Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1852-08-18)

Haagerup, 18. August 1852.

– – Iblandt Besøgene i Sommer var da og min gode Svoger og Søster fra Sorø. Jeg vilde gjerne haft dem med til Faddergildet, men det naades kun halvt. Allerede tidligere havde Zeuthen skrevet, at han tænkte paa Noget i denne Sommer, hvorved han ogsaa mente at kunne faa vor Hieronymus med. Saa kom omsider et Brev, hvori han indbødes til at komme til Sorø og derfra rejse i stort og lystigt Selskab til Møen. Da det nu var gaaet godt med hans Examen i Odense, hvor han kommer i 4de Klasse, og et Saar, han havde tilføjet sig i et Ben, ikke kunde blive til Hindring, blev denne Invitation forkyndt og naturligvis modtaget med stor Jubel. Han begyndte da sin første Udenlandsrejse over et stort Vand i et ordentligt Skib (han havde flere Gange været med i en Baad til Ærø) til Fætrene i Sorø, hans bedste Venner, og saa efter 2 Nætter der, gjennem det s. 247dejlige Sydsjælland til Møen. Sanne proponerede mig, som selvbuden Gjæst at gjøre Turen med og saaledes engang faa Møen at se, der var Meget, som fristede, men saa skete det dog ikke, fornemmelig fordi jeg i saa Fald maatte gjøre en Forandring i Zeuthens Plan; og nu var det for sildigt at korrespondere derom. Hieronymus kom der da, og spadserede 2½ Dag omkring med sine Venner paa de dejlige Steder. — Saa kom de da Alle 8de Dagen før vort Faddergilde over Svendborg til Haagerup; men Zeuthen kunde nu ikke blive og opfylde mit Ønske at være Fadder; men vi levede dog to gode Dage med hverandre. Du kjender Zeuthen, og jeg behøver ikke at sige Meget om den Glæde og Opbyggelse, man har af at leve med ham. Naar det undertiden bedrøver mig, at han ikke kan finde sig i Andre, som jeg gjerne vilde have ham sammen med, saa er det kun, fordi jeg glemmer, hvad jeg ellers nok kan sige mig selv: det er just det Fortræffelige ved ham (omtrent som ved din Onkel), det Faste, Stærke, bestemt Udprægede, som gjør, at han maa gaa sin egen Vej, og ikke saa let som de Løsere (f. Ex. jeg selv) kan amalgamere sig med mange Forskjellige. Jeg kunde trænge til en saadan Egestamme i min Nærhed. At jeg paa denne Maade havde ham her en Søndag i min Kirke, regner jeg ogsaa til det Gode; jeg trænger dog ogsaa imellem til at prædike for Venner iblandt Præsterne, og endnu mer til at høre dem prædike; men begge Dele sker saa sjeldent. (Husker du Harms’s Ønske om en Præsteferie?) Tak for Provst Engelbreths Brev, som jeg har læst igjen med stor Fornøjelse, men beholder indtil videre. Og nu lev vel!

Din Otto.