Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Frederik Ludvig Mynster (1854-06-24)

Fra F. L. Mynster til Otto Laub.
Emilsminde, St. Hansdag 1854.

Kjære Otto! Jeg stod jo udenfor, og kom ikke længer end i Haven, da Sanne for otte Aar siden hørte din Greve sige til Grevinden: „Men, lille Kone, saa skulde Du lade nogle Forfriskninger bringe ned i et Lysthus til deres Fremmede, da de ikke have Tid til at komme op til os.“ Og jeg var heller ikke med, da Sanne sagde til Grevinden: „Men sig mig dog, kjære Grevinde, hvordan det er gaaet til, at De er bleven saa menneskelig?“ og fik det Svar: „O, jeg har altid elsket min Frihed, og jeg har derfor altid villet, at alle Andre skulde have deres.“ Og dog blev jeg — ligesom Gabrielis paa Strandvejen — saa ossiansk tilmode, da jeg læste i Avisen, at Grev Reventlow paa Trolleborg var død. Jeg huskervist Alt, hvad I have fortalt mig om ham og hans Hustru, om den unge Greve, som skulde været, hvad Du er, om han havde levet, om Greven og Grevinden, der godmodigt fandt sig i, at Din Formand af Omhu for sit pæne Tapetpapir bad dem ikke sidde Væggen for nær; om deres Gartner, hvis Yndlingsfag var „at holde Haven til Herskabets Behag,“ men dernæst „Stokroser;“ og saa hvad jeg mange Aar tidligere hørte paa Skjoldemose af gamle Berg [Poul Møllers Svigerfader, hvis Hustru var Rektor Blocks Søster], — at Greven i de onde Aar havde været nær ved at gaa fra hele Herligheden, men saa havde fulgt sin store Frændes Christian Reventlows og Bergs forstandige Raad, at bortarvefæste Bøndergodset og at gjøre lyst i Skovene., saa det gav baade Kjøbesummer og store Forstintrader i Fremtiden til at klare Gjælden med og til at bevare det milde Patriarkvæsen i mange lykkelige Aar derefter der paa Egnen; at Greven selv i sin Ungdom s. 276 lærte Eleverne paa Skolerærer-Seminariet militær Exersits; at I fik mit lange Brev om Onkel Mynsters Begravelse siddende i Grevens lille lukkede Vogn; at Greven og Grevinden, da de hørte sig for om en god Præst, valgte Dig, fordi Du havde et godt Lov paa Dig; og endelig at den dødssyge Grevinde glædede sig over, at Eders kjære lille Hans fik sin Grav under de samme Træer, hvorunder hun mente selv snart at skulle hvile, fordi Stedet derved blev hende saa venligt at tænke paa. Ja, han har da nok taget kjærligt imod de to Gamle; denne Ytring var jo næsten som en aandelig Adoption. — Alt dette og endnu ældre Minder bleve saa levende i mit Hjerte, at det maatte frem, og her har nu Du og Sanne det Fremkomne, som vel om nogle Dage vil staa i „Berlingske Tidende“:

Kjære Venner! Det var Eders gamle kjære Greves Død, Som har rørt mit Sind, og atter mig at røre Harpen bød. Til mit Frørups Ø, min Sang, ofte Du tilforn Dig svang, Flyv da nu med Somrens Vinde did, hvor fjernt et Gravsteds Linde

Højt slaar Hvælving uden Tvang!

O hvor tidt i mine Tanker saae jeg Dig, Du rige Sted! Fortids Skjald *) — og Gabrielis have følt Din Herlighed; Henrykt saae en dejlig Vaar jeg Din Pragt i Ungdoms Aar, Skjøn var Borgen, lys var Skoven, hvid hin Bro højt over Voven,

Sangfuglrig Din Kirkegaard.

s. 277 Lidt kun har jeg hørt om Livet i de Gamles fjerne Borg, Men har gjemt Alt, hvad jeg hørte, og forstaar den hele Sorg.

Udenfor jeg selv kun stod, dog derind I se mig lod, — Ak, nu er der Intet inde, kun forsvundne Glæders Minde Og lidt Muld ved Træets Rod.

Naar nu atter, kjære Venner, I fortroligt følges ad Til de Dyrebares Grave, tag da med Jer dette Blad, — Bedre var, selv med Jer gaa og vemodig hos Jer staa, Mens i Taarnet Klokken klinger, og den rene Klang sig svinger

Gjennem Luftens klare Blaa.