Martensen, Hans Lassen BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Martensen, Hans Lassen (1856-01-02)

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kbhvn., 2. Jan. 1856.

Kjære Biskop Laub! Modtag min hjertelige Tak for Deres Brev. Hvad De skriver om mit lille Mindeskrift om Mynster, har i høj Grad glædet mig. Hvorvidt det vil kunne gjøre nogen Virkning til den modsatte Side, maa, som De saa smukt siger, overlades til „Styrelsen.“ Foreløbigt synes Modstanderne at have valgt det Parti, at forholde sig tause og at ignorere. Var det dem virkelig om Sandheden at gjøre, maatte de jo nu indlade sig paa en Prøvelse og Gjendrivelse. Thi nu kunde Sagen jo faa et nyt Begyndelsespunkt; og Tonen, hvori Striden skulde føres, er angivet.

De mener, kjære Biskop Laub, og Flere synes at have den samme Mening, at jeg yderligere bør tale. Om S. Kierkegaard tror jeg ikke det er passende, at jeg taler. Medens han levede, har jeg jo ikke villet indlade mig med ham — foruden af flere personlige s. 316Grunde, der gaa længere tilbage i Tiden, tillige af den Grund, at det i den sidste Tid (efter min Udnævnelse til Biskop) ikke mere var parti egale at skrive mod ham, der havde begyndt at bruge saadanne Vaaben. Kun den ene Artikel i „Berlingske Tidende“ trode jeg at burde skrive, og skrev den saaledes, at man maatte kunne se, at det ikke var min Agt at skrive Mere. Nu efter hans Død at skrive om ham, synes mig atter ikke at være parti egale, efterdi han ikke mere kan svare.

Men De vil maaske svare mig, at det er Tid overhovedet at tale om vore kirkelige Forhold, om alle de baade ydre og indre „Nothstände“, i hvilke vi befinde os. Hvad mig angaar, da tror jeg ikke, at Tidspunktet er kommet endnu — i det Mindste ikke for mig. Ikke blot tillade de daglige Embedsforretninger mig endnu ikke at foretage noget mere omfattende Arbejde; men selv bortset fra denne subjektive Grund, saa tror jeg, at det nærværende Tidspunkt er i høj Grad ugunstigt, og at man endnu i nogen Tid maa lade det strømme, forinden man med nogenlunde Held kan tænke paa en Reaktion. Men hvor enig jeg end er med Dem i, at vi ikke skulle sætte vor Fortrøstning til Regjeringen og ydre Hjælp, saa staar det dog klart for mig, at Folkekirken som Folke kirke ikke vil kunne souteneres, dersom der ikke i Regjeringen kommer en helt anden Fasthed og konservativ Aand, der navnlig veed at sætte de rette Begrændsninger for Sekternes Sværmen og Tøjlesløshed, hvorved selve den offentlige Sædelighed i mange Henseender krænkes. En luthersk Kirke vil vistnok under alle Forhold kunne hævde sig med Aandens Magt alene, men en Folkekirke kan ikke hævdes, uden at Staten tillige vil s. 317medvirke, — til hvilken Medvirkning for Tiden desværre kun er ringe Udsigt.

De taler om Rasmus Nielsens Optræden ved Universitetet. Ja, hvilket Program og hvilke Begreber om Humanitet og Kristendom! Forsaavidt som Studenterne endnu ville reflektere paa mit Ord, da ville de i mit sidste Skrift om Mynster i Grunden finde Besvarelsen saavel paa de kierkegaardske som de nielsenske Paastande. Thi disse Menneskers Hovedfejl er jo netop Dualismen mellem det Kristelige og det Humane.

Gud give os et glædeligt og velsignet Nytaar, og hjælpe os frem paa Sandhedens Vej. Naar De, kjære Biskop Laub, har Tid og Lejlighed, da skriv nogle Linier til

Deres hengivne H. Martensen.