Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1862-04-29)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 29. April 1862

Kjære Biskop Martensen! Hvad der blev forhandlet i Aarhuus Ugen før Paaske, har jo Biskop Brammer meddeelt Dem. Til noget egentligt Resultat kom det vel denne Gang endnu mindre end ellers ved lignende Leiligheder, hvor Hensigten jo heller ikke er, at man skal kunne bringe noget fuldstændigt Resultat med sig hjem. For mig var Resultatet nærmest, at vi Alle, mere eller mindre, bevæge os med en ikke hyggelig Usikkerhed paa et Gebeet, hvorpaa vi ere blevne trængte ind, vide maaskee, mere eller mindre, hvad vi ville og skulle, men desto mindre hvad vi kunne, — og dette bliver dog tilsidst, — i en anden Form, hvad vi skulle. Kierkegaard er vel Den, som bedst forstaaer Situationen, og hvorledes den kan benyttes, fordi han vel ogsaa er Den, som meest sympathiserer med det Forandrede i Forholdene; men derfor er man ogsaa let i Tvivl om, hvor hans Tanker ville ende, og hvorvidt man tør følge med ham; maaskee han ogsaa selv mangen Gang ikke er kommen videre end til at ville see Tiden an. I ethvert Tilfælde troer jeg, at det er hans Alvor med at ville sætte et Bolværk imod sine grundtvigianske Venners „Frihed for Alt, hvad s. 92 der stammer fra Aand“. — Jeg har nu ladet Ministerens Skrivelse om Kirkernes Benyttelse af fremmed Præst communicere i Stiftet, for at det kan blive forhandlet paa Landemodet, som jeg synes bedre om, end at modtage en Deel separate Erklæringer, som man har ondt ved at bruge, og som derefter vel ikke engang blive læste. For mit eget Vedkommende maa jeg endnu være af den Anskuelse, som jo ogsaa er Deres, at hverken en Lov eller en kgl. Anordning kan føre til noget Godt. Hvad Formen angaaer maa jo vel det Sidste foretrækkes som en Afviisning af Rigsdagens Indblanding i Anliggender af denne Art; men i Realiteten er ogsaa dette en Lov, som vil tillægge en Ret, der, saavidt jeg seer, er en principiel Opløsning af Sogneforholdet, hvad Loven om Sognebaandsløsningen dog endnu ikke er, eller dog ikke anderledes, end at Paastanden om, at den ikke er det, endnu maa kaldes ligesaa berettiget som den modsatte, — nemlig indtil vi faae en Lov som den bebudede. Hermed er antydet, hvad jeg i denne Sag (hvis Betydning ikke er ringere end den anden, om Lønningen) maa ville og mene at skulle, men rigtignok ikke, hvad jeg mener at kunne. Og derfor bliver det nødvendigt at gaae nærmere ind paa Indholdet af Ministerens Forslag til en Anordning. Ogsaa her troer jeg, at jeg er og vil blive i Overeensstemmelse med Deres Betragtningsmaade. Om Altergangen sagde Kierkegaard, at dens Holdelse i samme Kirke af to forskjellige Præster for to forskjellige Afdelinger af Menigheden, maatte bringe det til Bevidsthed, at der er kun eet Bord. Det er en smuk Tanke, og den kan blive sand, hvor de to Præster i gjensidig Anerkjendelse ere blevne enige om at ville dele Kirke med hinanden, og de to Menigheder paa s. 93 samme Maade anerkjende hinanden; men naar det Modsatte fmder Sted, eller naar en Lov har bragt det dertil, at der ikke engang bliver spurgt om, hvilket Forholdet er, maa da ikke lige den modsatte Forestilling vækkes om en forskjellig og modsat Christendom og Altergang, de Helliges og den store Hobs, Zions og Babels? Ved Loven om Sognebaandsløsningen blev der og udentvivl tænkt paa, at Løsningen skulde have nogle Besværligheder, som maatte bæres; men naar det nu ikke mere skal gjælde om at rive sig løs, for at slutte sig til en anden Menighed, men man faaer denne lige hen til sin egen Dør, lægges det da ikke meget nær at løse Sognebaand af meget lette og løse Grunde, f. Ex. hvad der endda kunde være det meest Respectable, fordi den fremmede Præst er den meest begavede? Ikke engang Frihedens Venner kunne være tjente med dette Resultat, og vedkommende Menighedslemmer, dersom de mene noget Alvorligt, tilsidst ikke heller. Jeg troer i det Mindste, at Menighederne hidtil have havt en Følelse af, at det Lykkeligste dog er at have en Præst, som man ikke selv har valgt, men Gud beskikket, — skjøndt det ligger i de menneskelige Forholds Natur, at Tilliden hertil tidt kan briste; men at man kan blive nødt til selv at skulle vælge, burde dog nærmest betragtes som en Ulykke, der er vederfaret. — Ogsaa deri er jeg aldeles enig med Dem, at den Bemyndigelse, som Forslaget tiltænker Biskopperne, er illusorisk og kun medfører et Ansvar, som man ikke kan bære. Men dersom Ministeren dog vil have en Bestemmelse om Altergang med en Indskrænkning, hvorledes vil denne Afgjørelsesmaade da kunne undgaaes? thi om og Tilladelsen skulde meddeles af Ministeriet, hvad jeg vilde holde paa for s. 94 Formens Skyld, og for at Ministeriet ikke skal slippe for Besværligheden og Ansvaret, saa maatte dog Biskopperne blive den egentlig afgjørende Melleminstants; ellers maatte dette Punkt stilles ganske lige med de øvrige, hvad dog vel er endnu værre, — en Opgivelse af det Hele.

I Lønningssagen meddeelte Kierkegaard sin Tanke, som jeg forud kjendte, og hvorom han jo ogsaa har talt med Dem. Efter den vilde jo Spørgsmaalet om Kirkens Eiendomret holdes ganske ude (en Samling af Lønningsmidler stiftsvis har ogsaa Engelstoft tænkt sig, forøvrigt meget forskjelligt herfra); men her har Kierkegaard dog vist taget meget lidt Hensyn til, hvad Ministeren vil gaae ind paa: bl. A, vil K. ikke kunne skaffe Midler til Pensioneringen, som dog vist ligger Ministeren meget paa Hjertet, og, som jeg synes, med Rette. Thi naar K. svarer: man maa vende tilbage til det Gamle, Capellaner, da kunde det dog maaskee i mange Tilfælde blive for haardt nu, da Capelianerne ere saa dyre, og naar de due noget, ikke sjelden saa selvraadige, at en gammel svag Mand nu kan have Ret til at ansee for en Plage, hvad der engang var en Gunst. Denne Sag vil jeg ikke bringe for Landemodet, naar det ikke udtrykkelig bliver forlangt, som jeg dog formoder. Den har da ikke heller gjennemgaaet fatalia ved Rigsdagen; og det er jo muligt, at Rigsdagen kan see Betænkeligheder ved at have med dette at gjøre, som den engang var saa gridsk paa. Saaledes kunde maaskee endnu den Tid komme, da der kunde forsøges administrativt at forbedre Noget herved.

Maaskee De, kjære Biskop Martensen, endnu inden Landemodet kunde faae Anledning til at sige mig noget s. 95 Mere om disse Sager. Da Ministeren i sin Skrivelse om Kirkernes Benyttelse tillige har givet Anledning til, at Forfatningsspørgsmaalet kunde af En eller Anden bringes paa Bane, vilde det være mig kjært, om jeg til den Tid kunde vide, hvorledes Ministeren har taget mod Deres Forslag til Landemodets Ordning.

I Aarhuus erfarede jeg, at der er endnu en Sag, som jeg kan vente at faae tilsendt til Betænkning, — om Religionsunderviisning i de lærde Skoler. Heri vil jeg ikke kunne gaae med Brammer, som nok vil have Læreren ordineret, altsaa noget Kirkeligt istedetfor Skolen, noget Gudstjenesteagtigt; ikke heller med Kierkegaard, som paa en Maade vil have denne Underviisning ud af Skolen, hvor den kun skal tilbydes. Jeg mener, Latinskolens Elever bør dog indtil Confirmationen tages paa samme Maade som Almueskolens, d. e. oplæres i Christendommen (opdrages — kan ikke forlanges af Skolen, skjøndt det vel i mange Tilfælde tør haabes som en filgift). Men dernæst er jeg enig med Bindesbøll i, at Christendommen, skjøndt væsentlig noget langt Større, er tillige et væsentligt Moment i Culturen, Dannelsen, og som Saadant har sin Plads i Skolen, navnlig da den videnskabelige, og at Erkjendelsen i denne Henseende bør have en Udvikling, som svarer til den øvrige Udvikling, og dette baade i Gulturens og i Christendommens egen (den personlige Tilegnelses) Interesse. At efter Grundloven Folket ingen Religion har, kommer herved ikke i Betragtning, da dog det Factiske er, at Folket (paa faa Undtagelser nær, som aldrig have voldt nogen Vanskelighed) henregner sig til Folkekirken. Men uagtet jeg saaledes mener, at „Religionen“ bør fremdeles være et Underviisningsfag i de lærde Skoler og der have sin s. 96 egen „Lærebog“ (om muligt faae en bedre, end man nu har), kunde der dog maaskee, paa Grund af dette Fags Særegenhed, indrømmes det en lidt afvigende Stilling. Jeg har endnu ikke havt Leilighed til at tænke meget herover, og bør jo ogsaa først gjøre mig bekjendt med de mange Bilag, som skulle følge med; men jeg tænker mig, at Religion kunde udelades ved Afgangsexamen, og maaskee ophøre at være Gjenstand for Examen og Charakteer fra 6te Klasse af. I de lavere Klasser, mener jeg, at det ikke gaaer an. — —

Men jeg har allerede trættet Dem nok med disse ikke meget opbyggelige Expectorationer. Der er en Sag af en ganske anden Art, hvorom jeg langt hellere skriver, og for hvis Skyld jeg dog egentlig har begyndt dette Brev: jeg vilde takke Dem for den store Venlighed, hvormed min Datter er bleven modtaget i Deres Huus. Da hun reiste herfra, tænkte jeg ikke paa, at jeg ved hende skulde komme i ny Berøring med Dem, kjære Biskop Martensen! men at dette nu er skeet, er mig en stor Glæde. — — Hun tænkte, da hun kom til Khvn., ikke paa at tale med Dem, men paa at faae Dem at høre i Kirken. Det syntes længe, som om dette Haab ikke skulde opfyldes, men tilsidst naaede hun det dog, og paa samme Sted, hvor De viede hendes Fader til Biskop. At, hun holder meget af sin Fader, har De bemærket. Mig minder hun i høi Grad om sin afdøde Moder, og det er mig en kjær Tanke, at De, kjære Biskop Martensen! som saa hjertelig deelte min Sorg for 7 Aar siden, nu kan danne Dem en bestemtere Forestilling om, hvad min afdøde Kone har været for mig, og hvorledes jeg endnu i saa mange Henseender kan leve af den Rigdom, jeg skylder hende. — —

s. 97 Nu begynder vel og saa De snart paa Deres Reiser, hvortil jeg ønsker Dem godt Helbred, og hvoraf Glæde. Naar De igjen engang har Ro og Tid, saa veed De, hvormeget et Brev fra Dem glæder

Deres O. Laub.