Danmarks Breve

Hauchs Mindedigt over J. P. Mynster....

s. 258 Hauchs Mindedigt over J. P. Mynster.

Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaar, Men den høje Polens Stjerne fast og uforandret staar. Saadan var Du, saadan stod Du stedse med et roligt Mod, Midt i Verdens vilde Kredsgang vakled aldrig dog Din Fod.

Tunge Storme, sorte Skyer droge frem fra Vest og Øst, Rolig stod Du midt i Stormen, dobbelt klar i Livets Høst. Aldrig rokket, stærk og sikker med et lyst og stille Blik Saae Du fra Dit høje Standpunkt, hvad paa Jorden kom og gik.

Al den Herlighed, som fandtes blandt Mangfoldige fordelt, Har Du samlet i Din Tanke til et stort og mægtigt Helt. Du Dit Hus paa Klippen bygged, dybt og fast blev Grunden lagt,

Du har vist, at Sjælens Ungdom kan betvinge Tidens Magt.

Skarp Forstand og høj Begejstring var forbundet i Dit Bryst. Aldrig har i Herrens Tempel før vi hørt en saadan Røst. Kløgt og Vid og hellig Alvor saas hos Dig tilsammen bo, Ordets Glød paa Dine Læber, vidned om Din dybe Tro.

Villiens Kraft og mandig Styrke parred Du med Tankens Vægt,

Derfor stod Du som et Bolværk mod en vild og vantro Slægt,

Derfor skal Din Daad ej glemmes, aldrig glemmes skal Dit Ord,

Førend Troen rent er flygtet fra den kolde dunkle Jord.

7. Februar 1854.

s. 259 Frederik Paludan-Müllers Gravpsalme,

sunget i Frue Kirke ved J. P. Mynsters Jordefærd 7, Febr. 1854.

Mel.: „Hvad kan os komme til for Nød.“

Er trang og mørk end Gravens Vej,
For dybe Suk ej sparet,
Et Lys, som Jorden skuer ej,
Er der dog aabenbaret;
Det Saligste kun Døden ser:
Vor Frelser, ej paa Korset mer,
Men sejerrig forklaret.

Som Livet selv, som Livets Bud
Han træder til den Døde;
Paa en Gang Menneske og Gud
Han Sjælen gaar i Møde;
Da falde Støvets Lænker af,
Da lyser i den dunkle Grav
En himmelsk Morgenrøde.

Vor tabte Biskop! Palmen vandt
Du paa Din Gang herneden:
Dit Hjerte Troens sikre Pant
holdt fast i Kjærligheden.
Vor Frelser selv Dig føre frem
Fra Gravens Nat til Lysets Hjem,
Fra Livets Kamp til Freden!