Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Haae FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1851-01-05)

Fra Otto Laub til Johan Haae.
Haagerup Præstegaard,
5. Januar 1851. Aften henved Kl. 12.

Kjære tro Venner i gode og i onde Dage, — dog hvor tør vi kalde saadanne Dage onde. — Herren gav, s. 225 Herren tog, Herrens Navn være tovet! Gid I maa have faaet et lille Brev, som gik herfra med Posten igaar (fordi jeg ikke kunde sende noget Bud), saa ere I maaske lidt forberedte! hvorledes skal I ellers kunne høre det, jeg nu skal fortælle Eder og kunne fortælle det til hverandre og til Bedstemoder? At Tante Jette er kommen til sin Hvile for ½ Time siden, det er jo et Glædesbudskab, men at vor lille Hans, vor lille glade, sunde Hans, om hvem vi plejede at sige, han kom let igjennem Verden, — ja han kom let igjennem Verden, men at han skulde saaledes haste, at han maatte komme 1½ Time førend sin Faders gamle, syge Tante, at han, som Nytaarsdag sang i Kirken og læste Bordbøn for os herhjemme, nu ligger ganske hvid og kold med sit dejlige milde Ansigt: kan I taale at høre det? — I, som ikke saae og hørte. hans jublende Himmelfart, da han kaldte hver især hen til sin Seng og omfavnede og kyssede Moder, Fader, Hieronymus (to Gange), Louise, — „og saa alle I Andre!“ (de vare i Seng). – – Lægerne kalde det Fantasier, – – men vi kalde det en Engleaabenbarelse: „den salige Stund,“ siger Sanne, „da Sjælen vikler sig ud af Støvet og svinger sig op til sin Skaber, sin Gud.“ Ja, han var „himmelglad,“ da han ligesaa hastig maatte fare herfra, som han kom i en Hast, i samme Time for 11 Aar siden paa Helligtrekongers Aften, paa samme Dag, som hans Bedstefader og Navne for 97 Aar siden kom hertil, og han maatte gjøre os Andre himmelglade, — vi skal aldrig kunne glemme hans Glæde, altid savne ham med Glæde og Tak. – – Ja, vi takke og prise Gud, men vi trænge usigeligt til Eder, Johan og Sanne! til Eders Bistand ved det Meget, som angaar Støvet, som igjen vil drage vore Tanker bort fra Himlen. Kom! kom snart, og, Sanne! s. 226 kunde Du saa blive her lidt længere? Sannes Legeme er ikke saa stærkt, som hendes Sjæl. Tænk paa os Alle, og bed for os! Hils Alle, Bedstemoder, Hans’s Bedstemoder, Tante Jettes Søster! og Frederik og Rine og George (Hans var jo hans egen Dreng) og Langaaerne! Vil I skrive et Par Ord til Knudsens i Gislev! Ja, vil I gjøre Alt for os. Jeg kan ikke længere blive fra Sanne! Lovet være Gud, som gav os Sejer formedelst Jesum Christum! Den Jesus, hvis Navn Hans nævnede flere Gänge i sine Fantasier, som lød saa himmelsk midt i Forvirringen. Lev vel, alle I Kjære!

Eders Sanne og Otto.