Danmarks Breve

Biskop Otto Laubs Levnet. En Livsski...

s. I Biskop Otto Laubs Levnet.

En Livsskildring i Breve.

Samlet og udgivet

af

F. L. Mynster.

Første Tidsrum 1821 — 1854

Kjøbenhavn.

Karl Sehønbergs Forlag.

1885.

s. II Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).

s. III Indledende Forord.

Biskop Laub, hvis fulde Navn var Hardenach Otto Conrad Laud), er tilligemed sin Tvillingbroder Vilhelm Laub født 6. August 1805 i Frørup ved Nyborg, hvor Faderen Pastor Hieronymus Laub var Sognepræst fra 1801 til sin Død 1848. Moderen Fru Louise Laub, som var en Datter af Professor Zinck, Syngemester ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn, havde som Enke indtil sin Død 1859 sit Hjem paa Sludegaard i Frørup Sogn hos sin Svigersøn og Datter Johan og Sanne Haae. Foruden sin Tvillingbroder, som blev Bogtrykker og Bladudgiver i Nykjøbing paa Falster, og to tidligt afdøde Søstre, Sophie, der døde i Konfirmationsalderen, og Lene, der døde i sin spæde Barndom, havde Laub tre Brødre, nemlig endnu et Par Tvillingbrødre, fødte 4. April 1807, Frederik Laub, der i mange Aar som Provisor bestyrede Svaneapotheket i Kjøbenhavn, og George Laub, som var Skibskaptajn og 1855 døde i Gibraltar, og en yngre Broder, Hans Laub, født 1. Juni 1817, først Personelkapellan i Frørup fra 1846 til 1848, og efter Faderens Død Sognepræst i det tilgrændsende Langaa og Øxendrup; fremdeles to Søstre, af hvilke den ældste, Sanne, 20. November 1835 ægtede Johan Haae paa Sludegaard (der hører til Baroniet Holckenhavn, og nu er overdraget til George Laubs yngste Søn Frederik Laub), og den yngste Søster, Lene, som 1835 ægtede Dr. Ludvig Zeuthen, Søn af Pastor Frederik Zeuthen i Skamby ved Bogense, og Søstersøn af Henrik Steffens. Han var først Sognepræst s. IV i Grimstrup ved Varde, derefter i Tømmerup ved Kallundborg, derefter i Sorø, og derefter i Fredericia, hvor han døde 1874. Frederik Laub var forlovet med Johan Haaes Søster Arngoth Haae, som døde 1845; og George Laub med hendes Søster Severine Haae, hvem han ægtede 1845. Han døde, som ovenfor anført, 1855, og hans Hustru „Tante Eine“ havde fra November 1854 stedse sit Hjem hos Biskop Laub, hvis Børn hun opdrog som deres kjærlige og trofaste Plejemoder lige fra deres Moders Død, og hvis Hus hun styrede indtil bans Død 1882.

Sine første 16 Aar fra 1805 til 1821 levede Otto Laub i Hjemmet, hvor han blev undervist af sin Fader og af sin fortræffelige Faster Frøken Johanne Justine Laub (den elskelige Præstefamilies kjære „Tante Hanne“), som døde der 1840 i sit 72. Aar. Fra 1821 til 1824 var han Discipel i den lærde Skole i Roskilde, hvor han havde sit Hjem i Hospitalsforstander Liebes Hus. 1824 tog han Examen Artium, 1825 anden Examen, og 12. Januar 1830 theologisk Embedsexamen, hver Gang med „egregie“. I Kjøbenhavn blev han den 16. Juli 1826 forlovet med Frøken Sanne Tostrup, født i Odense 14. August 1807. Datter af afdøde Stiftsprovst Hans Peter Tostrup; og 22 Maj 1835 bleve de ægteviede i Frørup Kirke. Fra 1835 til 1845 var Laub Sognepræst i Ryslinge, hvor den navnkundige Vilhelm Birkedal blev hans Eftermand — og i Aarenes Løb hans inderligt hengivne Ven. Fra 1845 til 1854 var han derefter Sognepræst for Brahetrolleborg og Krarup Menigheder med Bolig i Haagerup Præstegaard. Søndagen den 26. November døde hans elskede Hustru; og under hendes lidelsesfulde Sygdom modtog han Underretning om, at han den 7de i samme Maaned var bleven udnævnt til Biskop over Viborg Stift; 26. December 1854 indviede Bishop Martensen ham i Frue Kirke til dette Embede, hvilket han æret og elsket af sine Menigheder og deres Præster og Lærere bestyrede, indtil han 9. September 1876, Dagen før den s. V gjenrejste Viborg Domkirkes højtidelige Indvielse, blev ramt af et Nerveslag, som tvang ham til at lade sin gamle Embedsbroder Biskop Bramme) udføre Kirkeindvielsen, og at lade sit Embede besørge af sin hertit beskikkede Vikarius Stiftsprovst Sivane, som 1. April 1878 blev hans Eftermand i Biskopsembedet. Sine fire sidste Aar levede han i en afsides liggende Bolig paa Vesterfælledvej ved Frederiksberg, og der døde han 27. Maj 1882. Begravelseshøjtideligheden fandt Sted 6. Juni i Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn, hvor Pastor Georg Schepelern og gamle Dr. Kalkar, og den 8. Juni i Viborg Domkirke, hvor Biskop Swane holdt Mindetale over vor elskede Ven. Paa Universitetets 400 Aars Jubilæumsfest i Juni 1879 hædredes han ved Udnævnelse til Doctor Theologiæ; desuden var han Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Foruden sine to tidlig bortkaldte smaa Døttre, Lene og-Louise, der døde i Ryslinge, og sin næstældste Søn Hans, født 5. Januar 1839 i Ryslinge, og død 5. Januar 1851 i Haagerup, havde Laub følgende otte Børn:

Hieronymus, født 4. Marts 1838, Overlæge i Landetaten.

Louise, f. 15. August 1842, Pastor Georg Schepelerns Hustru.

Hanne, f. 22. Marts 1844, Pastor Emil Jespersens første Hustru, død 1871.

Vilhelm, f. 10. Juli 1845, Kaptajn i Landetaten.

Ditlev, f. 11. Juni 1847, Arkitekt i Nordamerika.

Petra, f. 25. December 1848, afdøde Maskinfabrikant Axel Wanschers Hustru.

George, f. 29. September 1850, Apotheker i Kina.

Sophie, f. 8. Juni 1852, Pastor William Kiørboes Hustru. Han var først Sømandspræst i England, og er nu Sognepræst i Refsnæs ved Kallundborg. Hos dem har gamle „Onkel Frederik“, den Sidstlevende af alle Laubs Sødskende, sit Alderdomshjem.

I sin Skoletid vandt Laub mange af sine Meddisciples Hengivenhed, og med enkelte af dem fulgte han s. VI undertiden hjem som Feriegjæst, navnlig til Krabbesholm med Konferentsraad Haltens Søn, der senere i mange Aar var Sognepræst i Skuldeløv; til Soderup Præstegaard med Pastor Jensens Søn, der blev Sognepræst i Kornerup og derefter i Ousted; og til Herfølge Præstegaard med Amtsprovst Bøghs Søn (Pastor Nicolai Blædels Svoger), der i mange Aar var Sognepræst i Skamstrup og tilsidst i Gamtofte, hvor han tillige var Provst og døde 1880. I Laubs første Studentertid bode han og Bøgli sammen paa Christianshavn. Bøgh og Jensen vare ham begge usigelig kjære; at gjæste dem i deres Præstegaarde, hvilket dog kun skete sjeldent, regnede han stedse blandt sine største Glæder. I sine kortere Skoleferier gjæstede han ogsaa undertiden sin Moders Forældre og Sødskende i Kjøbenhavn (Familien Zinck); paa et af disse Besøg, i Paaskeferien 1822, gjorde han Bekjendtskab med min Broder, Christian Mynster, der var 1 Aar ældre (født 1804 død 1877); de To bleve fra da af hinandens trofaste Venner, og i Studenterdagene sluttede de sig endnu inderligere til hinanden. Oprindelig var dette et fra deres Fædre nedarvet Venskab; thi da min Fader. Professor Ole Hieronymus Mynster 1786 begyndte sin Skolegang i den af Islænderen Justitsraad Thorlacius bestyrede Frue Latinskole, gjorde han der Bekjendtskab med sin og sin Broders og Carl Hegers elskede Ven Hieronymus Laub, et Venskab, som siden den Tid stedse har knyttet Familierne Laub og Mynster sammen, og som altsaa til næste Aar vil kunne holde 100 Aars Jubilæum. I Sommerferien 1831 fulgte min Broder hjem med sin Ven til det „nu i hellige Minder forklarede“ Frørup, ledsaget af min Søster Jakobine Mynster, som allerede fra deres tidligste Ungdom var en af Sanne Tostrups kjæreste Veninder, og som lige til 1854 til gjensidig Glæde næsten hver Sommer gjæstede Laub og hans Hustru først i Ryslinge og i de senere Aar i Haagerup fra Maribo Præstegaard, hvor hun indtil sin Død 1857 havde sit Hjem hos min kjære Svoger s. VII Pastor Bergenhammer. Da min Broder 1833 var bleven Sognepræst i Valløby, gjæstede Laub ham i Julen samme Aar. Min Broder havde bedt ham prædike for sig 2den Juledag; dette undslog han sig for; men han kom alligevel til at assistere ved Gudstjenesten, thi da Kirkesangeren var syg, traadte Laub frem og læste i Kordøren. I Efteraaret 1833 begyndte de to Venner en Brevvexling, som de uden Afbrydelse fortsatte i alle de paafølgende Aar, og som først endte med min Broders Død 1877. Denne Brevvexling, der (naar undtages Laubs egne Breve fra 1865 til 1874, som ved et Uheld ere bortkomne) fuldstændigt er bevaret, er helt igjennem saa rig paa livfulde Skildringer og karakteristiske Udtalelser, at vor Literatur vel neppe ejer nogen Selvbiografi, som i nathanaelsk Oprigtighed kan gjøre den Rangen stridig. Derhos er det aldeles indlysende, at de to Venner, da de sad og skrev disse gamle Breve, ikke havde den fjerneste Anelse om, at denne skriftlige Samtale nogensinde skulde blive læst af Andre end dem selv og deres allerfortroligste Venner. Men i deres Alderdom fik de maaske dog et Nys om, at dette kunde ske, da min afdøde Fætter C. L. N. Mynster 1875 med Laubs Tilladelse og til stor Glæde for min Broder meddelte et Uddrag af laubske Breve fra 1825 til 1834 i „Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“ (Side 244 til 291), af hvilken Aarsag jeg her kun har meddelt forholdsvis faa Breve fra dette Tidsrum. At mange baade af Laubs og af min Broders Breve tillige have en ikke ringe Værdi som trosstyrkende Opbyggelseslæsning, og at de ogsaa derved ville gjøre god Tjeneste, tror jeg vil blive erfaret af mangen Læser; og dette gjælder da ogsaa i høj Grad om den Brevvexling, som Laub fra 1849 til 1880 førte med sin gamle trofaste Ven Husmand Christen Sørensen Daugaard i Faaborg ved Varde, som i ni Aar fra 1839 til 1848 havde tjent hos ham som Røgter i Ryslinge og Haagerup, og som paa Laubs 70 Aars Fødselsdag 6 August 1875 gjæstede sin gamle Husbond og Ven i Viborg Bispegaard.

s. VIII Zeuthens Bekjendtskab gjorde Laub i Kjøbenhavn i Begyndelsen af 1826 paa et Bal, hvor de traf sammen. Dette Bekjendtskab blev snart til et intimt Venskab: og paa Laubs Bryllupsdag 22. Maj 1835 blev Glæden forhøjet ved Zeuthens Forlovelse med Laubs yngste Søster, som den 30. September samme Aar blev hans Hustru. Ogsaa med denne Ven vexlede Laub mange Breve, men ikke saa stadigt som med min Broder, dels fordi Brevvexlingen, efterat de vare blevne Svogre, fornemmelig vedligeholdtes ved Zeuthens Hustrus Breve til og fra Frørup, og dels fordi Laub og Zeuthen saa ofte samledes personligt og derved fik Lejlighed til mundtlige Samtaler, dem Begge altid til gjensidig Glæde og Opbyggelse. Jeg kan her henvise til de saare tiltalende Skildringer af disse Møder, som jævnligt forekomme i Laubs Breve til min Broder. — En Schweitzerrejse paa et Par Uger, som Laub og Zeuthen foretoge sig i August 1854 i hinandens Selskab, regnede de stadig blandt Lyspunkterne i deres Levnetsløb.

Hvad angaar Laubs Stilling til de forskjellige kirkelige Retninger, da maa den fra først til sidst betegnes som en Stræben efter at virke fredsstiftende. En Partimand var han· aldrig; og naar jeg i faa Ord skulde sammenfatte hans religiøse Grundbetragtning, saaledes som jeg veed, at han vilde have vedkjendt sig den, saa maatte den vel i det Væsentlige lyde saaledes: „I det store Frafalds Dage i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede havde indtil 1806 den Tro, som vi bekjende i de tre Troens Artikler, og navnlig Troen paa Jesus Christus, ikke blot som den Største blandt alle Profeterne mægtig i Ord og Gjerning som ingen Anden, ikke blot som den Viseste og Heiligste af alle Menneskenes Børn, men som Guds enbaarne Søn, var korsfæstede, gjenopstandne, himmelfarne Frelser og Herre, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden, og som med sin Fader lever og regjerer i Helligaands Enhed, een sand Gud fra Evighed til Evighed, — hos os kun to fremragende Forsvarere, s. IX nemlig Biskop Bulle i Danmark og Biskop Nordahl Brun i Norge. Men fra 1806 maa Gjenoprettelsen af denne Tro i Danmark og vel ogsaa i Norge — menneskeligt talt -— fornemmelig tilskrives Mynster og Grundtvig. Dette kan kun nægtes af dem, der med partisk Ensidighed stirre sig blinde paa de Tvistepunkter, hvori disse to Mænd vare hinandens Modstandere, og som ikke agte paa det Hovedpunkt, hvori de, trods alle skarpe Sammenstød, vare hinandens Medarbejdere i Kampen mod den da herskende Rationalisme.“ — Med Hensyn til disse skarpe Sammenstød siger Martensen i sin Levnetsbeskrivelses 1ste Bind, S. 51: „Saadanne Modsætninger i Kirken kunne jo vistnok kaldes beklagelige, dog kunne de, hvorpaa Kirkehistorien viser mange Exempler, ikke undgaas. Hovedspørgsmaalet bliver hver Gang, om de Stridende hver for sig haveværet Herrens Redskaber og Tjenere. Thi da paaligger det os at efterspore og tilegne os, hvad der i enhver af dem er fra Herren og hans Aand, og saa vidt vi formaa det, at bruge det til Opbyggelse.“ Dette var just ogsaa Laubs Betragtningsmaade.

En fortræffelig Skildring af Laubs Personlighed og Betydning for den danske Kirke har Professor, Dr. theologiæ P. Madsen meddelt i „Sædemanden“ for 16. Juli 1882; og den tillader jeg mig at anføre her (idet jeg forøvrigt henleder Læsernes Opmærksomhed paa Mindetalerne ved Laubs Jordefærd, som ere udgivne paa G. A. Reitzels Forlag):

„Det er kun faa Uger siden, at Budskabet om Biskop Laubs Død gik ud over Landet. Han havde allerede for nogle Aar siden nedlagt sit Embede og opgivet al offentlig Virksomhed, saa at der ikke er nogen Plads i vort Samfundsliv, som er bleven tom -ved hans Bortgang; men hans Virken er i saa friskt Minde iblandt os, at Enhver, der har noget Kjendskab til vore kirkelige Forhold, føler, at han var en af vor Kirkes betydelige Mænd.

s. X „Biskop Laub var født i Frørup Præstegaard. Hans Fader, Hieronymus Laub, var Præst paa dette Sted i 47 Aar indtil sin Død; han var Biskop Mynsters nærmeste og fortroligste Ven fra Ungdommen af, og var en fin og ædel Natur, som fulgte levende med i alle sin Tids aandelige Bevægelser. Hans Hus var et gammeldags Præstehus i bedste Betydning, tarveligt og nøjsomt i sine Fordringer til Livet, men opmærksomt for alle aandelige Interesser, medens Kristendommen var Sjælen og Midtpunktet, der gav Livet dets Værd og Betydning. Fra dette Hjem medbragte Biskop Laub baade den udvortes Tarvelighed, som prægede hele hans Liv, og den alsidige aandelige Sands, den Harmoni i sin aandelige Dannelse, som baade gav hans Fremtræden den ejendommelige Værdighed og Ynde og gav hans Dom om alle Forhold den velgjørende Besindighed og Ligevægt. Hans Uddannelse foregik under de lykkeligste Vilkaar; da han som Student kom til Hovedstaden, aabnede dens aandeligste Kredse sig for ham; den unge Mand, der blandt sine jævnaldrende altid hørte til de fremragende, blev tidlig Gjenstand for betydelige Forhaabninger. I hvilken Grad han modnedes i disse Ungdomsaar, hvor klart, alvorligt og besindigt han dømte om, hvad der bevægede sig omkring ham, derom foreligger der skjønne Vidnesbyrd i den Række af Breve fra den unge Kandidat til sin Fader, som for nogle Aar siden bleve offentliggjorte som Led i en Skildring af Mynster og hans Kreds. Han var paa een Gang inderligt sammenknyttet med det Bedste i den gamle Tid og tillige i Stand til venlig Forstaaelse af, hvad Godt der brød frem i den nye Tid. Dette vedblev gjennem hele hans Liv at være ham ejendommeligt.·

„I en Alder af 29 Aar blev han kaldet til Sognepræst for Ryslinge Menighed, hvorfra han ti Aar efter forflyttedes til Brahetrolleborg og Krarup; saaledes tilbragte han tyve lykkelige Aar som Præst paa sin Fødeø, — lykkelige Aar baade i hans Embedsgjerning og i hans s. XI Hus. Men da han i November 1854 blev kaldet til Biskop over Viborg Stift, kom hans Evner til den rigeste Anvendelse, og hans præstelige Egenskaber kom til at lyse i en videre Kreds, saa at hans Navn fik en Klang blandt de bedste indenfor vor Kirke. Der var dem blandt hans Embedsbrødre, som udfoldede endnu mere fremragende Gaver i denne eller hin Retning; men der var neppe Nogen, som var Gjenstand paa een Gang for større Kjærlighed og større Ærbødighed.

„Allerede det første Indtryk af hans Personlighed gjorde det klart, at han' var en stille Natur. Der var noget Indadvendt over hele hans Væsen; Ingen kunde se ham uden at føle, at den Mand havde sin Styrke i et rigt indvortes Liv. Den lille og spinkle Skikkelse, tilbageholden og beskeden i hele sin Fremtræden, var saa ganske gjennemtrængt af Aand og ædel Dannelse, at man, selv i den største Forsamling maatte lægge Mærke til den. Hans hele Person var, som der blev sagt ved hans Baare, præget af Aandens Adelskab. Men fyldigst og klarest traadte hans indre Livs Rigdom frem i hans Prædiken. Hans Prædikens Retning var ikke det Paatrængende, men det Indtrængende: han tog ikke Folk med Magt og kunde ikke strax faa fat paa dem, der manglede aandelig Erfaring; men hans Prædiken var dyrebar for dem, der vare indviede i Kristendommens Tanker og Oplevelser; saadanne Tilhørere fandt hos ham en dyb Vejledning i, hvad de trængte til. Som Prædikant udmærkede han sig ikke ved at male de enkelte Skikkelser i bestemt afgrændsede Omrids, heller ikke altid ved den snorlige Tankefølge; men han lignede snarere Den, der drager frem gjennem rige Egne og ikke altid holder sig til den lige Vej, men fordyb er sig i Udblikkene til alle Sider uden dog at tabe Maalet af Sigte. Han besad i høj Grad Opbyggelsens Gave; thi hans stille Vidnesbyrd fremgik af hans rige Samliv med sin Gud og Frelser. Af dette hans indre Liv maatte ogsaa hans Omgivelser faa et stærkt Indtryk, skjønt Intet laa ham s. XII fjernere end at bære det til Skue. Adskillige af dem, der ifølge Embedseller Venskabsforhold havde Adgang til ham, have vidnet, at ofte naar de kom til ham, følte de, at hans Sjæl ligesom først efterhaanden vendte tilbage fra Bønnens og Andagtens overjordiske Verden, hvor den færdedes. Og ligesom han besad Opbyggelsens Gave, saaledes havde han ogsaa i en sjælden Grad den Naadegave at kunne trøste de Sørgende, — saaledes som der ogsaa blev vidnet om ham ved hans Bortgang. Thi han var selv forsøgt i Livets Sorger; da han allerede var kaldet til Biskop og beredte sig til at forlade det gamle Hjem for at modtage Indvielsen og tiltræde den nye Gjerning, bortkaldtes hans Hustru fra ham og den store Børneflok; faa Timer efter forrettede han Prædiketjenesten som sædvanligt og takkede sin Gud for Alt, ogsaa for Trængsel og Angest“. Den første Aarrække, han levede i Viborg, var vistnok i mange Henseender ualmindelig lykkelig og glæderig; men den sidste Del af hans Levetid bragte ham atter tunge Tab i hans Nærmestes Kreds; da var han paa een Gang blød og stærk: han følte Sorgen inderligt og alvorligt, men han var fast grundet i Troens Trøst og i det Haab, der kan „glæde sig over, at Tomheden her betyder, at Huset hisset fyldes“.

„Men hvad der var Blomsten af hans Væsen og gjorde det saa hjertevindende, var den store Kjærlighed, der bode i ham: Kjærligheden til Gud og hans Ord, saa man følte, at han aldrig kunde blive træt af at betænke og tale det, — og Kjærligheden til Mennesker, saa at den Ringeste som den Største følte Tillid til ham og Lyst til at aabne sig for ham. Det var denne Kjærlighed og den Fred, som følger med den, der gav hans Virksomhed dens egentlige Præg. Dette traadte klart frem i hans Stilling til de kirkelige Partier; ingen af dem kunde regne ham til sine egne, og han frygtede ikke for at modsige dem, naar det syntes ham fornødent. Hans Standpunkt var vor lutherske Kirkes s. XIII Tro og Lære i dens overleverede Skikkelse: den havde han tilegnet sig gjennem en alvorlig og inderlig Indlevelse. Men jo mere indlevet han saaledes var i det, som doger de kirkelige Retningers fælles Rod, des mere skikket var han til at finde i enhver Sag det, som muliggjorde en fredelig Samvirken; og ved sit kjærlige Væsen var han i Stand til at optræde mildnende og forsonende, paa samme Tid som hans Ord hørtes med Tillid af de Forskjellige. Det var denne Kjærlighed, som ogsaa gav hans Tilsynsgjerning dens Ejendommelighed: derved havde han den store Myndighed uden dog nogensinde at optræde trykkende eller bydende; derfor virkede hans Raad og Formaninger styrkende og ophjælpende, fremkaldte ikke Forsagthed, men gav Haab og Mod til Arbejdet.

„Saaledes var hans Livsdag lys og skjøn, ledsaget af Velsignelse og Fred. Desto mere overraskende og smertelige kom Aftenens Skyer og Storme. Det var i Eftersommeren 1876, at han skulde have indviet den gjenopbyggede Viborg Domkirke. Han glædede sig højlig til at skulle udføre den mærkelige og betydningsfulde Handling; — men et Par Dage før Indvielsen blev han ramt af en nervøs Sygdom, som han ikke siden forvandt. Vistnok kunde han endnu af og til i længere Mellemrum være den Gamle, saadan som han havde været i sin raske Tid. Men den meste Tid tilbragte han i en vedvarende Svaghedstilstand. Medens før den harmoniske Ro havde været hans Personligheds Præg, kom der nu Uro og Rastløshed, Mangel paa Beherskelse og Ligevægt over ham. Endnu kunde han være rig paa dybe og skarpsindige Ytringer; men det var, som om Enheden og Beherskelsen manglede. Vistnok var det i mange Maader smerteligt at se ham saaledes; men det var alligevel opbyggeligt at se ham ogsaa i dette, og hans Tilstand i disse Aar var saa langt fra at forandre Dommen over hans Liv, at den tvertimod bekræftede, hvor saare vidt han var naat frem i kristelig Udvikling. s. XIV Hans Sygdom aabenbarede, at hans Natur oprindelig rummede i sig heftige Bevægelser: hvor stærk maa ikke den Mand, hvis hele Væsen alligevel var Fred og Harmoni, have været i dette: at herske over sig selv! Og under al Uro og Omskiftelse var der Eet, som aldrig forandredes: han følte sig altid rig og glad i Samlivet med sin Gud. Naar han færdedes paa sine ensomme Spadseregange, kunde man høre ham nynne de gamle Psalmer og Bønner: det var Tak og Bøn, der rørte sig dybest inde i hans Sjæl. - Og den samme Rigdom i Troen, Haabet og Kjærligheden traadte skjønt og opbyggeligt frem lige til det Sidste, ogsaa paa Dødslejet, saalænge han kunde fremføre noget forstaaeligt Ord eller Tegn.

„Saaledes var han baade i sin Styrkes og sin Svagheds Aar en Mand, hvis Liv vidnede om den Hellig Aands rige Virkninger i de Kristnes Hjerter. Saaledes sømmer det sig visselig for en Hyrde i Menigheden; men saaledes sømmer det sig ogsaa for Enhver, der vil høre Menigheden til. Derfor ville vi skjønne ikke blot paa hans Embedsgjerning, men ogsaa paa hans Exempel til Efterfølgelse. Og derfor skal hans Minde leve i velsignet Ihukommelse!“

Naar jeg har kaldt denne Bog „Laubs Levnet“, saa holder den unægtelig Mere, end Titelen lover, da man jo her faar hans Vens Christian Mynsters Levnet i Tilgift; men det tør vel haabes, at sympathetiske Læsere saavel i Nutiden som i de kommende Tider ville betragte dette som en kjærkommen Tilgift. I Fortsættelsen er det min Hensigt at meddele et Udvalg af hans Breve til og fra hans andre Venner, og især vil der her blive ikke Lidet at meddele af hans ovenfor omtalte Brevvexling med gamle Christen Sørensen Daugaard, — og af den Brevvexling, som Biskop Martensen fra November 1854 uafbrudt førte med ham i over tyve Aar, og hvoraf han s. XV har givet mig Tilladelse til at meddele „et passende Udvalg“. Og for allerede nu at give Læserne et Indblik i disse to Biskoppers hjertelige Venskabsforhold har jeg i dette 1ste Bind indsat ti af deres Breve, skjøndt kun de fire første ere fra 1854. Disse ti Breve høre nemlig saa nøje sammen, at jeg ikke har villet skille dem ad, uagtet jeg ved at lade de sex sidste følge med her, er kommen til at overskride den paa Titelbladet angivne Tidsgrændse.

Og saa vil jeg nu slutte denne Indledning med en Udtalelse af Martensen om Laub, hvem han med Rette har kaldt „en Brevskriver af første Rang“. Han siger nemlig i sin Levnetsbeskrivelses 3die Bind, S. 133:

„Blandt de af mig indviede Bishopper (Lautrup, Laub, Kierkegaard, Balslev, Lind, Swane, Fog og Pieturson) maa jeg i Særdeleshed fremhæve Laub, fordi han blev mig en kjær og dyrebar Ven. Han var rig paa Begavelse og rig paa Kjærlighed. Hans Begavelse var, som jeg tidligere har antydet, overvejende receptiv, men her var den overordentlig stor. Det var umuligt, at en Forfatter kunde have en bedre Læser, thi han opdagede Meget, som Forfatteren selv neppe havde været sig bevidst, hvilket jeg for min Del oftere har faaet Lejlighed, til at erfare, da han altid shrev mig til om mine Arbejder. Laubs Breve høre til det Ypperste, jeg kjender, ved denne sjeldne Forening af aandelig Opfattelse og Gemyt. Prøver derpaa vil man finde i „Blade af Mynsters Liv og Tid“. Ved denne dybe Sands, der fra Videnskaben udstrakte sig til hele Kunstens Omraade og havde sin Rod i det kjærlighedsfulde Blik paa Livet, har han i sin Embedsgjerning virket dybt og befrugtende paa Præsterne og i det Hele paa den ham omgivende Kreds, der var ham inderligt hengiven. Det var os en Sorg, da han ved sin Sygdom blev forhindret fra at indvie Viborg restaurerede Domkirke, som han saa længselsfuldt havde imødeset. De sidste Aar, som han tilbragte i Kjøbenhavn, have for mig ihhe kunnet faa den Betydning, jeg havde ønshet, paa; s. XVI Grund af lians Sygdom, der ofte forhindrede ham i Samtale eller dog meget indskrænkede denne. Dog har jeg endnu i den allersidste Tid havt enkelte Samtaler med ham om Jakob Bøhme og Theosofien, i hvilke han havde Aandens fulde Klarhed.“

Under 26. Februar 1884 indsendte jeg følgende Linier til Berlingske Tidende:

„Breve fra og til Bishop Laub. Da min afdøde Fætter, Professor C. L. N. Mynster ikke fik udført sin her i Bladet bebudede Udgivelse af et Udvalg af disse Breve, har Biskop Laubs Svigersøn, Pastor Schepelern opfordret mig til at overtage dette Hverv, og Brevene ere desaarsag nu i mit Værge. Skulde nogen af disse Breves Forfattere have Noget at meddele mig i denne Anledning, saa bedes de herom snarest muligt skriftligt at henvende sig til mig.“

Denne Opfordring tillader jeg mig her at gjentage.

Emilsminde ved Slagelse, 21. September 1885.

F. L. Mynster.

Rettelser.

Side 55 og 56 i Overskriften læs: Af et Brev.
Side 73, 15de Linie: Tankerne, læs: Taarerne.
Side 134, 10de Linie: fortrolig, læs: forsonet.