Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster , Frederik Ludvig FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1850-09-27)

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 27. September 1850.

— — Men sandt er det, at hvad der ogsaa driver mig til at skrive til Dig, er en saadan Mynster-Længsel, en Længsel efter at holde fast ved dem, vi har, en Længsel efter Valløby. Du er tro med Breve, tidt mere end jeg med god Samvittighrd kan tage imod, omendskjøndt jeg beflitter mig paa at gjøre Gjengjæld; men Christian er i dette Stykke et Skarn imod mig, som dog ikke kan mene, at han er færdig, fordi han sender en Hilsen med Birkedal, som uden hans Anmodning kommer lige ind i hans Hus, da han saa i det Mindste maatte føle sig forpligtet til at fortælle mig det, som Birkedal ikke kan: hvad han synes om Birkedal. Men jeg har nu besluttet at gjøre Lige for Lige paa samme Maade, som man (hvad jo rigtignok ikke er den smukkeste eller den gavnligste Maade) vrænger ad uartige Børn, for at de skal se, hvor ilde det klæder; jeg har besluttet ikke at skrive i Anledning af hans Fødselsdag, som var for 1½ Maaned siden, før han har skrevet i Anledning af min, som var 9 Dage tidligere; og det var dog en stor Skam for ham, om jeg forinden skulde blive nødt til at sende ham nogle Linier for at melde s. 222ham mit Barns Ankomst ^*)To Dage efter fødtes Laubs yngste Søn, George., hvilket da vilde ske saa vredt som muligt, eller, endnu værre, om jeg, hvad jeg tidt nok har været fristet til, skulde sende ham et langt Brev (uagtet jeg slet ingen Ven er af at skrive), alene for at fortælle ham, at nu holder jeg det ikke længer ud, at med de Andre, ↄ: de Fleste, kan jeg finde mig i, at de fritage mig for at skrive, men med ham ikke. Fortæl ham kun det, at han maa se, hvad han risikerer, om han fremturer i sin Halsstarrighed! — Og endnu i Anledning af Mynster-Navnet: hvordan lever din kjære Fætter Ludvig? — og fremdeles: har du læst Oehlenschlægers Erindringer? Først fandt vi dem kjedelige, kun et Opkog af hans „Levnet,“ end mere udvandet med barnagtige Anekdoter fra hans Barndom, — og de vare allerede lagte til Side, da jeg i anden Del fandt din Onkels Digt i Anledning af „Jesus i Naturen,“ hans Brev og Carl Hegers og saa mange andre Breve. Ja! hvad det var for en Glæde, saaledes at faa fat paa disse levende Mennesker, gamle Venner og nye Venner, at faa Noget at læse, som man kan leve med i! Og der er Mere i denne Bog af samme Slags. For dets Skyld kan man vel døje en Del af det Kjedelige, og saa maaske tilsidst endog finde, at det hører med til Billedet af den store Oehlenschläger (som der blev sagt forleden meget træffende: „Det er Aladdin, der først var en lapset Dreng“), at det Barnagtige hører med til det Barnlige, som dog er det Bedste ved alt det Store, og, som man vel nu vil sige, „det Danske“ ved Oehlenschläger.

Naar jeg nu ikke havde saa omtrent skrevet Papiret fuldt, saa skulde jeg jo ogsaa have fortalt dig lidt ordent s. 223ligt, hvad herfra kunde være at fortælle f. Ex. om, hvad jeg nylig var med til, Sanne naturligvis ikke, hvem jeg og (paa Grund af det Forestaaende) med lidt Ængstelse lod alene, — et Missionsmøde i Ryslinge, hvor jeg saae, hvad jeg ikke kjendte fra min Tid, men hvad der nu er saa almindeligt, min lille kjære Kirke propfuld af Mennesker, hørte med megen Glæde den rigtignok ualmindelig begavede Birkedal, og sagde selv paany et lille Farvel til de gamle Venner. Saa skulde jeg nu ogsaa fortælle om en Skræk, som vi for ikke længe siden fik, og som især for Sanne kunde bleven slem, men som dog tog en god Ende, da nemlig Hieronymus (altid og jo ikke uforskyldt den Uheldige) faldt af en Hest og forslog sin venstre Arm, saa han i flere Dage maatte ligge; nu kan han igjen i et Bind føre den med sig baade til Skole og til Leg. At Tante Jettes Bryst ikke er bedre, har Du vel hørt af Jakobine; siden den Tid er egentlig ingen Forandring foregaaet, altsaa heller ikke til det Værre; men hun lider tidt en Del. Det er jo meget tungt, at hun ingen Steder kan komme, ikke en Gang i Kirke, hvor hun ellers var hver Søndag. Det har dobbelt glædet hende paa denne Dag at faa en udtrykkelig Hilsen fra Dig. Den 27. September er Tante Jettes Fødselsdag, altsaa en Højtidsdag her i Huset — og tillige for 26 Aar siden vore gamle Bedsteforældres Guldbryllupsdag, — altsaa ogsaa for 76 Aar siden en Glædesdag, som ikke maa glemmes. Fra Jakobine har vi ikke hørt, siden hun skrev til os fra Emilsminde; hun er vor tro Ven. Fra Moder har vi faaet et dejligt Brev i Dag; hvor hun maa have glædet sig over Dit! Og nu, kjære Ven, er jeg færdig for denne Gang. Bring nu Sannes s. 224og Tante Jettes og Børnenes og mine egne kjærligste Hilsener til alle Dine, Din Gitte, Eders Børn og deres Bedstemoder! — —

Din Otto.