Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1850-04-16)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 16. April 1850.

— Naar der er Noget i Vejen, som der er saa tidt, thi jeg er af Naturen en (ogsaa „trodsig“, men især) „forsagt Ting,“ saa længes jeg tidt efter at tale med Dig, og at Hans kunde være med. Jeg føler ofte, at ihvor meget jeg har i min Broder, der er Præst som jeg, og en dygtig og for sin Alder meget erfaren Præst, saa staa i saa mange Henseender Brødre hinanden for nær, og deres Dialog nærmer sig altfor meget til en Monolog. Den eneste, som kunde gjøre Dig den Plads stridig, var Zeuthen; og dog er der Meget, hvori jeg tror, at Du forstaar mig bedre. Det er kun nogle Dage siden, vi talte om Dig, det var i Anledning af Birkedal: Sanne mente, at naar du engang kom her (ja naar?), saa vilde jeg føre dig hen til ham, omenskjøndt du ikke vilde føre mig til Willemoes. Med Zeuthen kunde jeg ikke tænke herpaa; han staar nu en Gang paa en saadan Fod med denne Fraktion (saaledes maa jeg jo nok kalde det), at de vanskelig nogensinde (jeg mener hernede) ville komme nærmere. Og jeg siger (skjøndt Birkedal ikke kan forstaa det), som jeg maa sige om din Onkel og Grundtvig og om saa meget Andet: „Lad det staa, hvor det staar, og dog vel ikke har sat sig selv!“ Jeg veed vel, at man maa have en stor Tillid til det, hvorom man skal sige saa (thi letsindigt kan man sige det om Alt); men saaledes er jeg ikke sat, og vil gjerne komme dem Alle nærmere; og Birkedal har med megen Kjærlighed nærmet sig mig. Hertil kommer naturligvis min uforandrede Interesse for den Menighed, hos hvilken han virker. For nogle Dage siden havde vi Besøg af Skolelæreren der og hans Familie; og det giver mig s. 219 nærmest Anledning til at skrive til dig derom. Det er mærkeligt, det Indtryk han gjør ved sin Prædiken paa Alle ikke blot i Menigheden men ogsaa i Omegnen; hver Søndag er Kirken fuld ud paa Gangen af Folk fra alle Kanter af Fyn, naturligvis af „de Opvakte“; men ikke blot paa. dem, men paa Alle gjør han Indtryk; de ere nødte til at beholde, hvad de høre, de kunne ikke komme af med det igjen. Jeg har hørt ham engang ved et Missionsmøde, og da behagede han mig ikke; men han var dengang nok ogsaa noget anderledes, end han egentlig er, f. Ex. i en Prædiken, som vi forleden læste. Han interesserer mig naturligvis ikke som et Fænomen, ikke for sit Talents Skyld, som er hans eget; men, i det fremtræder der Noget, som paa anden Maade og i anden Grad burde være enhver Præst eget; og saaledes tvinger han mig til at spørge mig: „Hvad er det, der fattes Dig?“ — og sætter mig i lignende Oprør, som dem derhenne, der ikke ville eller kunne slutte sig ganske til ham og maaske, ligesom jeg, men mindre bevidst, igjen maa gpørge: „Men er her ikke ogsaa Noget, som man kan blive bange for?“ Vel tror jeg ikke, han lægger an paa at danne „en lille Hjord“, hvorom Du engang skrev nogle Ord, som jeg af Hjertet nmat te sige Ja til. Men just fordi JJu kjender dette ganske anderledes, end jeg — eller Zeuthen, og dog er en Mynster, og har kjendt Frørup og fornummet, at der var ikke dødt, omendskjøndt stille, derfor vilde jeg tale med Dig herom — og have Dig med hen til Birkedal. Dog har jeg just ikke isinde at vente paa Dig med mit Besøghos ham og hos mine gamle Venner i Ryslinge; men jeg længes efter Dig! — — Dette Brev bliver til i temmelig smaa Portioner, deraf det Fragmentariske; s. 220 men lad gaa! Der var jo mange andre Ting; hvorom vi skulde tale sammen; og da jeg just kommer fra en Skoleexamen, og sidst slap ved Birkedal, saa vil jeg her begynde med, at han arbejder paa et blandet Konvent af Præster og Skolelærere, hvorom de jydske Præster, f. Ex. Nielsen i Frørup, tale med megen Glæde, og som ogsaa jeg glæder mig til. — Om Martensen har vi før talt (hans Dogmatik er det nu paatænkt i det Mindste fragmentarisk at gjennemgaa i det lille Konvent); og om R. Nielsen gider jeg egentlig Intet sige, efterat hans [aandelige] Farbroder i Pedersborg [ P. Kierkegaard] har sagt Alt, hvad jeg vilde sige om den Sag (navnlig paapeget det Komiske i, at Søren har faaet en Skole). Hans store Bog om Engletroen osv. havde jeg næsten besluttet ikke at ville læse; men nu finder jeg dog Meget i den, som er værd at lægge paa Hjertet, navnlig naar jeg er taalmodig nok til at finde mig i hans (principmæssige) Snakkesalighed („den existentielle Tænkning?“) og Affektation (Kierkegaards Maneer): især dette Abekatteri er mig ofte utaaleligt, just fordi Kierkegaard ved sin Ejendommelighed har tiltalt mig saa meget. Men tidt maa jeg rigtignok tænke: „Mon vi dog ikke Alle ere mer eller mindre Abekatte, da vi dog ikke Alle ere Genier, og da dog den salige Aandsfattigdom, som hører til rent at opfatte og reproducere det Geniale, er saa. saare sjelden. — —