Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1852-05-24)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 24. Maj 1852.

Kjære Christian! Det er jo en stor Gjæld, hvori jeg nu staar til Dig, først ved Dit Brev fra 26. April, og derefter ved det lille, som saa snart fulgte efter, om Eders lille Søns Fødsel. Og hvad tænker Du om mig, at jeg endnu Intet har gjort for at formindske den? Tænk, hvad Du vil, kun ikke, at jeg har glemt den eller Dig og Dine og Eders Glæder og Forventninger, eller at Du igaar stod første Gang i Dine nye Kirker, hvor nu ogsaa Du skal vidne. – – Jakobine vilde paa alle Mynsteres Vegne leve min Søns Konfirmation med os. At han skulde konfirmeres, vidste Du ikke og Ingen af vore Venner, fordi vi selv i lang Tid ikke vidste, hvad der var det Rette. Han var meget ung, meget yngre end jeg, da min Fader velsignede mig. Havde han, som du mente, skullet fra os til Sorø, saa var det ikke sket; der er jo Zeuthen. Men han skal til Efteraaret til Odense; og hvorledes det der gaar til, naar Skoledisciplene skulle konfirmeres, veed jeg ikke. Harms (har Du læst hans Levnet? ellers maa Du dog; det er kun en lille Bog) mener ikke, det gaar godt til i den Henseende ved en Latinskole, og at en Præst skal gjøre det, før s. 245 han sender sin Søn derhen. Efter hans og Andres Raad har jeg da gjort, hvad jeg saa gjerne vilde. Gud lægge sin Velsignelse dertil! — — Angaaende den roskildske Psalmebog da haaber ogsaa jeg, at den kan blive et Middel baade til at vække og til at samle og forsone. Derpaa mener jeg den er anlagt, og derfor, omendskjøndt der er Meget i den, som jeg personlig ønskede anderledes (just Saadant, hvori jeg maa mene, at Personlighed og subjektiv Smag har gjort sig for meget gjældende), har jeg været med at underskrive et Andragende (som jeg selv efter Anmodning havde konciperet) til dens Anbefaling hos Ministeriet, fordi jeg mener, det er godt, at den indføres, hvor man ønsker den, og at den prøves ved Brug. Det er Ferdinand Fenger, som har foranlediget dette Skridt. Han skrev, at Eders Biskop var imod Psalmebogen. Jeg havde ikke ventet Andet, og kan godt forstaa hans Grunde: at man skal bie, til man kan faa noget Fuldkommere, og at denne Tid ikke har Ro nok til et saadant Arbejde. Men mon dog ikke længere hen Spaltningerne ville blive større, dersom man ikke i Tide begynder at række hinanden Haanden? Jeg mener ikke, at din Onkel skal direkte række Haanden hertil; det kan han udentvivl ikke; men jeg tænker mig dog, at dersom denne Psalmebog bliver indført, og han lever, saa vil han selv forstaa at bruge den, paa samme Maade, som han har forstaaet. uagtet han egentlig ikke vilde, at skrive sine sidste kirkehistoriske Bispeprogrammer paa Dansk, og saaledes har givet efter for Tidens Fordringer, virkelig har givet og ikke ladet sig aftvinge. Ja disse Bispeprogrammer! som Jakobine skaffede os fra Bergenhammer, og som vi læste højt om Aftenen til Bevis paa, at de virkelig vare skrevne paa Dansk. s. 246 Hvorfor komme de ikke med i hans „Blandede Skrifter?“ Har han isinde samlet at udgive denne „Indledning til en Kirkehistorie?“ Kunde han saaledes blive ved, indtil det blev en hel Kirkehistorie, — saa maaske jeg opgav at læse det sidste Bind af Neanders, som endnu staar uopskaaret paa min Hylde.

Men nu om noget Nyere, som jeg gjerne vilde have fat paa, f. Ex, Din Nabopræst Würtzens Prædiken fra Visitatsen forrige Sommer, som du har lovet mig. Og maaske kan da gamle Provst Engelbreths Paraplybrev følge med, som du ogsaa nok veed, jeg skulde have herover som en Eftersankning fra Jubilæumshøsten — —