Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1857-01-23)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 23. Januar 1857

Tak, kjære Biskop Martensen, for Deres sidste Indlæg *) , som ikke har kunnet Andet end gjøre mig glad, og tillige for Deres Brev [dette Brev er gaaet tabt], som lidt tidligere maatte have samme Virkning paa mig, navnlig fordi De, uagtet det, De havde for, dog ikke fandt det, jeg var kommen med, overflødigt, og ikke deri savnede den Skarphed, som er den væsentlige, den, som ikke lader det tvivlsomt, hvad der er Ret, og hvad Uret. Naar De deri tillige bebudede, at Tonen i Deres maatte blive nogle Grader skarpere, saa var det jo ikke Andet, end hvad jeg maatte vente; og jeg maa nu, efterat have læst Deres Bog, tilføie, at den ingenlunde er bleven skarpere, end den efter det Foregaaende maatte blive; saa at, naar der i denne Henseende er en Forskjel imellem Deres og min Skrivemaade, er det mig, der maa søge at retfærdiggjøre mig. Naar jeg ikke har kunnet tage saa haardt paa Birkedal, som jeg tilstaaer, han fortjente, saa laa Grunden i mit særegne personlige Forhold til ham, hvorfor jeg ikke videre kunde gjøre Rede, men hvorved jeg meente at burde see B.’s Færd fra en bedre Side, end den, han selv viste frem; og hvorved jeg da igjen meente at kunne frembringe en s. 8 Virkning paa ham, og paa en Deel Andre, hvis Mening afhænger saa meget af hans. Det er derfor ganske rigtigt, naar Evgl. Ugeskrift charakteriserer mit Skrift *) som en Privatskrivelse. — —

Om jeg nu havde nogen Ret til at belemre Publicum med et saadant Privatanliggende, det faaer at staae hen; jeg kan kun sige, at jeg var i den Nødvendighed, at jeg maatte. Det var — efter hvad jeg har al Grund til at troe — mig, der var nærmeste Anledning til B.’s Skrift; jeg havde skrevel til ham, at dersom han i denne Sag ikke stod paa Grundtvigs Side, maatte det være hans Pligt at sige det høit. Jeg kunde nok vide, at det vilde falde ham haardt; men da nu det, som kom, blev noget ganske Andet, end hvad jeg havde bedet ham om, kunde jeg ikke tie: jeg maatte sige ham min Mening, uden at glemme det Venskab, hvormed han har sluttet sig til mig, og som nu har trukket ham ind i Noget, som jegvidste, han helst var blevet udenfor, — og dog paa en saadan Maade, at mit Brev ikke skulde tabe sig imellem andre Vennebreve i hans Skuffe. Om jeg skal glæde mig over, hvad jeg har gjort, vil Tiden vise; at De er saa venlig ikke at finde det ubetimeligt, er mig endnu ikke nok; kan jeg ingen Virkning frembringe i den Retning, jeg havde for Øie, maa jeg dog finde, at jeg i det Mindste har gjort noget Overflødigt.

Men over Deres Skrift vil jeg glæde mig, og over den Klarhed og Skarphed, og Fuldstændighed, hvormed den hele Sag er gjenoptagen; — — men det Bedste deri, og som vel ogsaa meest maa kaldes det Nye, der her er s. 9 kommet til, er dog Afsnittet om Donatismen; og skulde jeg endnu have et Ønske, da maatte det være, at der fra En, som forstaaer at tale til Menigmand, maatte komme en Skildring af denne Deel af Kirkehistorien, jevnt fortalt, uden alle Sideblik, som i denne Sphære kunde blive en sundere Læsning og klare bedre, end de mange Stridsskrifter.

Undskyld nu, kjære Biskop Martensen! at jeg har snakket saa meget om mig; men naar De gjerne vil see mig som Deres Medarbeider, maa jeg jo og gjøre Mit til, at De kan kjende mig, som jeg er.

Deres O. Laub.