Fra F. L. Mynster til Otto Laub.
Emilsminde, 14. Februar 1854.
Kjære Otto! Da jeg sidst skrev til Dig om den os Alle saa kjære Onkel, anede jeg ikke, at han var draget herfra og var indgaaet til sin Herres Glæde og til Gjenforeningen med de kjære Forudgangne — Din Fader, mine Forældre, Heger, ja hvem kan blive færdig med at nævne dem Alle! — — Paa Begravelsesdagens Aften viste de mig hans Stue, hvorfra hans Bønner og ophøjede Tanker vare stegne derop, hvor han nu er salig. Den havde været brugt, ikke været kold og tom, siden hans Bortgang. Hans sidste literære Arbejde blev at fuldføre sin Biografi. De havde i Ugen før Begravelsen læst den for Tante i hans Stue, og Ludvig desuden for sig selv paa Kvistkamret. Der er i den Meget om hans Kamp og Stræben, før Gud gav ham, og derved saa Utallige, Trossejren: „Det endnu Ubekjendte er dog nok endnu det Allerbedste,“ sagde Ludvig; og Joachim sagde, at der var Meget deri om min Fader. Det allersidste Arbejde var at skrive Indberetningen om hans sidste Visitats: „Der mangler altsaa fire Sogne; thi da Høsten var begyndt, standsede jeg Visitatsen. Det er ikke godt at visitere i Høstens Tid.“ Fra at have skrevet dette gik han ind i Dagligstuen og satte sig stille ned (Kl. 4½, Løverdag 28. Januar) i Sofaen. Hans Svigerinde Ida Münter sad ved Vinduet og syede. Tante var i Roskilde og havde der just været hos min Søster Sara og talt med Glæde om Alt hjemme og især om, at Onkel var saa rask, og at nu forestod det, at han snart skulde indsætte den sidste af ham ikke indviede Biskop, da Øllgaard havde resigneret. — Saa bad Onkel Ida gaa ind og spise alene, da han Intet skulde have. Først derved blev hun opmærksom s. 253paa, at han var syg. Paa hendes Spørgsmaal svarede han, at han havde Sting i Brystet og befandt sig ilde, men vilde sidde lidt i Ro. Hun blev da siddende ved sit Arbejde, men Kl. 5 bad han hende følge ham ind i hans Stue; og da hun ledte ham over Stuen, gik Døren op, og den stakkels kjære Tante traadte ind, og forstod strax, hvad det betydede. „Gud, hvad er det!“ var det eneste Smertensord, der undslap hende, men saa var hun strax beredt til at bære Alt, og fulgte ham ind. Henimod Kl. 7, da det blev værre, sendte Tante sin Søster i en Vogn ud til O. Bang. Der havde det brændt en Time i Skorstenen; den var netop revnet, og Luerne stode ud i Stuen, og Tømmerfolk toge Gulvet af for at slukke Bjælkerne; men Onkel Bang maatte jo strax afsted fra sin ængstede Familie, som dog slap med Skrækken. Efter en Aareladning blev Onkel noget roligere; Kl. 11 kom Bang igjen; om Natten sov Onkel noget ogled ikke meget. Kl. 10 Søndag Morgen begyndte Fantaseringen og vedblev. Af og til kjendte han dog de Omværende. Kl. 10 Søndag Aften stod Paulli og bøjede sig ned over ham; da saae han op, og sagde: „Min gode Paulli!“ Det var hans sidste bevidste Ord. Mandag Morgen Kl. 5½ var det forbi. Han havde neppe lidt meget, og der var ingen egentlig Dødskamp mærkelig, saaledes som da Din Fader døde. Min Søster Rikke *) var der Søndag Morgen; hun fandt dem usigelig bedrøvede men fromme og velsignede som altid, og bedende Gud, at lade det blive Døden, at han ikke skulde overleve sig selv. Om Mandagen saae hun dem igjen; da var Ludvig kommen fra Nestved henad Aftenen; hun sagde om dem, s. 254at hun erindredes ved, hvad hun der saae, om de Ord i en af Thaarups Sange: „Kun Tak til Gud, ej Klage lød.“ Og kan Du ikke nok forstaa, at Alt, hvad jeg der hørte og saae, var Smerte, men en Smerte, som var usigelig rig paa Trøst. Ingemann maa nok sige; „En Sten i Tempelbuen brast;“ men Buen hvælver sig endnu stærk over Christi Kirke paa Jorden. — — Jeg kom til Kjøbenhavn Søndag mod Aften. Jeg logerede Dør om Dør med Christian; han kom Dagen efter. Bergenhammer var der ogsaa; han havde hørt Martensen prædike; Alle vare enige om, at den Tale havde været hjertelig og rig og dertil et Mesterstykke. Hauchs Digt kom i Tirsdags til Tante i Manuskript; det fandtes af dem Alle at være det skjønneste, — nu ogsaa af os herude. – – Og saa Begravelsen! Kl. 10 kom, medens Klokkerne ringede, Vognen efter Christian og mig. De Budne samledes i Konsistoriesalen, hvor jeg saae alle de Nærmeste samt de Fornemste, saasom 4 Prindser o. s. v. Gamle Ørsted har jo været blandt dem, der her tabte Allermest. Han havde grædt meget ved Efterretningen. Hvor han er Din Fader lig i Meget! Jeg besøgte ham en halv Time Aftenen forud (Mandagen den 6. Februar). Han talte saa bevæget om de dybe Tab, han havde lidt: Onkel, hans Broder, Oehlenschläger og Rosenvinge. Fru Ørsted *) talte om hans og Onkels Venskab og sagde disse af Onkel anførte Linier af Ewald i Dedikationen til Ørsted af en Afhandling over Dogmatiken:
Som Venskab, saa Din Saft, Du ædle Mokkafrugt,
Skal være stærk og varm og ren og umisbrugt.
Saa gik vi parvis i Procession ind i Solennitetssalen, s. 255gjennem Vestibulen, over Pladsen mod Bispegaarden, ind ad Kirkens Hovedindgang og op ad Midtgangen. Nedenfor Trappen op til Koret stod Kisten beklædt med sort Fløjel og kun med en Inskriptionsplade og en Pude med Ordener, helt omgiven af smukke Krandse, som laa op ad Siden og paa Gulvet; en Mængde Kandelabre med Voxlys og omvundne med Flor. Ghristusstatuen var det eneste ganske utilhyllede Sted. Jeg fik Plads i Stolen tilvhøjre for Kisten. Saa kom et Par hundrede Præster og fyldte næsten hele Koret, Rikke var i Galleriet og sagde, at Processionen var saa højtidelig og smuk. Fire Kandidater stode med Marschalstave ved Kisten, to gamle hvidhaarede Præster stode nedenfor Kortrappen, den ene var Provst Holten fra Skuldeløv; fire Biskopper; men Du var der ikke; dog var der een Laub-Repræsentant: den gode, varmtfølende Zeuthen. Kisten saae saa smuk og saa lille og ydmyg ud i den store Kirke, hvor vi To en Gang have set og hørt ham holde hin mægtige Indvielsestale, da han tiltraadte sit arbejdsfulde og velsignelsesrige Bispeembede, og hvor vi To og Vilhelm og George en Gang hørte ham prædike om Sjælens Udødelighed, og hvor han nu (som der staar i Paludan-Müllers Kantate):
Op fra vort Bryst
Talede selv ved sin Kiste
Ordet til Trøst;
Levende saae vi ham for os.
Ja, og saa kom Fredr. Paludan-Müller ydmyg og kjærlig og stille og lagde sin Krands ved Siden af de andre. Ludvig og Joachim fandt, at der var ikke Meget i den; men deri var der dog aabenbart megen Ærbødighed s. 256og Tak og Rørthed, at vor i en stor Betydning største nulevende Digter ligesom ikke nænte eller turde flætte andre Blomster ind i Krandsen, for at man kunde have Ro til at være helt med alle Tanker hos Onkel og med næsten ingen hos den Digter, som rørte Harpen ved hans Grav. Men det forstaar sig, det Samme gjælder om Hauchs, og deri var dog noget Stort og mere Indhold. Hauch er det danske Folks Stemnings fyldigste og rigeste Røst ved alle store Anledninger. — Ja, de sang det første Stykke af Paludan-Müllers Kantate dejligt, kan Du tro! men Melodien var atter noget af det Enfoldigste i Ordets hele Betydning, jeg har hørt. Saa kom Tryde og talte varmt og godt; saa kom Onkels eget Vers: „Eet alene vist jeg veed, Dette: Gud er Kjærlighed“ (Bl. Skr. III, Side 365) med lidt rigere Musik, fuld af Fruentimmerkor og Gjentagelser. Det syntes nu Christian især var udmærket udført, men jeg forstod ikke den Musik ganske; Du veed, jeg er dum paa det, som ikke er tilgjængeligt for ulærde Musikøren. Derefter talte Engelstoft, og det var smukt at høre den unge Biskop især dvæle ved Mindet om, at Onkel havde konfirmeret ham. Han stillede sig derved ganske ned mellem alle de mange Taknemmelige, der havde set op til Onkel og vare blevne indviede til Vandringen af ham i deres Ungdom. Derefter kom Rudelbach; Ordene og Maaden, hvorpaa han stod og sagde dem, vare yderst simple. Ordene af Jobs Bog 7, 6: „Mine Dage ere fløjne bort hurtigere end en Væverspaalle,“ kom i det Mindste fire Gange igjen. Han endte med et stærkt Vers af Kingo: „Angest skal avle en varende Glæde;“ og saaledes lød dog ogsaa Kingos Harpe ved Onkels Grav. Men det Vigtigste var at Rudelbach stod der og talte sine udtrykkelig s. 257forlangte og „ham nødvendige syv Minutter,“ og flere Gange sagde Ord som disse: „Have vi nogensinde staaet ved en Grav, som vi med fuldeste Overtydning have følt, at Guds Velsignelse omfreder den, da er er det ved vor salige Biskops Grav.“ – – „Ikke at jeg allerede har grebet det“ o. s. v. (Ellers var her den Besynderlighed, at han sagde (Ps. 90, 10): „Da ere de 60 Aar, eller om Nogen haver megen Styrke, 70 Aar, eller noget mere.“ Er Stedet ikke korrekt oversat i vore Bibler?). Tryde sagde, at efter de store Profeter plejede smaa at opstaa og hentydede til „Eliaskappen“, som nu Ingen vidste hvo der skulde arve. Efter Rudelbachs Hilsen fra den ubehøvlede Del af Kristenheden sang hele Forsamlingen med stærk Fuldstemmighed Slutningspsalmen, ledsaget af Orgelspil, som knap kunde høres igjennem, — saa kom dejlige Orgeltoner, og lidt efter lidt blandede Basunerne sig deri, medens Kirken begyndte at tømmes; og saa begyndte tilsidst, medens Kisten udbares af Studenter af alle Fag og Aldere, en i Sandhed opløftende Triumfsang af lutter Basuner, der udfyldte den store Kirke og lød ganske overjordisk stærkt og gribende. Kisten blev baaret, ledsaget af gaaende Følge, til udenfor Nørreport, hvor den sattes paa Ligvognen, og saa kjørte vi (omtrent ⅓ af Følget) til Assistentskirkegaarden. Ved Graven talte Paulli et hjerteligt Afskedsord; og efterat Alt var forbi, gik en gammel Præst hen og saae ned i Graven, hvilket Mange af os Andre ogsaa gjorde; da jeg saae derned, spejlede den blaa Himmel sig i den lille Metalplade paa Kistelaaget; og med dette Glimt af Himlen forlod jeg hans Grav. — — Paa Hjemrejsen havde jeg den Glæde at følges med Zeuthen til Sorø. — —