Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1854-04-21)

Fra Laub til C. L. N. Mynster.
Haagerup, 21. April 1854.

Tak, kjære Ludvig Mynster! — De vredes jo ikke, fordi jeg bruger den samme Benævnelse til Dem, som jeg nu i mange Aar er bleven vant til, naar jeg talte om Dem, — Tak for Deres lille Brev, som kom idag! og Tak til Deres Moder for den dyrebare Gave, som det ledsagede! — Det vil ikke undre enten hende eller Dem, naar jeg siger, at jeg ikke har kunnet bie efter denne Bog, indtil jeg fik den paa en Maade, som jeg ikke havde ventet; derfor vidste jeg desto bedre, da jeg aabnede Deres Pakke, hvad det var, som var tiltænkt s. 270 mig; jeg vidste allerede, hvad det var, som havde bragt Deres Moder til at tænke paa mig, hvorledes det Navn, som jeg bærer er indført i denne Bog, og har staaet i den Mands Hjerte, som har skrevet den; men De og Deres Moder ville derfor dog forstaa, at det er med en inderlig Taknemmelighed, jeg af hendes egen Haand har modtaget denne Gave „til Erindring“ om den Mand, som jeg vistnok aldrig kunde have glemt. Det er ikke blot den Maade, hvorpaa min Fader her er omtalt, som i saa høj Grad har tiltrukket mig ved Læsningen af Deres Faders Meddelelser. — vistnok er det mig en stor Glæde, idet jeg skriver dette, at De har set min Fader, saa De kan ogsaa forstaa min Glæde, naar jeg tænker mig, hvorledes de to Venner nu kunne „meddele“ hinanden, hvad der her blev baaret saa taust, for at Byrden ikke skulde tynge flere end Den, som maatte bære den; men af hvad jeg har skrevet, vil De forstaa, hvad det er, der især saa dybt har bevæget mig i disse Meddelelser, hvad jeg især længtes efter at finde der, vidste, at jeg skulde finde, og dog fandt saa ganske anderledes, end jeg havde ventet: „die Freuden, die unendlichen, die Schmerzen, die unendlichen, ganz.“ — Da Deres Pakke kom i Morges, læste jeg just i Esaias 51, 10, 11, — og i Aften traf jeg i Paul Gerhards „Ich bin ein Gast auf Erden“ paa dette Vers:

Ich habe mich ergeben
In gleicher Glück und Leid;
Was will ich besser leben,
Als solche grosze Leut’?

Jeg søgte det ikke, det kom af sig selv, jeg tænkte ikke paa Deres Fader, da jeg begyndte. Langfredag, s. 271 samme Dag, som De skrev, begyndte jeg Læsningen, imod min Villie, jeg havde jo saa meget Andet, som jeg skulde tænke paa, men jeg kunde ikke standse, naar jeg havde nogen ledig Time, og maatte ogsaa hellere blive ved at læse, end dog gaa og tænke uafladelig paa det, jeg havde set; jeg kunde ikke hvile, før jeg naade til Midten i Bogen, og Midten i hans hele Liv Pag. 151—154. Men vil De dog, naar De bringer Deres Moder min Tak, lade hende forstaa, at vi ikke i den fælles Sorg over denne Mands Bortgang, har glemt, hvad der er hendes og hendes Børns særegne, og at vi (De veed vel, at min Kone er en af de 22—2300, som han har konfirmeret) ogsaa med en særegen Glæde have læst Steder som Pag. 197 og 287—88.

Kjære Ludvig Mynster! Det er ikke blot for Deres Faders Skyld, De er bleven mig saa kjær; De selv har, fra første Gang jeg saae Dem, saa vidt jeg mindes, hos Saxtorphs [1835—36], hvor De kom ud for at fortælle mig Historier om Brøndsted, og de faa Gange, jeg senere er stødt paa Dem, sidst i Valløby ved Jubilæet, staaet for mig som En, med hvem jeg maatte komme nærmere sammen. Hidtil er det egentlig kun sket paa anden Haand, gjennem Jakobine og Deres tro Fætter Ludvig, som endnu idag har sendt mig et Brev til Gjennemlæsning fra Dem; men jeg er vis paa, De vil forstaa, at det er mere end en Talemaade, naar jeg kalder mig

Deres O. Laub.