Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 21. Febr. 1854.
Kjære Christian! Vi To skulde dog i denne Tid have et Ord at sige hinanden. Det har jeg sagt mig selv hver Postdag, siden Efterretningen kom om Din Onkels Død; men derved er det blevet. Jeg veed ikke, hvorledes det gaar, men med Aarene falder det mig bestandig sværere at holde endog den kjæreste Korrespondance vedlige; jeg synes ikke jeg kan overkomme Mere end de ugentlige Breve til min Broder Frederik i Langaa og til min Søn i Odense. Til Din Broder Ludvig har jeg dog overkommet Lidt, fordi jeg dog maatte meddele mig strax til Nogen med det Navn, og fordi han i flere Henseender nu var den nærmeste for mine Tanker; han havde f. Ex. efter Din Onkels Død, men uden at vide den, skrevet til mig. Havde jeg været paa hin Side Beltet, eller faaet Efterretningen saa tidlig, at denne Hindring havde tabt i Betydning, saa havde jeg ikke havt Behov at skrive nu, eller kunde gjøre det lettere, fordi Brevet da kun blev en Fortsættelse af en Samtale; thi da havde vi været sammen den 7de, og hvad vi hørte, om ikke just hvad Menneskene talte, som ved en saadan Lejlighed altid maa lyde mat i det store Rum, saa de andre Røster, baade de højmælede, som Basunerne og en virkelig Menighedssang, og de tause, som her maatte komme tillive, vilde jo løse Tungebaandet, naar man igjen sad ene sammen. Allerede Beskrivelsen af denne Dag har gjort en saadan Virkning paa mig, ikke just Bladenes, men i Breve fra Kjøbenhavn, Maribo og især et fra Emilsminde. Din Broder har en Gave til at opfatte det Gode i Alt, f. Ex. det Passende i, hvad Andre have kaldt det Fattige i Paludan-Müllers Vers s. 261(jeg var dog forud enig med ham i at glæde mig over disse Vers) og det Glædelige i Rudelbachs Hilsen fra „den ubehøvlede Del af Kristenheden“ (Ludvigs Ord). Af hvad jeg har set, staar Hauchs Digt og Martensens Prædiken øverst. Men det gaar ellers underligt med en saadan Begivenhed, som man dog mener angaar Ens helt inderste Væsen saa nøje, og dog maa have forklaret ved Andres Ord, for ret at kunne forstaa den, og det efterat man i lang Tid har sagt sig selv, at den var nær for haanden, og meent, at man var aldeles beredt paa den. Der skal gaa lang Tid, før man kan faa samlet i sit Sind, jeg f. Ex. alt det, hvorved jeg i saa lang Tid har hængt sammen med denne Mand, lige fra min Barndoms første Erindringer til det sidste Syn af ham 1851 i Lidemark Præstegaard. Det Første, man skulde sige sig selv, det var, hvad man har haft, og har, og ikke kan miste; men jo mere det gaar over i Ens Kjød og Blod, uformærkt, som alt det Staaende i Livet, desto mindre kan man saaledes udsondre det og stille det frem for sig; og deraf følger en Tomhed ved Tidenden om, at nu er det afsluttet, som er saa uhyggelig og gjør, at man kaster sig over Fremtiden, og spørger om, hvad der skal komme efter.
22de Februar. Hvad det var en ypperlig Text, Martensen havde fundet: „Efterfølger deres Tro!“ Det er dog det eneste rette Svar paa Spørgsmaalet om Fremtiden, og hvad der nu skal følge; og dette „deres Tro,“ det faar dog en ganske egen Kraft ved Tanken paa denne Mand: ikke blot om det Objektive, „den Sag, han levede og stred for,“ men ogsaa især, mener jeg, om det Subjektive, „det Sind, hvormed han levede dette Liv“. Der er dog ingen Ting, som mindre kan forenes s. 262med, „at efterfølge hans Tro,“ end at være forsagt. Jeg veed ikke, om det er gaaet Andre, som mig: Det Første, der stillede sig frem for mig ved Efterretningen om hans Død, var Kirkekommissionen. Tilforn havde den ikke beskjæftiget mig meget; naturligvis har jeg tidt baade tænkt paa den og talt om den, men den har ikke voldet mig nogen Uro. Den engang saa meget bebudede Synode har jeg aldrig trot stort paa, om jeg end maaske fra Begyndelsen ikke har tænkt mig, at den saa bogstavelig skulde blive til Intet; men noget Godt har jeg i det Mindste aldrig ventet mig af den; og af Kommissionen har jeg ikke ventet mig noget Nyt i egentlig Betydning, og kan endnu ikke tro Andet, end at vi ere bedst tjente med, om Alt kunde blive nogenlunde ved det Gamle, kun sikret mod Rigsdagens Vilkaarlighed, som for mig er langt uhyggeligere at tænke paa, end Regjeringens, Kancelliets osv. Men da nu han var borte, var det med Eet, som om denne Kommission fik noget Andet at betyde, som om vi nu dog stode ved Overgangen til noget Nyt; og jeg er nu langt mere spændt paa at faa at vide, hvad denne Kommission vil. Jeg kan ikke sige, at jeg har nogen Frygt for den, naar den kun kan hænge sammen og blive enig; og jeg vil ikke tage Del i nogen Demonstration imod den, hvortil jeg vel har været indbudt. At Clausen er bleven dens Formand, er i sin Orden; men deraf følger da ikke, at han skal blive Sjællands Biskop. Jeg hører, at Grundtvigianerne ønske ham, men mon de ikke vilde blive narrede ? han er en Frihedsmand, men mon han ikke alligevel vilde blive dem et strengt Herskab? Martensen vilde jeg helst ønske (skjøndt han ogsaa kan fattes Meget i at udfylde den ledige Plads); og jeg maa anse det for en s. 263Usselhed, dersom virkelig hans Yttringer om Angeln (om de vare nok saa skjæve) skulde kunne hindre ham i at blive Biskop — saa langt fra Angeln og fra al Indflydelse der som muligt — —
Men nu noget af det Gode, hans Efterladenskaber, ikke blot hans Lysestage, Sax, Pibe osv., som er delt ud, men det, hvori vi Alle skulle faa Del: Først hans Erindringer, saa hans Taler, og maaske endnu mere hans Kristendommens Historie, hvoraf vi kjende 3 ypperlige Stykker, som vi have Ret til at fordre i hans „Blandede Skrifter“ — —
Det er længe siden, vi To have skrevet til hinanden, og jeg gider nu ikke undersøge, hvem af os der er Synderen — — Tænk paa, at jeg endnu ikke veed, hvorledes Du befinder dig i Karise, om Du savner Valløby, som jeg i saa lang Tid Ryslinge, at Du egentlig kun har fortalt mig, hvorledes du lever, naar der er Bispevisitats; men det er jo ikke det daglige Liv. At det var godt ved disse Visitatser, som nu aldrig komme saaledes igjen, det vidste jeg da af egen Erfaring. Og jeg siger, Gud ske Lov derfor, og endnu engang, efterat han er gaaet bort, og derfor maaske endnu hjerteligere, Tak til Eder, som tog mig med. At jeg har set ham i en af hans Livs heiligste Timer, som jeg maa anse den i din Kirke for, skal jeg aldrig glemme — — Og nu, hils alle Dine, Din kjære Stella og Børnene! Skulle vi ikke engang ses, og Sanne og Stella gjøre ordentligt Bekjendtskab? Lev vel, Du Kjære, med alle Dine! Sanne hilser paa gammel Vis; hun er jo en af Din Onkels Konfirmander og er altid vedbleven at være det.
Din O. Laub.