulations Berettigelse, at jeg ikke frygter for at rokkes af Rasmus Nielsen, hvis Bog jeg igaar hentede hos Agerbeck (der ogsaa „holder med Martensen,“ hvem han for Øvrigt ikke har læst Meget af, — og ikke vil have en Spekulation ved Siden af men i Kristendommen), endnu mindre af Magnus Ejrikson, der synes at have gjort Indtryk paa Leth i Svanninge (som ikke kjendte Martensen). Forresten læser jeg hver Dag Lidt (meget Lidt) i gl. Test. — og hver Aften ikke saa Lidt højt i Dagligstuen af Forskjelligt. — Der var, mærker jeg nu, meget Mere, som jeg skulde fortælle Dig, men nu er det for silde; deriblandt, at jeg har gjort Bekjendtskab med Birkedal (som er meget nem at omgaas), — at vi har gjort en Begyndelse til et Stiftskonvent, som maaske ikke bliver til Noget, og derfor hverken er værd at omtale, eller i sidste Tilfælde, at beklage. Saa tag nu til Takke med dette, som det er! lad det ikke vare ret længe, før Du skriver! og tro altid, at Sanne og jeg ere Dine oprigtige Venner. Hils Stella udtrykkelig fra os Begge! — —