Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1851-01-07)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 7. Januar 1851.

Min kjære Christian! Jeg har saa mange Gange tænkt paa at takke Dig for Dit herlige glade Brev og al Din trofaste Kjærlighed, og saa igjen at skrive ligesaa langt og glad, som Du, men det vilde aldrig blive til Noget, saa længe vor gamle Tante Jette laa og stred, og Sanne næsten uafladelig siden sin Barselseng sad ved hendes Side. Og da det nu gik til Enden med den Gamle, fik Sanne en anden Seng at sidde ved, men kun i saa faa Dage: der laa vor lille, endnu paa Aarets første Dag saa raske og livsglade Hans; og i Søndags Aftes gik de begge To bort, først den lille Dreng, og et Par Timer efter hans gamle Tante. Ja, det er forunderligt at tænke paa; men kunde vi blot altid gaa ind og se paa hans dejlige milde Ansigt eller altid se ham, som s. 227 han laa faa Timer før sin Død, og rakte de smaa Arme ud, og kaldte paa Alle: „Moder! Fader! — kom Hieronymus! kom Louise! kom alle I Andre! hvor er Hr. Teilmann?“ og med det mest glædestraalende Ansigt omfavnede og kyssede os og klappede i Hænderne! Det var jo vel, hvad Lægerne kalde Fantasi, og efterhaanden gik det, han sagde, over dertil, og blev vildere og smerteligere at høre paa; men Begyndelsen var dog saa dejlig og intet Blændværk; det var ham selv, der vilde flyve bort, men have os Alle med til sin Glæde. Ja, vi vare Alle glade, omendskjøndt han maatte spørge mig med himmelsk Forundring: „Du græder, lille Faer?“ og vi ere altid glade, naar vi tænke paa ham og hans salige Bortgang. [„Gud elskede ham, derfor hastede han med ham,“ sagde Sanne; Viisd. 4, 10—14]. Men saa synke vi igjen tilbage, og kan ikke klappe i Hænderne af Glæde, som han, — saa synes Vejen igjen saa lang, og der ere saa mange andre Ting, som ville, at vi ikke maa staa og stirre imod Himlen, hvor han foer hen, og at jeg ikke maa blive siddende her og snakke med Dig om min salige Dreng. Nu maa Hieronymus sidde ene og læse sine Lektier i de Bøger, „som Hans aldrig mere skal læse i,“ og saa ser han Hans’s Skøjter og kan ikke mere længes efter Frostvejr, og ender altid med: „saa ene, saa ene, saa ene!“ — og saa maa vi græde med ham, men saa igjen glæde os over, at denne Bedrøvelse virker til Salighed. Tante Jette haabede længe forud paa at holde Jul i Himmelby, og Hans sang derom i Julen, — og Julen var jo ikke heller tilende, da de begge To vare der Helligtrekongers Aften. — Hils Alle om Dig! Gud velsigne Eder!

Din Otto.