Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster , Frederik Ludvig FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1854-02-07)

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 7. Februar 1854.

Kjære Ludvig! At faa et Brev færdigt til Dig med denne Post, er nu ikke mere at tænke paa, men jeg vilde dog saa gjerne endnu paa denne Dag [Biskop Mynsters Begravelsesdag] faa begyndt et Brev til en af Eder Mynstere; og nu er Du dog den Nærmeste, fordi Du igaar har sendt mig et Brev. Jeg vilde dog saa gjerne, inden denne Dag ender, sige dog til En af Eder, hvor kjær han har været og skal evig blive mig og Sanne og med Guds Hjælp efterhaanden flere og flere af dem, som endnu ikke kunne forstaa os, han, hvem de i Dag have baaret bort, hvem vi nu ikke tiere skulle se hernede. Jeg kan ikke sige, at jeg egentlig har sørget ved hans Død; det er jo gaaet, som det skulde, som vi altid havde ønsket, ja næsten med Vished forudsagt, at det s. 251maatte gaa: „hans Øje var ikke dumt, og hans Kraft var ikke veget fra ham.“ Da jeg nu hørte, at det var sket, kunde jeg ikke Andet end glæde mig over, at han nu var kommen ud fra saa Meget, som man veed ikke hvorledes eller hvormeget kunde formørket hans sidste Dage. Thi skulde denne Kirkekommission udrette Noget, saa kunde vel ikke Alt blive efter hans Ønske, — og skulde den Intet udrette, saa vilde han jo faa Skylden. Men just med Hensyn til denne Kirkekommission, hvorpaa jeg strax maatte tænke, og hvorom jeg just i de Dage havde talt en Del, faldt dette Dødsfald som en tung Anelse paa mit Bryst, — det var mig, som om der maatte ske noget Nyt, nu „den Gamle“ (som Søren Kierkegaard kaldte ham i Samtaler med Zeuthen) var borte, som om der var Noget, der havde biet paa, at han skulde af Vejen, for at bryde frem; og saa er han der ikke mere, som kunde holde igjen [2. Thess. 2, 7]. Hvad der i hans Tid blev, om ikke forsonet, saa dog dæmpet, vil dog komme til at staa langt skarpere imod hinanden, og om ikke i Kommissionen, saa desto vissere udenfor den. Maaske det, er godt og paa Tide, at det kommer dertil; men det er dog ikke hyggeligt at gaa i Møde. Se, paa denne Maade skulde et saadant Dødsfald ikke tages, og derfor vilde jeg saa gjerne have været med Eder i Dag ved hans Kiste, for at komme til at tænke mere tilbage, end frem, og blive saa glad, som man dog kan det ved en saadan Mands Begravelse, naar man opfyldt af det, der ligger bagved, springer hele Fremtiden over lige ind i Evigheden. — —