Fra Christian Mynster til Otto Laub.
11. Marts 1854.
Kjære Otto! Da det store Sørgebudskab kom, begyndte mine Tanker jo snart at, vandre om til dem, der staa mig nærmest, og med mig vilde forstaa Tabet, men ogsaa Glæden; og saa kom de da ogsaa til Dig. Her fik vi Aviserne og Brevene med Budskabet paa een Gang. Jeg blev lidt ene her i min Stue for at samle mig, og forstaa, hvad der var sket, men kom ikke til at forstaa det, førend jeg fik Stella herind og kom til at græde med hende over den elskede faderlige Onkels Bortgang; og vi kom jo snart til at takke Gud og glæde os over, hvad der var sket. Især efterat vi kort før Jul havde set den velsignede Onkel og mærket og hørt af Lægerne, hvad der var nær forestaaende *), kunde vi ikke Andet end være bekymrede for, hvad hans Livsaften vilde bringe for Byrder; men saa viste atter Han, der kjender Tider og Veje, at vi rolig kunne kaste al vor Sorg paa Ham. Og naar nu Fremtiden ofte synes os saa betænkelig, saa veed Vorherre jo ogsaa her nok Raad. En saadan Biskop faa vi jo ikke; men den, vi nu trænge til, ville vi jo nok faa; og Overhyrden vil styre Alt til det Bedste, om ogsaa gjennem Trængsler. Hvad Andet end Trængsler kan ventes, naar Kirkesager skulle afgjøres af en Rigsdag, hvori Tscherning og Jens Pedersen Kjøng, der har yttret, at Mormonerne ere ligesaa gode Kristne som Andre, føre Ordet. Det var jo høj Tid, at Kirkekommissionen blev nedsat, hvorom Onkel var den Første s. 265som underrettede mig, sidst jeg saae ham. Saa liden Lyst han end havde til at faa Sagerne saaledes ordnede, saa ivrigt arbejdede han efter Paullis Udsagn, da han først havde maattet begynde; og det var jo ogsaa hans sidste Gjerning, da han den Løverdag forhandlede den Sag med Engelstoft halvanden Time til henved Kl. 2.— Af den Kommission kunne vi vel ikke vente Synderligt, maaske dog, efter hvad der berettes, Tilladelse til at indføre Roskilde Psalmebog, hvor Præst og Menighed enes derom. — denne Bog, som ved flittigt Brug er bleven mig meget kjær, og sikkert i og for sig er en fortræffelig Bog, hvorom ogsaa Onkel her ifjor paa Visitatsen sagde, at, om han nu skulde indføre nogen ny, vilde det blive den. At Sognebaandet løses, vil vel ikke medføre stor Ulempe, maaske endel Godt; og at Konfirmationen foretages to Gange aarlig, er vel heller ikke af stor Betydning; jeg glæder mig endog til at læse med Konfirmander tidligt om Morgenen paa smukke lyse Sommerdage, saa tidligt, at Sommerheden endnu ikke har gjort dem søvnige. Vi opnaa derved at blive fri for denne idelige Aldersdispensation. — Clausen vilde vel i og for sig være den dygtigste, men hans Forhistorie og nu sidst hans Demokrattaler i Børssalen maa dog gjøre hans Valg umuligt. — — Da jeg havde læst Martensens Prædiken, forekom han mig at være Den, som havde opfanget Eliaskappen, og vi maa vel ogsaa være enige med Ministeriet om at ønske ham. Nu skal Kongen have erklæret sig bestemt imod ham, skjøndt hans Optræden i Slesvig vistnok slet Intet har at betyde i denne Sag. Kongen skal have fordret Clausen, og, kan han ikke faa ham, saa Bindesbøll. – – Men under alt dette Betænkelige glæde og trøste vi os nu for det s. 266Første ved det Meget og Dyrebare, vi med det Første kunne vente fra vor kjære gamle Biskops Haand, der skjænkede os saa mange rige Gaver, og blandt dem alle, i det Mindste for os, der stode ham saa nær, og levede alle vore Aar med ham, hans Meddelelser om sit Liv, hvorom «Sønnerne og Paulli talte med den største, ja med den største Forundring, hvori han vil indvie os i sit Livs dybe Væsen. Vi fik i Valløby paa Jubilæumsdagen en Anelse om, hvad vi tør vente. Du har vel hørt, at Onkel den sidste Formiddag ganske imod Sædvane lukkede sig inde i to Timer; han vilde være uforstyrret ene, da han vel følte Aftenstunden nær. Oftere havde Børnene bedet ham udgive nogle Lejlighedstaler; han svarede spøgende.: „I skulle jo ogsaa have Noget at udgive, naar jeg er borte;“ — og saa laa denne store Samling aldeles færdig til dem og os. Da Tante og Joachim efter hans Død kom ind i hans Stue for at efterse nogle vigtige Papirer i den Skuffe, hvor han havde vist hende, at de laa, havde han flyttet dem om i en anden, men i denne havde han lagt sit Livs Meddelelser, for at det skulde være. det Første, de skulde finde efter ham. Da Joachim spurgte mig, om jeg vilde have Noget imod, at nogle Meddelelser om min Fader, navnlig om hans Ungdomskjærlighed, bleve publicerede, bad jeg· dem kun give os Alt, hvad Onkel havde meddelt; hvor kunde vi ønske en Tøddel udeladt? Om det sjeldne inderlige Forhold imellem de to Brødre skal der navnlig være saare Meget; uendelig længes jeg efter dette Værk. — Hvor godt, at Herrens gamle trofaste stærke Tjener blev forskaanet for at se alle disse nye Former gjøre sig gjældende i den danske Kirke, som nu vist ville komme. Imidlertid tør vi vel haabe, at det s. 267ikke vil blive ganske saa galt, som Grundtvigianerne varsle og Sværmerne ønske det. — —
Den eneste Grundtvigianer, som jeg saae i Ligfølget foruden Ferdinand Fenger, var Peter Rørdam, der var taget ind til Byen for at følge Biskoppen. At Kirketidenden ikke med et Ord har udtalt nogensomhelst Anerkjendelse af hans Fortjenester, ligner dem ganske; noget Ubehøvlet hørte jo altid til de Folks Væsen. At „den store“ Rudelbach talte ved hans Kiste, glædede mig, men maa være kommet dem noget paatvers. Det var sikkert den bedste af Talerne. – –
Til vor Tids Underligheder hører da ogsaa disse indre Missioner fra Lægfolk i Ringstedegnen. En saadan indre Missionær har ogsaa været her i Egnen; men at han hidtil ene har prædiket, hvor der allerede er vakt Kirkeliv, synes at tyde paa en af de Skrøbeligheder, hvoraf det Væsen lider; det er dog vel i Ørkenen han skulde prædike og ikke der, hvor han med Lethed kan faa en Skare samlet om sig. Han har i Vinter været hos Peter Rørdam, Provst Nielsen og Dorph, der alle tre gjorde stort Væsen af ham, og indbød ham til Dinéer hos sig. Man kan jo vel lade være at sætte sig imod ham, men arbejde paa at sætte Fluer i hans og Menighedens Hoveder, skal dog næppe Sognepræsten. Fra Møen skrev han et Brev til Præsten i Allerslev, hvori han anmeldte sin Ankomst og anmodede Præsten om at tillyse den og holde Skolestuen i Beredskab til hans Gudstjeneste. Dette synes vel provstemæssigt. Til at anvise Skolestuen er neppe hverken Præst eller Sogneforstanderskab eller Skolelærer berettiget, hvorfor ogsaa i Udby Prædikanten med hele sin Forsamling maatte fortrække fra Skolen, hvor de vare samlede, da en halvdrukken s. 268gammel Bonde kom støjende derind og fordrede dem bortviste fra den Stue, hvis Gulv og Bænke han og Sognet havde bekostet for Børnene, men ikke for enhver Landløber, som ikke havde Andet at gjøre end løbe om og holde Forsamlinger. Forresten skal Jens Larsen tale meget sundt og kristeligt. Kunde han vække større Liv, skulde han være velkommen i mit Pastorat; thi skjøndt Kirkegangen og Livet her er bedre end paa mangfoldige Steder, staar der jo Meget tilbage at ønske. — —
Naar jeg først nu takker dig, kjære gamle Ven, for dit Brev, maa det vel være, fordi det igrunden er overflødigt; du veed uden det, hvor stor Pris jeg sætter paa et Par Ord fra dig, men især da paa et Brev fra dig efter den os saa kjære Gamles Død. Nu er han borte med de andre store Gamle, Alle borte, og dog ikke borte fra os, men borte fra al denne uhyggelige Verdenstummel, hvori vi og Vore endnu skulle færdes. Gud vil holde sin Haand over os Alle og over sin gamle Kirke. „Der brast en Sten i Nordens Tempelbue!“ Men Bygmesteren skal nok holde den sammen. Det er dog et smukt Digt af Ingemann, om ogsaa Hauchs maaske er smukkere eller større. Theodor Schorns i „Fædrelandet“ er meget smukt, men Beckers tiltalte Tante og de Nærmeste mest, og er med sine noget plumpe Udtryk vel ogsaa det hjerteligste. Men af ait dette staar dog Martensens Prædiken øverst. Det gjorde mig ondt, at jeg først kom derind om Mandagen, og ikke kom til at høre den i Slotskirken, hvor Alle græd over deres gamle Biskop. Ørsted hulkede som et Barn over den Sidstes Bortgang, da han sad paa Onkels gamle Plads. Hvor vi skulde havt det godt, om du s. 269havde været med, og saa Ludvig og jeg havde haft Dig hos os i Hotellet, da vi vare samlede der en Timestid efter Begravelseshøjtiden. Jeg havde haabet men vel ikke ventet Dig, Du gamle Kjære! Tag snart til Kjøbenhavn eller Sorø, og lad mig hente dig til Karise! Skulle vi leve, ses vi vel ogsaa engang i Haagerup. Hvorfor skulde ikke ogsaa jeg engang naa derhen? Men nu Farvel! Det er jo Løverdag, og nu har jeg Andet at bestille end at staa her og male et daarligt Skrabsammen op til Dig. Jeg undte Dig det bedre, men havde ikke Tid til at gjøre det kortere, og vilde dog ikke opsætte det længer, — havde vel heller ikke endda faaet det bedre. Mange Hilsener til Dig og min gamle Veninde Sanne og Din Moder og Frederik og alle Dine fra Stella og Din gamle Ven
Chr. Mynster.