Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Peter Gutzon Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1854-11-27)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 27. November 1854.

Tak, kjære Christian Mynster, for det velsignede Brev, som kom idag, og for de mange tidligere, ubesvarede men ikke upaaskjønnede, for al din Kjærlighed til mig og min trofaste Hustru! Hun er nu gaaet ind til sin Herres Glæde, hvem hun stadig paakaldte i sin Nød. Han har udfriet hende — igaar Morges Kl. 6, — og nu priser hun ham. — Jeg havde lagt mig paa Sofaen i næste Værelse, fordi jeg maatte forrette min Søndagstjeneste; hun havde selv bedet mig derom. Da jeg kom, laa hun stille, med de klare Øjne, som om hun endnu saae paa mig, — som da hun sagde: „Jeg vil bede, out jeg af Naade maa komme indenfor og vente, til jeg ser alle Mine komme.“ Medens vi svævede imellem Frygt og Haab, kunde jeg tidt faa Tid men sjældent Ro til at skrive; til Jakobine skrev jeg dog engang og fortalte Noget om al den himmelske Trøst, som vi saa tidt saae og hørte paa hende. En af de første svære Nætter gjorde hun sit Regnskab op og beskikkede sit Hus. Jeg fortalte hende da, hvad jeg nogle Timer forud med beklemt Hjerte havde faaet at vide, at jeg var kaldet bort og skulde til Viborg. Da hævede hun sig som en Forklaret, lagde Haanden paa mit Hoved og sagde: „Du skal være glad; Da har endnu Meget at udrette i Verden, og skal se Glæde baade paa Din Gjerning og Dine Børn.“ Det Sidste har jeg allerede oplevet, da jeg kom hjem igaar Morges — — og fra min Søn kom der nu et velsignet Brev. Han er nu Dux i 6te Klasse, hvor vi havde frygtet, at han ikke kunde følge med: „han vil saa gjerne følge med til Viborg, for at hjælpe mig og s. 284 læse Lektier med de Smaa;“ *) „han vil saa gjerne være glad ved sin Moders Glæde, og var meget mere bedrøvet, medens hun var saa syg; nu veed han, at Alt, hvad Gud gjør, er godt.“ Ja, Han, som saarer, kan og læge: „Jeg tror, Herre! men hjælp min Vantro!“ Undertiden er jeg saa stærk, — igaar i Kirken med de mange Forretninger; — men saa igjen, — ja, Du veed det! Jeg skal lære at nøjes med Naaden, og det vil jeg, vil ikke give tabt, før jeg har lært det.

Hils Din Stella! Hvor tidt har vi dog talt om, at hun og Sanne skulde fornye Bekjendtskab! — ja en Gang — „af Naade.“

Din Otto.

„Ofte fuld af stor Uro;“ naar jeg er i Gislev, længes jeg efter mine Børn, og naar jeg er her, efter det Sted, hvor den sidste Del af hende endnu er. Paa Fredag kommer hun herhen, og paa Tirsdag hen ved Siden af sin lille Hans.