Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1851-02-03)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 3. Februar 1851.

Min kjære trofaste Otto! Fordi Du er det, veed jeg, at det har ingen Nød med vort Venskab uagtet min lange Taushed. Just fordi Du er min Kjære, Gamle, Trofaste, og fordi Dit Brev var saa sørgeligt og glædeligt, saa dejligt og bedrøveligt, opsatte jeg, ventende paa den bedste Stemnings Øjeblik, og nogle Gange har jeg vel ladet det slippe ubrugt forbi; men mange har der neppe været, hvori jeg duede til at skrive, fordi mit Sind og min Tid har været saa ualmindelig optaget af Roskilde- Tanker og -Rejser. Du har vel set, at min gamle Svigermoder Fru Rasmussen er død 13. f. M. Da hun laa paa sit Yderste maatte jeg til hende efter et gammelt Løfte, for at være hos hende, naar hun skulde fare hjem. Jeg kom, Gud ske Lov! i rette Tid, Søndag Aften; og da jeg satte mig ved hendes smertefulde Leje, tog hun saa uendelig kjærlig imod mig, sigende: „Nu, min kjære Søn, har Du nu et godt Ord at sige mig?“ — „Ja, det bedste Ord, vor kjære Frelsers Ord, som han har til os Alle i vor sidste Strid: Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror paa Gud og tror paa mig! I min Faders Hus ere mange Boliger; og jeg gaar bort at berede Eder Sted; og naar jeg faar beredt Eder Sted, kommer jeg igjen, at tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle og I være. Jeg er Vejen og Sandheden og Livet.“ — „Ja (sagde hun) i vor Faders Hus ere mange Værelser, og min kjære Frelser er Vejen.“ — Næste Formiddag læste vi hendes kjære Psalme: „Naar jeg betænker den Tid og Stund – – Naar Du vil kalde, o Herre sød, tilrede vil jeg da være,“ — der saa ofte havde trøstet den gamle Forladte, og nu trøstede hende paa det Sidste. Saa bad hun mig hilse alle hendes Kjære, bad mig bede med hende, at hun snart maatte kaldes s. 229 bort, om det saa var Herrens Villie, og kort efter slumrede hun stille ind i Dødens salige Søvn. Og saa var hele den saa lykkelige Kreds bortkaldt. Næste Mandag fulgte jeg Liget til Frederiksborg, vandrede ene om næste Morgen paa de kjære gamle Steder, holdt for den talrige Skare, der mindedes denne hæderlige, lykkelige Kreds, en Mindetale, hvorunder jeg følte saa levende slige Timers Vemod og Forligelse. Ved min Side stod Carolines gamle Barnepige, der i mange Aar havde tjent de Gamle, og var bleven en af Familiens Fortrolige. Det udfyldte Tomheden og lindrede Ensomheden saa godt, at jeg havde Een, som ret forstod mig og kunde græde med mig. Saa fulgte vi den Gamle til Graven, jeg kastede Jord paa Kisten, talede et Par Ord om Gravens Fred og Forligelse, og sagde saa Farvel til mit kjære Frederiksborg, og tog hjem til Vennerne i Roskilde og til mine Egne i Valløby. Saa maatte jeg atter i forrige Uge til Roskilde i et af de fæle Skiftemøder, saa Du ser, jeg har haft Nok til at fylde baade Sind og Tid, især naar dertil kommer alle de Nytaarsarbejder og Nytaarsbryderier, som vel ogsaa Du har fuldt op af.

Men under alt Dette har jeg ofte været hos Dig, forstaaet Eder baade ved Eders kjære lille Hans’s Seng, og ved Tante Jettes, forstaaet Eders Strid, Savn, Længsel, Bøn og Glæde, det kjære Barns Afsked, hans Forudfølelse af Himmelglæden, Eders smertelige men dejlige Glæde. — Herre Gud! noget Lignende oplevede jeg jo selv, men under tungere Forhold, med min lille Anna paa et fremmed Sted, under Fremmedes Pleje. Hvor forunderlig slynger Strid og Fred, den dybeste Smerte og den saligste Glæde, det uroligste Savn og den dejligste Forligelse, det tungeste Tab og den evige Vinding sig i hinanden; det er Synden og Naaden, Syndesolden og s. 230 Naadegaven, men Naaden er større og skjænker den Fred, som overgaar al Forstand: „Han stod op og truede Vejrene, og det blev ganske blikstille.“ Gud være lovet! vi mærke i disse korte Øjeblikke ogsaa her dette Blikstille med de dybe klare Vande og den høje lyse Himmel, disse dejlige Indblik i Faderens Boliger med det dybe, høje, lyse Blikstille gjennem alle Evigheder, naar Synden ikke er mere, og derfor Kræfterne ikke længer rejse sig til Strid, men levende og fredeligt bevæge sig mod eet Maal under den ene Villie, dette himmelske Blikstille med den levende Ro og levende Fred. Gud velsigne og trøste og glæde Eder, I Gamle og Børnene, naar Savnet og Længselen bliver brændende! — — Vorherre være med Eder Alle! Han skjænke Dig og Sanne og os Alle mange af disse dejlige Timer, hvori Dækket drages tilside, og Hjertet fryder sig ved Indblikket og Forudfølelsen!

Din gamle Chr. Mynster.