Danmarks Breve

Jeg imødekommer udentvivl mange Læse...

s. 318 Jeg imødekommer udentvivl mange Læseres Ønske ved at benytte denne Plads til nedenstaaende Fortegnelse over alle vore Kultusministre med Tilføjelse af Udnævnelsens Datum.

Monrad 1848, April 3.

Madvig „ Novb. 15.

Bang 1851, Decb. 7.

Simony 1852, Juni 3.

Ørsted 1853, April 21.

Hall 1854, Decb. 12.

Monrad (Direktør 1858, Septb.)

og Kultusminister 1859, Maj 6.

Borgen 1859, Decb. 2.

Monrad 1860, Feb. 24.

Engelstoft 1863, Decb. 31

(under hans Sygdom fungerede Monrad fra Marts [?] til 11. Juli 1864).

Heltzen 1864, Juli 11.

(Quaade fungerede en kort Tid.)

Bræstrup 1865, April 7.

Rosenørn-Teilmann 1865, Novb. 6.

Kierkegaard 1867, Septb. 4.

Aleth Hansen 1868, Marts 15.

Em. Rosenørn 1869, Septb. 22.

Hall 1870, Maj 28.

Worsaae 1874, Juli 14.

Fischer 1875, Juni 11.

Scavenius 1880, Aug. 24.

s. 319 Til Erindring·

om

Gudstjenesten i Frørup i Pastor Hieronymus Laubs Tid.

(Efter et Digt i Theremins „Abendstunden“.)

O hvor venligt mellem disse
Marker, hvor det unge Foraar
Slynger sine Blomsterkrandse,
Ligger her med sine Hytters
Lave Tage denne Landsby
Rundt om Kirkens gamle Taarn.

Det er Søndag! Ud fra Taarnet
Flyver Klangen klar og liflig
Gjennem Foraarsmorgenluften
Over Bakker, over Dale,
Til paa Engen i det Fjerne
Den henklinger og dør hen.

Ak tilforn, naar disse Klokker
Klang, stod han i Døren hisset,
Saas fra Huset, hvor han bode,
Komme vandrende til Kirken
Mild og ydmyg, med sit Hoveds
Prydelse, de hvide Haar.

Hellig var den Ild, som lyste
Fra hans Blik, og hin Begejstring,
Som udstrømmed fra hans Hjerte,
Naar Guds Ord det naaderige,
Ordet, som fra Himlen stammer,
Fra hans Læber til os lød.
s. 320 Ogsaa nu til Kirken strømmer
Denne Menighed, og Sangen
Lyder i den gamle Hvælving;
Men i denne Morgens Klarhed
Han sin vante Gang ej vandrer
Fra sin Dør til Herrens Hus.

Ej paa Prækestolen ses han
Nu af andagtsfulde Skare,
Livsens Ord dem at forkynde,
Dem velsigne, med dem bede,
Eller tjenende for Altret
Med ærværdigt Aasyn staa.

Sjælfuld var hans Røst, — ak længe
Taug den alt i deres Øren,
Røsten, som tilforn saa ofte
Trængte dybt til deres Hjerter, —
Som opbygget har og trøstet
Dem saa helligt mangen Gang.

Nu, naar Klokkeklangen svinger,
Som tilforn, sig ud fra Taarnet
Gjennem Søndagsmorgenluften, —
Ak da er det, som om Lyden
Vemodsfuldt kun vil henklinge
Over og omkring hans Grav.

Held ham! Thi han bor i Lyset,
Evighedens Lys, hvis Klarhed
Aldrig svigter, aldrig —
Der, i Paradisets Glæde,
Salig, for sin Frelsers
Beder han for sine Børn.

Da Laub i November 1858 havde læst dette Digt i en lille Samling af Oversættelser, som jeg samme Aar havde udgivet og sendt ham, forstod han strax, at jeg derved havde tænkt paa hans Fader, og skrev: „Det er der jo Alt, lige til de hvide Haar.“