Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1851-08-15)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 15. August 1851.

– – Imorges kom Sanne ud til mig i Haven, og fortalte mig, at der var kommen Brev fra Dig; og jeg havde nær besluttet ikke at læse det, før jeg i det Mindste havde begyndt paa et Brev til Dig; men, jeg havde dog ikke kunnet holde det; saa brød jeg det da; saa kom Sanne, og saa læste vi det strax sammen og lo af alle Parentheserne og alle disse Historier, der kom som gamle Venner og Medgjæster ved den store Højtid i Valløby [Biskop Mynsters 50 Aars Jubilæum og Bispevisitats i Valløby 17. Juli 1851, hvor Laub havde været Gjæst] og de nye Historier, der vare komne til, — og saa alt det Alvorlige! Ja det er dejligt, naar det Hellige og det Komiske saaledes kan gaa Haand i Haand! Saaledes var jo ogsaa den Dag i Valløby. At jeg læste dit Brev, hvori jeg fik Tak, fordi jeg kom, ikke for mig, men for Sanne, var jo ganske i sin Orden; thi dersom Takken tilkommer Nogen herovre, da er det hende, og ikke mig. Om denne Dag vilde du, at jeg skulde skrive; ja det vilde jeg ogsaa: jeg vilde sige Tak til dig og Stella, og i mit Hjerte til din Onkel, og til Vorherre for Alt, hvad jeg saae og hørte, og som jeg tør kalde uforglemmeligt. Men naar jeg skulde fortælle det igjen, saa blev det kun en Fortælling om mig selv, hvor jeg sad i din Kirke og ved dit Bord, og hvad jeg oplevede, en Beretning om det Indtryk, jeg modtog, og hvorledes jeg sank hen i det, og maaske saaledes just saae og hørte og sandsede meget slet. Havde jeg været med i Eders Konvent, hvor Dagen var paa Bane, saa havde jeg vel kunnet give min Skjærv med; thi jeg tror, at jeg maatte kunne kjende Alt igjen, naar jeg mindedes s. 236 derom. Jeg var ikke rigtig glad ved at skulle sidde oppe bag Korets Fængselsgitter og høre Din Prædiken udenfor; men jeg mærkede snart, at Du nok kunde bryde igjennem, og saa havde jeg Dig ganske nær, med Din „levende Gud“ (Ps. 84, 2—9). Dette ene Ord, som Du ogsaa i Dit Brev gjentager, er ogsaa for mig Din hele Prædiken, skjøndt det er vist, at dette ene Ord blev jo uden Betydning, et „Mundheld,“ naar de andre Ord ikke havde været med. – – Saa kom Din Onkel. Jeg kunde ikke nøjes med min Plads i Koret, men var uforskammet nok til at trænge mig frem til den allerbedste Plads, hvor jeg med Biskoppen hel for mig fra Top til Taa selv kunde sidde skjult for den hele Menighed bag det øverste Stolestade, og gjøre, tænke, huske, ganske som det nu faldt i min Lod. Saaledes maatte jeg bestandig have en Tanke, som ingen Anden kunde have: „Om nu min Fader sad, hvor jeg sad!“ — Din Onkel havde jo og sagt til mig om Morgenen: „Jeg veed nok, det, er for Deres Faders Skyld, De er kommen.“—Hans hele første Tale laa for mig i det første Ord, han sagde, efterat have gjentaget Din Text om Guds Huses Liflighed: „Ja, skulde din gamle Tjener ikke sige saa!“ Jeg fulgte ham paa hans Vandring igjennem de mange forskjellige Guds- Huse, de prægtige og de fattige, Spjellerup, Trinitatis og Slotskirken (jeg paa min Plads var maaske ogsaa berettiget til at tage Bregentved Kapel med, omendskjøndt jeg vel veed, at det var ikke denne historiske Gang, Talen tog, og derfor maaske og blev den Eneste, som kunde mene, at han allerede havde holdt sin Jubilæumstale, og derfor blive saa mægtigt overrasket, da han begyndte igjen. Ved hans Katekisation beundrede jeg den sindrigt anlagte og strengt holdte Plan, den Maade, s. 237 hvorpaa han helt igjennem forbandt de enkelte Stykker af den udvortes og indvortes Gudsdyrkelse i denne Orden, altid fra det Udvortes til det Indvortes (saa forekommer det mig, og jeg mener, at jeg her var en roligere og derfor paalideligere Iagttager, end foran og bagefter); men det forekom mig tillige, at denne Plan var for omfattende, denne Bevægelse frem og tilbage for svær til at kunne gjennemføres og lykkes endog i den ikke knappe Tid, som blev brugt hertil. Deraf trode jeg, det kom, at denne Del af Gudstjenesten ikke var saa livlig, som det Øvrige. Men desto mere maatte jeg beundre den gamle Biskops Kontenance, som ikke standsede, før han havde naat sit foresatte Maal, og især at han ikke var udmattet efter denne Anstrengelse. Nu vil jeg gjerne tro, at han vel havde kunnet udføre sin Plan under andre Omstændigheder, og at Grunden til, at det ikke gik her, ligesom i Lidemark, hvor ogsaa denne Deel af Visitatsen fik sin rette Skikkelse, var den Spænding, hvori han var, medens han ventede sin Families Komme fra Roskilde [de kom først, efterat Gudstjenesten var forbi]. Saa kom Du, og begyndte paa en fortrinlig, levende Samtale med Dine Konfirmander; men: „Tiden vilde ikke tillade,“ —· og saa kom den Gamle igjen. Ja, jeg syntes jo, da jeg hørte denne Tale, at den i det Mindste kunde man aldrig glemme; og det tror jeg og for vist, at den er mig uforglemmelig, at, ihvor gammel jeg end skal blive, og om jeg selv skulde komme til at holde Jubilæum, vil det staa lige levende for mig, at jeg var med den Dag i Valløby Kirke. Her sad jeg og saae paa ham, og der stod han, og saaledes talte han; saa simpelt og enfoldigt var det Ord, vi fik dengang af ham, ret ud af hans inderste Hjerte, hans s. 238 hele Liv, et Ord, som derfor ogsaa maatte gaa Enhver ind i Hjertet og forstaas og beholdes af Alle, som i ringeste Maade have gjort eller som længes efter at gjøre den samme Erfaring i deres eget Liv. Og naar jeg saa vil gjentage for Dig dette simple, uforglemmelige Ord, ligesom jeg allerede har prøvet derpaa for Andre, som ikke hørte det, saa er det dog det Gamle: „Ordet er der, men Ordene mangle,“ og de faa Linier, som jeg skriver, er dog ikke det, som jeg hørte, og som jeg mener, endog fyldte en ikke ganske kort Tid. „Min Gjerning er nu endt; men jeg maa endnu tillade mig at henvende Tanken nogle Øjeblikke — paa mig selv“ – – [Et udførligt Referat af denne Tale findes aftrykt Side 480—82 i „Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“ næsten enslydende med Laubs i Brevet anførte Gjengivelse deraf]. Den 18de. Jeg maa se at samle mine Tanker for at kunne fortsætte. Jeg veed ikke, om jeg har gjort Dig en Tjeneste med at fortælle Dig det, jeg ovenfor har, om Jubilæumsdagen. Det er jo egentlig noget Andet, Du har bedet om, nemlig, hvad din Onkel talede siden „ved Bordet.“ — Naar man i Selskab vil observere en Solformørkelse eller andet sligt „himmelsk Syn, hvis Lige“ osv., tænker jeg, man fordeler de for skjellige Parter, som skulle observeres, imellem sig. Saaledes kunde vi jo have delt i Forvejen, — om det havde hjulpet! Og naar jeg nu har været saa vidtløftig ved det, hvorom Du ikke bad, saa har det maaske ganske hemmeligt været af den Grund, at jeg saaledes anstændigere kunde slippe fra Dig der, hvor Du helst vilde haft mig, og sige: Kjære Ven! jeg sad og spiste og drak, og Sanne havde nok Lyst at vide, hvad der blev trakteret med ved en saadan Lejlighed; men tror Du, s. 239 jeg kan sige Andet, end at det smagte godt? Paa samme Maade sad jeg ogsaa aandelig og svælgede af de fortræffelige Retter, men videre kommer jeg ikke. Ogsaa her var Biskoppen Centrum, dog her, omvendt af i Kirken, mere Den, til hvem Talen vendte ind, end fra hvem den gik ud, fordi han egentlig ingen Tale holdt, saaledes som vi Andre hver paa sin Vis, men kun fortsatte Samtalen; Din Søster, Fru Saxtorphs Skaal endte han med en Tak for, „hvad hun havde været for hans Broders Hus og for os Alle.“ Hans sidste Ord var Takken til „den velsignede Vært og Værtinde og deres velsignede Børn.“ Til mig sagde han, da jeg havde talt: „Jeg sad just og tænkte paa, at jeg vilde udbringe en Skaal for den laubske Familie. Jeg kan saa levende tænke mig Deres Faders Deltagelse, om han kunde været med her. Ja vort Bekjendtskab (hans og Faders) gaar meget langt tilbage, til 1786, da kom min Broder i Skole,“ — saa om Moder: „Vi er Allesammen enige om, at hun er noget af det Dejligste, vi har set“ — osv. See, det var jo ingen Tale men Noget, hvoraf jeg kunde have godt, og hvem der for Øvrigt vilde. — Og nu, kjære Ven! jeg har jo endnu ikke sagt Tak for den Dag og min store Del i dens Glæde, og for den foregaaende, da Du ikke var hjemme, men Stella jublende tog imod mig og saaledes betog mig endog den mindste Tvivl om, at jeg var saa velkommen, at man vilde glemme den Ulejlighed, jeg paa en saadan Tid nødvendig maatte volde. Tror Du ikke, jeg ret har skjønnet paa, at jeg var den Eneste, om hvem dette gjaldt, ikke blot udenfor Familien, men fremfor den? — og saa, da jeg kom hjem fra min Tur for at møde Dig, og hørte af Din lille venlige Louise, at Du allerede var der, — og saa den første s. 240 Kaffe i den yndige Havestue, og saa da Klokkerne begyndte at kime osv. osv., — og saa alt det Øvrige, som hørte til Bispevisitatsens „3 hellige Dage til Ende,“ — vor Kjørsel sammen til Lidemark om Løverdagen (Samtalerne om vore Fædres og vort Venskab), og Fredag Aften i Havestuen med Eders Musik: de dejlige Mendelsohn-Bartholdyske Sager, og især, tror jeg, Haydns „Skabelse,“ disse forunderlige, originale og dog saa simple Toner (jeg tænker paa vor lille Hans og den Jubel, hvormed han kunde fare hen til sin Moder, naar jeg sad ved Klaveret, og udbryde: „Det er af Haydn!“); — og Din Onkels Ord, da han gik igjennem mit (Olivias) Kammer Fredag Morgen „med en hvid Pind i Munden“ (eller i det Mindste ikke i Ornat) og fandt mig, som ikke endnu vilde gratulere ham, læsende i en tydsk Dogmatik (disse Ord, som gottede Zeuthen saa inderligt, og hvorom han sagde, at det var ægte Mynstersk): „Hvad er det, De der læser? — naa ja, det er en daarlig Bog.“ —· Søndag Morgen kjørte jeg Kl. 7 fra Lidemark i dejligt Vejr en dejlig Vej til Sorø, og naade at faa Zeuthens grundige og livlige Prædiken for faa Tilhørere, deriblandt Ingemann og., hans Kone – –

Eders Otto.