Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1851-02-13)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 13. Februar 1851.

Kjære Christian! Sanne er i Dag rejst til sin Søster i Odense [Fru Petra Ostenfeldt] efter 1½ Aar (i vor Greves lukkede Vogn). Med hende ere vore to smaa Piger [Hanne og Petra]; Hieronymus staar hos mig og læser Lektier, men naar han gaar i Seng, er Ingen ellers til mit Selskab, endog hans Lærer og vor Husjomfru ere fraværende. Ene er jeg aldrig og har ogsaa trøstet Sanne med, at jeg nok skulde vide at more mig. Men denne Omgang med Bøgerne og med de Døde i dem er dog saa ensidig modtagende og saa egoistisk, at man kan blive ganske urolig for sig selv, naar den varer for længe; s. 231 og saaledes kan man, nagtet al sin Aversion for at bruge Pennen, føle en Drift til at skrive. – – Det gjorde saa godt at læse Dit sidste Brev om gamle Fru Rasmussens Død, og hvad Du havde at gjøre først i Roskilde og saa i Frederiksborg. Det gjør saa godt at blive rigtig fortrolig med Døden, inden man selv personlig skal gjøre dens Bekjendtskab, og at kunne tale med den, som Matthias Claudius med sin Freund Hain. Hver Gang han nærmer sig, gyser det i En; man mener: „Naar det nu var mig han mente og ikke de Andre, som jeg skal savne, saa vilde jeg ikke gyse;“ men det er for en stor Del et Bedrag, grundet i Overmod eller Fejghed eller begge Dele, altsaa i Vantro. Han er virkelig en Knokkelmand, og saa kan man dog, naar man mærker, at det er Alvor, og man er allermest bange og ret føler det tunge Ord: „Døden er Syndens Sold,“ med Et se ham smile saa kjærligt, saa man kan juble gjennem alle de tunge Taarer, og sige: „Ja, saaledes er det; Guds Naadegave er et evigt Liv i Christo Jesu vor Herre.“ Saaledes saae vi ham, medens de to Kister stode her inde i Havestuen med de to Kjære, som vare baade i Himlen og paa Jorden: den Gamle med det rolige, alvorlige Ansigt, næsten ligesaa afmagret, som Asmusses Ven, jet Billede af den lange haarde Strid, men som var endt, — og den Lille, ja, han havde Smilet i de halvaabne Øjne og Læber; Begge havde Freden og Sejeren, og han den sejerrige Jubel, som om han endnu sagde: „Kom, alle I Andre! “ — eller som hans lille Broder Ditlev siger: „Naar de gaar op i Himlen, det kalder vi at dø.“ Det var ingen svær Dag, det var en glad Dag, da vi bare dem bort: Til Hvile skulde de jo dog, for at de en Gang igjen kunne staa op. Her vare saa mange gode Venner. Broder Hans, denne ægte Præst og Broder, talte saa dejligt om, at vi skulde glæde os i s. 232 Herren med de to Glade. Han var lidt undselig over, at saa Mange og Birkedal skulde høre derpaa; — ogsaa Birkedal talte herhjemme. Og jeg sagde min Hans (Tante Jette blev to Dage senere ført til Frørup) Farvel ved Graven. Denne havde Greven skjænket os under Familiens Gravsteds Linde- og Kastanietræer, og den bliver bestandig forsynet med friske Krandse fra Trolleborg. Den syge Grevinde, som har ondt ved at blive fortrolig med Døden, er saa glad over at have faaet Hans saa nær. Med Birkedal er vi bleven rigtig gode Venner; han hænger saa tro ved os; — og saa skulde, Dagen efter at han var her, et af hans egne mange Børn blive sygt, og to Dage efter dø, saa at jeg 8 Dage senere igjen kunde staa ved et lille Barnelig der, hvor jeg havde set to af mine egne, og se det omringet af alle de gamle Venner fra Byen; det var ogsaa en af de milde og venlige Dage. Og naar vi paa Vejen til og fra Sludegaard tage ind i Gislev Præstegaard til vor Ven Provst Knudsen, saa ligger hans gamle, næsten 90aarige Moder og siger: „Nu kommer snart den kjære Frelser og hentef mig,“ — eller siger til en af de Smaa: „Nu gaar jeg til den kjære Gud, og saa skal jeg ogsaa bede for Dig.“ — Men det var jo noget ganske Andet, jeg i September lovede at fortælle Dig, — min kjære Broder Hanses Bryllup. En Gang i Sommer var jeg henne i Langaa for at tage Brødrene til Alters. Det var første Gang, jeg besøgte dem, fulgt af min lille Vilhelm, som ret morede sig og mig paa Vejen. Jeg laa der Natten forud, og jeg prædikede der for en kjøn lille Forsamling af Beboere, der vilde kommunicere med deres Præst. Det var to dejlige Dage, ogsaa Vejret, Spadsereturen o. s. v. At Sanne ikke var med, var kun det sædvanlige Savn, thi Tante Jette var allerede dengang s. 233 langt inde i sin sidste Sygdom. Om Eftermiddagen kjørte vi til Sludegaard igjennem Frørup; her standsedes Hans af Præsten, som bragte, eller jeg tror, en Dreng, som mødte samtidig, bragte en hemmelig Underretning; Hans stod hastig af Vognen, og med en forunderlig lyksalig Hilsen forsvandt han. Frederik havde samme Dag, og tildels i et Brev nogle Dage forud, ladet falde nogle Ord om en ung Pige, der var i Besøg i Frørup Præstegaard fra Præstens gamle Egn; men at Sagen var sin Ende saa nær, var vel ligesaa lidt faldet ham ind, som det kunde ane mig. Det var altsaa den Dag, jeg første Gang saae Ernstine Linnemann paa Sludegaard som Hans’s Brud; og endnu inden jeg kjendte nærmere til hende, maatte jeg glæde mig over min Broders Glæde; hvor meget mere nu, da jeg kjender hende! Derfor var det en glædelig Rejse, jeg skulde gjøre ved Enden af Oktober til halvanden Mil vest for Vejle med Brudgommen samt min Svoger og Søster fra Sludegaard, og Broder George, i en ypperlig Bryllupsstemning, for hvilken Efteraarets Barskhed maatte opløse sig til Solskin og belyse de nye Egne. Brylluppet stod imellen Gorms og Thyras Høje lige der, hvor Vejledalen ender med sine fortryllende Skovhøje endnu med mangefarvet Løv paa Træerne. – – Og nu sidder den kjære Brud henne i Langaa og forfrisker den kjære Præst, som let kunde bleven en Pebersvend, og os Andre med. — — Jeg havde endnu saa mange Ting, jeg skulde snakke med Dig om; men naar skulde jeg faa dette Brev færdigt, om jeg vilde have Alting med? Nu er det vel rettest at slutte, og kun til Slutning (omtrent som Funch en Gang, til Jakobines store Fornøjelse, i Ryslinge sluttede et Besøg, medens han stod paa Vognen, med de Ord: „Jeg maa dog endnu s. 234 fortælle to Historier“), nævne Noget af det Meget, hvorom vi skulde tale sammen, naar jeg ikke allerede stod med det ene Ben paa Vognen. Altsaa f. Ex. om Din Onkels Deltagelse i den spandetske Strid, hans lille Inserat om Luthers Ægteskab, hans lille Piece, som rigtig har glædet mig, men vel forarget Mange, som dog ikke høre til de Letsindige (han har da i ethvert Tilfælde mere Ret til som Lovfortolker at lægge Vægt paa § 3 i Grundloven, end de, der ville skyde den rent ud) — og især hans Prædikener!— eller Rudelbachs Yttringer om Luthers Ægteskab, hvorefter jeg aldeles Intet forstaar af denne hele Strid. Thi er en Trolovelse ikke ogsaa en kirkelig Handling? Men hvorledes bliver da Luthers et borgerligt Ægteskab? — eller Gabrielis, som Sanne (uagtet Stedet om den fynske Grevinde) sværmer for, og ikke alene hun, men Mennesker, med hvem hun ellers aldeles ikke deler Smag: — eller Clara Rafael, som slet ingen Lykke gjør i Fyn; eller Soldaternes Hjemkomst og Gilderne for dem; — eller mit Prædikeembede, som med hvert nyt Aar bliver mig heiligere, kjærere og sværere, og dog altid rigere paa Glæde, jo ringere jeg maa dømme om mig selv, og jo mere jeg ligesom maa begynde forfra paany, — o. s. v. o. s. v. — thi der er ingen Ende, før jeg siger: nu skal det ende; og saa er endda kun Brevet tilende og ikke min egen stille Samtale med Dig, min Længsel efter Dig, min Tak for Dig og for ethvert Brev, jeg faar fra Dig. Saa hils nu Dig selv, Din Stella og alle Dine fra Dine i Liv og Død og en Gang i Guds Rige med hans Hjælp evige Venner

Sanne og Otto.