Danmarks Breve

Laubs Hustru Susanne Charlotte Hedev...

s. 290 Laubs Hustru Susanne Charlotte Hedevig Johanne Laub, født Tostrup, var en Datter af Stiftsprovst Hans Peter Tostrup i Odense, født d. 14. August 1807, ægteviet 22. Maj 1835, og død 26. November 1854. Hun blev begravet paa Trolleborg Kirkegaard 5. December 1854. I Sørgehuset talte Provst Knudsen fra Gislev, i hvis Hus hun døde, og hendes Svoger Dr. Zeuthen, dengang Sognepræst i Sorø. I Trolleborg Kirke talte Laubs Broder Hans Laub, Sognepræst i Langaa. En Tale af Deres Ven og Nabo Pastor Agerbeck, Sognepræst i Østerhæsinge, blev af Hensyn til Tiden ikke holdt. Tilsidst holdt Laub selv en Tale i Kirken og sagde ogsaa nogle Ord ved Graven, efter Jordspaakastelsen. Alle Talerne bleve trykte „for Venner“. Laubs egen Tale s. 291 bør ikke savnes i nærværende Mindeskrift om disse elskelige Mennesker.

I Kirken.

Ogsaa jeg vilde gjerne sige nogle Ord ved denne Kiste; der er jo Ingen nærmere dertil, og jeg har bedet om Styrke dertil. Jeg vilde gjerne sige et Farvel, dog ikke mit Farvel til hende, som her sover; jeg har sagt hende mit Farvel for denne Verden, og hun har forstaaet mig, som hun altid forstod mig. Vi have talet, hvad vi havde at tale sammen i denne Verden. Vi have talet meget med hinanden, og i mange Aar. Vi saas første Gang i vor Barndom, før Nogen af os ret kunde mindes; saa mødtes vi igjen i vor Ungdom, den favre haabfulde Ungdom, og jeg mener ikke, at vort Haab er bleven tilskamme, fordi vor Ungdoms Blomster ere falmede; tilsidst lovede hun at ville dele Alt med mig „i Medgang og i Modgang, som Gud Almægtigste vilde tilføje os,“ og hun har holdt det. det skulde nu snart blevet 20 Aar. Vi have talt om mange Ting og paa mange Maader, i Spøg og i Alvor, om det Himmelske og det Jordiske: der var ikke let Noget saa højt eller saa dybt, at hun jo gjerne hørte derom, naar jeg trængte til En at meddele mig til; og der var Intet saa smaat eller dagligt, at hun jo gjerne kom til mig dermed. Sanddru og ærlig var hendes hele Færd, men mest imod mig. Var der Noget, vi fortaug for hinanden, da maatte det være saadanne Byrder, hvorom vi mente, at hver burde bære dem for sig og ikke besvære den Anden dermed; og selv her maaske vi mangen Gang bagefter fortrød at have tiet. Men var det en Glæde, saa maatte vi tale; og skete det stundom, at vi ikke kom dertil, at s. 292 Noget i Verden stillede sig imellem og lukkede Munden paa os, da var den Glæde spildt. Vi have talt om saa mange Ting; men skal jeg nævne det Bedste, det hvorom dog Alting samlede sig, som kom frem i de bedste Timer, de gladeste og de vemodige, saa maa det være med det Ord, hvormed min gamle Fader lagde vore Hænder i hinanden: „Gud er Kjærlighed, og hvo som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham“ (1 Joh. 4, 16), eller med et andet, som han ogsaa havde sagt til os: „Takker Gud, at I have fundet hinanden i denne forunderlige Verden!“ Vi have vel ikke altid takket, som vi skulde, men vi have tidt mindet hinanden derom. Vi havde endnu Meget at sige hinanden (Joh. 16, 12), men det er gjemt til en bedre Tid. Ja —

Tænk, naar engang i Himlens gyldne Sale
Jeg med den Ven, som jeg paa Jorden fandt,
I Lyset om et evigt Liv skal tale
Og om det Liv, der som en Drøm forsvandt.

Til den Tid ville vi glæde os, begge To, hun med; jeg veed, hun glæder sig midt i sin Glæde til den større Glæde, naar vi igjen skulle tale sammen, frit og let, om alle Ting, alle Glæder og alle Sorger. Een Sorg blev der tilbage, som hun ikke skulde bære med mig; og dog er der Ingen, der saaledes har hjulpet mig at bære den, som hun, hendes sidste Ord til mig, hendes Engleansigt, og det Smil, som endnu blev i Døden. Jeg har saa tidt sagt til hende ved det korte Farvel, naar jeg gik til mit Arbejde, at det vilde ikke gaa ret for mig, uden jeg vidste hende glad derinde ved sit Eget; nu veed jeg, at hun er altid glad derinde. Jeg har sagt hende mit Farvel for denne Verden; og som s. 293 jeg forstod hendes, saa har hun forstaaet mit; hun vidste, at jeg ikke vilde holde hende tilbage med mine Taarer; jeg gav hende igjen til ham, som gav mig hende og alt det, hvormed hun glædede mig, og nu vilde give hende evig Glæde. Til hende skal jeg nu ikke tale; men om hende vil jeg gjerne tale et Ord til de mange Venner, som ere komne her, aflægge det gode Vidnesbyrd, som hun ikke har fortjent bedre af Nogen end af mig. Og ligesom fra hende: som jeg saa tidt maatte tale for hende, hvor hun ikke kunde, eller mente ikke at kunne saa godt, som hun skulde, saaledes veed jeg, at jeg maa det ogsaa nu, da hun ikke kan mere, — sige et Ord fra hende, et Farvel i hendes Navn til alt det hun forlader.

Og først et Farvel til det Hus, hvor hun er nu for sidste Gang. „I min Faders Hus ere mange Boliger“ (Joh. 14, 2), siger vor Frelser. Han talte nærmest om de himmelske Boliger; og at der er godt at være, det veed nu hun bedre, end vi; han havde beredt hende Sted; nu er han kommen og har hentet hende hjem. Men ogsaa her paa Jorden har han jo bygget en Bolig for alle dem, som gjerne komme; og hun hørte til dem, som sige: „Hvor elskelige ere Dine Boliger, Herre Zebaoth! een Dag i Dine Forgaarde er bedre end ellers tnsinde.“ (Ps. 84, 2. 11). Hun sagde vel: „Jeg har tidt været en Martha,“ men naar hun kom her, og I vide det, hun var næsten altid her, da var hun dog en Maria, som sad ved hans Fødder; og i Hjertet var hun det altid. Derfor vidste hun og, at han elskede hende; derfor blev det hende og forundt at have sit sidste Leje tæt ved et Guds Hus, hvor hun kunde høre Klokken ringe; og naar hun hørte den, smilede hun og foldede sine Hænder. Og skjøndt det var i et Sovekammer, ved en s. 294 Seng, vi sidste Gang nøde hans Nadvere sammen, var dog ogsaa der Guds Kirke. Vi havde tænkt, at vi snart skulde samles her med Menigheden ved Herrens Alter; saaledes maatte det ikke være. Vi ville ikke sørge over, at vi ikke mere skulle se hende i disse Forsamlinger; paa hende er det nu opfyldt, som der staar i Psalmen:

Paa Stjernetæpper lyseblaa
Skal glade vi til Kirke gaa;
Guds Engle der os lære brat
At synge, som de sang inat:
Halleluja, Halleluja!

Men ogsaa der kan hun ikke glemme „Forgaarden,“ hvor hun øvede sig i at prise ham, som forløser alle Sine; ham har hun ikke sagt Farvel: han skulde blive hos hende, da det gik mod Aften; og saa skulde hun blive hos ham. Men hans Kirke paa Jorden skulde hun forlade; og jeg veed, jeg siger kun, hvad jeg maa, naar jeg siger nu i hendes Navn: Farvel, Du gamle trofaste stærke Hus, som staar paa Klippen! Tak, fordi Du annammede hende i hendes Barndom, fordi Du altid aabnede hende Din moderlige Favn og gav hende Hvile og Glæde, fordi Du blev hende tro indtil Enden, og endnu vil skjænke hendes trætte Legeme et Sted ved Din Side!

„I min Faders Hus ere mange Boliger— ja, overalt, hvor Han kommer, og Guds Børn samles, der bygger han dem Boliger. Ogsaa hende gav han en Bolig; den skiftede i Aarenes Løb; thi vi ere her kun som i et jordisk Kanaan, hvor vi drage om med vore Pauluner. Tilsidst fik hun sin Bolig her hos Eder. Hun var tro i sit Hus — som en himmelsk Gjæst; men just fordi hun s. 295 vidste, hvis det var Altsammen, derfor var hun tro i Alt, det. Store og det Smaa „i hans ganske Hus“ (Hebr. 3, 2). Christi Ord: „Sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes!“ (Joh. 6, 12) havde hun nøje mærket sig. Hun var som den Kvinde, Salomon skildrer, „som er langt mere værd end Perler; hendes Mands Hjerte tør forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde; hun gjør ham Godt og ikke Ondt i alle sit Livs Dage; hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til de Fattige: hun ser, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Brød med Ladhed; hendes Sønner staa op og prise hende salig, og hendes Husbond roser hende, sigende: Mange Døttre forhvervede Formue, men Du kom op over dem alle“ (Ordspr. 31, 10 ff.) Ja, hendes Husbond skal rose hende. Hun var tro i al sin Gjerning, ikke for at roses, ej heller for slet Vindings Skyld, ikke heller tvungen, kun for Pligtens Skyld, men i Ydmyghed og Kjærlighed. Hun elskede sit Hus; derfor vidste hun og, at det vilde sørge ved hendes Bortgang. Hun endte som en Gjæst, kom ikke tiere at se, hvorledes det gik til i hendes Hus; dog kom hendes Legeme til at hvile der nogle Dage, for at ogsaa det skulde faa hendes Farvel. Ja, jeg sender nu hendes Farvel til alle de Steder, hvor hun har gaaet og syslet, hendes „Guds Fred!“ over ethvert af dem,, og over alle dem, som herefter skulle gaa paa disse Steder. Men først hendes Guds Fred til dem, som saa trolig stod hende bi, til alle de tro Tjenestefolk, hendes Tak for al deres Kjærlighed. Jeg tror vel, de kunde ikke Andet end elske hende, fordi hun elskede først; men just derfor skulle de have dobbelt Tak, fordi de aabnede Hjerterne og skjønnede paa hende. — Og Børnene! hvem hun s. 296 fødte med Smerte, og glædede sig, hver Gang et Menneske var kommet til Verden, hvem hun bar, medens de vare smaa, og bar altid i Hjertet, og bad for, at de maatte fare vel i denne Verden, og saa komme til hende. Ja, hendes „Farvel“ skal jeg bringe dem idag og alle Dage, saa længe jeg maa være med dem, til dem Alle, fra de Store iblandt dem, som kunne forstaa hendes Kjærlighed og Længsel efter dem, til den Lille, som ikke kan Andet end synge. Ja, lad hende det! hun kan dog intet Bedre; og vi Andre kunne heller intet Bedre, selv „naar Hjertet sidder mest beklemt.“ Hun trode, „at en Moder kan aldrig være langt fra sine Børn; hun vilde endnu komme og se til dem, og da, jo gladere de kunde synge, desto bedre vilde hun kunne høre dem;“ det var hendes sidste Hilsen til dem. Hun elskede Sang; derfor hørte hun og midt under sine Smerter, som hun sagde, „Psalmer og Lovsange for Herren i Hjertet.“ Hun glædede sig saa tidt over, at alle hendes Børn kunde synge; selv kunde hun ikke, som hun vilde. Dog var hun en lille Sangfugl, og lod saa gjerne sin Stemme klinge med, naar hun sad iblandt sine Egne. Nu er Tungens Baand løst; nu er det sket hende, som vi synge:

Hvad Møje, Trængsel mig er mødt,
Fra første Stund at jeg blev født,
Den skal jeg vel forglemme,
Naar jeg i Sejerskirken skal
Blandt Englenes og Helgens Tal
Guds evig Ære fremme
Med Englemaal og Stemme.

Og i hendes Hus skal Sangen ikke glemmes; om s. 297 det end mangen Gang maa hedde: „Altid er jeg udi Tvang “ — skal der dog føjes til: „Altid fuld af Bøn og Sang.“ Ja, „min Sjæl, lov Herren, og Alt, hvad i mig er, hans hellige Navn! Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgjerninger!“ (Ps. 103, 1, 2):

Syng og tro, saa skal Du stige
Syngende til Himmerige!

„Og alle mine Venner!“ — ogsaa dette var et af hendes sidste Ord. Hun havde mange Venner; nogle vare allerede iblandt de Døde, men mange vare blevne tilbage, vare blevne hende tro fra Barndomsaarene, eller vare senere komne til, — hendes Slægtninge, og mine, min gamle Moder og alle mine Sødskende, de Mange i den gamle Menighed, hvor vi levede vort Ægteskabs Foraar, og de, som kom til, medens vi bode her, baade Høje og Lave, mange Smaa, mange Fattige! — „I Nød skal man kjende Venner;“ ja de Mange, som saaledes bleve prøvede; og de, som toge imod hende, da hun var bleven husvild i Verden, som ikke glemte Gjæstfriheden, men ogsaa erfarede, at de havde herbergeret en Engel (Hebr. 13, 2); de, som besøgte hende, da hun var syg; Lægerne, som gjerne vilde hjælpe, og kunde ikke, men kom med det, som altid er det Bedste, med Kjærlighed, med Mere end en Fremmeds Deltagelse; og de, som ikke bleve trætte af at vaage og bære, hvem hun lovede, at hun vilde og komme engang og bære dem; og de, som vaagede over hendes Hjem, om hvem hun vidste og sagde det saa tillidsfuldt, at de vilde ikke forlade hendes Børn; de, som lovede at se til hendes Hus og gaa i hendes Gjerning, naar hun var borte; og de, som ikke kunde Andet, end langt borte høre om s. 298 hende og bede for hende; de, som kom idag for at tale Trøst til hendes Mand og hendes Børn, eller kun for at se Stedet, hvor man lagde hende: Farvel til dem Alle, hendes Farvel, saaledes som hun er faren vel!

Et Farvel skal jeg snart sige til denne Menighed, denne Egn, denne dejlige Ø, hvor den bedste Del af mit Liv er henrunden, et Farvel fra mig selv og mine Børn. Jeg vilde da og bringe hendes Farvel, saaledes at hun selv skulde høre det og sige Amen dertil; dette maatte ikke være, men nu siger jeg dog Farvel fra hende. — De Døde skulle ikke staa op og prædike for os; men saaledes som de ligge der i deres Grave, tause og forventningsfulde, efterat al Verdens Herlighed og al dens Trængsel for dem er til Ende, skulle de dog vidne for de Levende, hvad det vil sige at fare vel. Hun sagde i en af sine sidste Timer: „Jeg vil bede om, at jeg af Naade maa komme indenfor og staa ved Døren og vente, indtil jeg ser alle Mine komme.“ Nu er hun derinde; men vi Andre staa udenfor og banke paa. Jeg beder ikke, at det maa ske i en Hast; jeg vil ikke blive træt af at leve; hun har selv sagt, „at jeg skal være glad og haabe Glæde af min Gjerning og af mine Børn.“ Men tilsidst, naar Alt er bragt til Ende, — Du trofaste Gud, hendes Gud, min Gud, Din Menigheds Gud! tilsidst lad Døren lukkes op for os Alle, og Ingen savnes, — at vi igjen maa høre hende sige med sin milde, klare Englestemme: „Min Mand, mine Børn og alle mine Venner!“ Amen.

Ved Graven efter Jordspaakastelsen.

Hun har selv sagt, da hun ikke mere kunde finde Hvile paa sit Leje:

s. 299 Mit Sovekammer, det er en Grav,
Mit Legem sig der skal hvile;
Paa Dommedag staar jeg op deraf,
Derpaa tør jeg dø, men ej tvi’le.

I denne Tro er hun død, i den skal hun begraves og hvile det trætte Legeme ved Siden af det kjære Barns. Men tilsidst kommer Han selv og vækker dem op; da skulle vi ses Ansigt til Ansigt; disse Øjne, som nu ere lukkede, skulle se paa os med al den gamle, nej med en ny og himmelsk Klarhed og Kjærlighed; disse Læber skulle tale til os, disse Arme skulle favne os, og Ingen tager vor Glæde fra os. Ja, lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde! Amen.